Indlæg

At den mesterskabsførende vinder to løb af to mulige lyder ikke umiddelbart som noget, der kan vende op og ned på mesterskabsstillingen, men det skete alligevel med DS3 Cuppen på Falkenberg.

Faraas lå før weekenden i spidsen af mesterskabet og kører i øjeblikket sikkert mod titlen med to weekender og i alt fire løb tilbage af sæsonen. Men bag ham er alt blevet åbnet op.

Kørerne har endnu ikke strøget deres dårligste to løb i år, men Kenn Bach er i hvert fald sikker på, at løbene fra Sverige nok skal stryges. En knækket trækaksel kostede alle forhåbninger for nordjyden i første løb, og i det andet endte han med at køre af banen.

Det udnyttede de nærmeste konkurrenter i stor stil. Med en femte- og en fjerdeplads som udbytte havde Mads Frederiksen en weekend på det jævne uden rigtigt at kunne blande sig længst fremme. Det giver 28 point, mens Jacob Sevel fik 27 for en ottendeplads i 1. heat og en tredjeplads i finalen.

Dermed er alt åbnet op om andenpladsen mellem Mads Frederiksen (134p), Jacob Sevel (128p) og Kenn Bach (112p), mens Thomas Faraas er komfortabelt i spids med 182 point.

Der blev byttet lak og et enkelt spejl undervejs. Jacob Sevels #666 var med i et par infights undervejs, blandt andet denne med Erik Bertilsson. Foto: Niklas Majgaard

Linda Vekka og resten af finske Linda Vekka Motorsport leverede et superflot comeback. Efter et stort crash i første heat efterlod en bil helt uden hjul og ophæng på forreste hjørne foran, så blev bilen klar på rekordtid til finalen. Respekt! Foto: Niklas Majgaard

Faraas’ finaleshow

Selve finalen var imidlertid én til historiebøgerne. Med stort drama, skiftende vejrforhold og masser af fights fik DS3 Cuppen endnu engang understreget, at underholdningsværdien er stor – men skadeskontoen er hårdt ramt.

Fra pole position kom Isac Aronsson egentligt bedst afsted og førte an fra starten – men tyvstartede. Det blev dyrt for svenskeren senere i løbet. På første omgang stormede Thomas Faraas mod spidsen efter en kanonstart. Sjettepladsen blev vekslet til en andenplads på første omgang, og jagten på Aronsson gik ind.

Også Jacob Sevel kom godt frem i rækkerne fra start, og blev på tredje omgang centrum for lidt af et drama, da han i et overhalingsforsøg fik puffet til Anton Bergström, som desværre spandt rundt. Et ærgerligt udfald for svenskeren, som ellers var stærkt kørende i weekendens første race.

Isac Aronsson kom fint fra land på pole position, men Faraas kom hurtigt frem nede fra sjette position. Foto: Niklas Majgaard

Efter seks omgange tog regnen for alvor til, og hele feltet på slicks var ganske udfordrede på grebet. Regnen og en duel, der sendte ham i sandkassen endte med at koste Kenn Bach dyrt, og det gav en safetycarperiode. Umiddelbart efter den skød Erik Bertilsson frem i feltet, mens Mads Frederiksen, som lå toer, blev overhalet af et par kørere. Bertilsson endte i en ganske underholdende fight med Jacob Sevel om andenpladsen, hvilket kostede lidt lak og et enkelt sidespejl i kampens hede.

Erik Bertilsson (bagerst) tabte en sikker sejr på gulvet i 1. heat, da en punktering ramte svenskerens bil. I finalen tog han turen gennem en stor del af det 15 biler store felt til en velfortjent andenplads. Foto: Niklas Majgaard

Ved det ternede flag sikrede Thomas Faraas sig endnu en sejr – sæsonens femte – mens Erik Bertilsson med andenpladsen fik revanche fra første løb, hvor en punktering kostede ham en sikker sejr.

Jacob Sevel (midten) havde en mildt sagt begivenhedsrig søndag. Løb 1 gik ikke for godt og setuppet var ikke rigtigt – men et podie i finalen vejede godt op for det. Foto: Niklas Majgaard

Treer blev Jacob Sevel, mens Mads Frederiksen blev firer. Anton Bergström fik efter endnu en fight med Jaakko Louhi femtepladsen, mens finnen tog sjettepladsen.

I det fælles nordiske mesterskab, FIA North European Zone, giver Faraas-sejren også en massiv udbygning af nordmandens føring. Her tæller Norges og Sveriges respektive afdelinger samt Grand Prix Danmark, der venter om to uger. Med dobbeltsejre i både Norge og Sverige er Faraas snublende tæt på den nordiske titel.

