Indlæg

Rasmus Klarskov kom tilbage til Citroën DS3 Cuppen med et brag. Den tidligere mester i mærkeklassen for de hurtige, franske racere kørte fra pole position til sejr i første løb ved Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen.

Sejren kom dog ikke uden kamp for Klarskov, der midtvejs i det 13 omgange lange løb måtte overgive føringen til Hobro-kører Jacob Mathiassen. Køreren i den blå/gule Hobro IK-støttede racer kunne køre sig til debutsejr i klassen foran Klarskov, men måtte senere se sig diskvalificeret efter bilen blev fundet tre kilo for let i teknisk kontrol.

Det promoverede Jørgen Worthmann til andenpladsen, mens Anders Rohde, der debuterede i serien i 2014, kørte en fin tredjeplads hjem. Rohde havde over flere omgange rallycross-danmarksmester Rune Staudt lige i bakspejlet. Skiftet fra det blandede underlag skete uden den helt store dramatik for nordjyden, der konstant var blandt de bedste hele weekenden.

Bedste nordmand blev Marcus Påverud, der tog en samlet femteplads foran landsmanden Theodor Olsen, der viste masser af fart, men blev hæmmet af at have flatspottet et dæk.

Klarskov suveræn i race 2

I søndagens andet løb, der ligesom det første foregik under fine rammer mellem DTC-løbene, kunne Klarskov køre uhindret til sejr, mere end 12 sekunder foran nærmeste konkurrent. Dette var Rune Staudt, der dermed kunne betræde podiet i sin debutweekend i asfaltbanesporten.

Jacob Mathiassen kørte sig frem til en tredjeplads foran Anders Rohde og bedste nordmand, Marcus Påverud på femtepladsen.

Jørgen Worthmann måtte tage til takke med en sjetteplads efter kontakt med en konkurrent, mens Theodor Olsen, udgik på næstsidste omgang.

Karin Elise Fossen og Jesper Ternvalt var to yderligere ofre i en løbsweekend, der generelt bød på godt race i mærkeklassen.

Efter første afdeling fører Rasmus Klarskov i den samlede stilling foran Rune Staudt. Se kørere og stillingen her (opdateres).

Næste afdeling er den 29.-31. maj på Rudskogen i Norge. Klassen kører i Danmark igen den 6.-7. juni på Padborg Park.

 

Det norske racertalent Theodor Olsen er næste i rækken til at melde sig klar til Citroën DS3 Cup i både Norge og Danmark.

Med blot 15 år bliver talentet et af de yngste navne i klassen. Teenageren gør indhoppet i de forhjulstrukne franske racere på baggrund af en succesfuld årrække i norsk karting. Fra en start med ATV-cross i 2006 gik det videre med gokart fra 2009. En norsk mestertitel i 2014 i Formel Basic og sejr i Norgescuppen er rundet af med træningsprogram hos Tommy Østgaards Racing Academy.

Det blev for nyligt afsluttet med fysisk test og simulatorkørsel ved iZone Driver Performance på britiske Silverstone, ligesom der også blev testet Renault Clio Cup og Formula Renault 2.0.

Valget for 2015-sæsonen er dog faldet på Citroën DS3 Cup i Norge og Danmark.

– Jeg glæder mig meget og er spændt på hvordan jeg tackler en forhjulstrukken bil, lyder det fra Theodor Olsen.