Podiet efter race 2 – Thomas Faraas vinder foran Erik Bertilsson og Jacob Sevel. Foto: Niklas Majgaard

Det sagde de efter løbet:

Thomas Faraas, vinder:
– Det her var super godt. En dobbeltsejr er ekstremt vigtig for mesterskabet og især i NEZ. Det var ikke som sådan en sejr jeg gik efter, for jeg vidste det ville være svært – men muligheden opstod, og jeg tog den.

Erik Bertilsson, P2:
– Man kan vist godt kalde det et lille comeback, jo. Det gik i hvert fald fra at jeg var mega skuffet efter 1. heat til at det egentligt blev en helt okay weekend med det her resultat.

Jacob Sevel, P3:
– Der blev delt øretæver ud. Det var ekstremt svært at køre på slicks derude, for du skal bare bremse en meter for sent – så flyver du ad H til. Så alt er på listefødder, og da regnen først kom, så var det ren overlevelse. Men jeg er vildt godt tilfreds med en tredjeplads her, for vi skød helt forkert på setuppet i det første løb.

Thomas Faraas udvidede søndag middag sin føring i kampen om det samlede mesterskab i DS3 Cup efter et løb, hvor alt klappede for den rutinerede nordmand. Snart sagt det modsatte kunne man til gengæld sige om flere af Faraas’ nærmeste konkurrenter i den samlede stilling, for mens Faraas tog bestik af et kaotisk løb med mange afkørsler, så har årets svenske afdeling af mesterskabet vendt op og ned på tabellen.

Fra start kom Erik Bertilsson og Thomas Faraas klart bedst afsted, men løbet blev afbrudt efter bare én omgang, da der skete flere uheld på den 1843 meter lange rundstrækning. Først blev Kristian Moe Sætheren skubbet af banen umiddelbart efter starten og måtte parkere sin racer fra Insight Racing i autoværnet med begrænsede skader til følge.

Værre gik det en halv omgang senere for finske Linda Vekka. I lighed med flere andre kørere spandt hun rundt, og endte i et sammenstød med Knut Eirik Knudsen, som også spandt af banen. Det gav store skader på begge biler.

Eric Nilsson kørte ikke det mest dramatiske løb i verdenshistorien, men pointhøsten kan svenskeren ikke klage over. Foto: Niklas Majgaard

Punktering åbnede mulighederne for Thomas Faraas

Omstarten gik, og straks tog Erik Bertilsson og Thomas Faraas teten igen. Bertilsson fik en rigtig flot start og formåede langt inde i løbet at holde et mindre, men trods alt sikkert forspring til forfølgerne, da en punktering mod slutningen endte med at koste ham alt. Svenskeren kørte i pit og kom tilbage til løbet en omgang nede.

I mellemtiden havde Eric Nilsson sat sig solidt på det, der blev til andenpladsen. Den unge svensker var i en lang og sej kamp med Anton Bergström og Jaakko Louhi, som begge ser ud til at have fundet melodien denne weekend – efter de ellers begge har haft en svær sæson.

Anton Bergstrøm (tv) og Jaakko Louhi (th) kæmpede helt til den bitre ende om tredjepladsen. Foto: Niklas Majgaard

Søndagens første løb blev et nyt mareridt for Kenn Bach, der måtte se sin aktuelle samlede andenplads i mesterskabet fordufte. Efter starten på en skuffende 14. plads var nordjyden ellers på vej frem i rækkerne, men måtte udgå midtvejs i løbet med en knækket trækaksel.

Mens Thomas Faraas styrede sikkert hjem med sæsonens fjerde sejr, så fightede Bergström og Louhi til det sidste om tredjepladsen – en duel, som Bergström endte med at vinde.

Nummer fem blev Mads Frederiksen, der med dagens pointhøst har bragt sig op på mesterskabets samlede andenplads. Isac Aronsson tog sig af sjettepladsen og starter dermed på pole position i søndagens finale.

Falkenbergs layout indbyder til store satsninger – specielt i den første chikane som Elliot Sjögren demonstrerer her. Foto: Niklas Majgaard

Elliot Sjögren blev syver, mens Jacob Sevel, Mads E. Hansen og Jostein Kongsgård afrunder top ti.

Søndagens andet løb køres med start klokken 16.15.

Det sagde de efter løbet:

Thomas Faraas, vinder:
– Det hele gik rigtig godt for mig derude. Det var vildt synd for Erik Bertilsson, at han måtte i pit, for vi havde virkelig en fed kamp derude. Tror det var en punktering, han var inde med.

Eric Nilsson, P2:
– Der var godt nok en del kaos, men jeg formåede at holde mig ude af det, og det gik rigtig fint hele løbet for mig. Vi har fundet en del fart i bilen og er godt med, så jeg er spændt på finalen her senere. Jeg håber bare at vejret holder tørt, lyder det fra Nilsson.

Anton Bergström, P3:
– Endelig! Det var fantastisk at komme på podiet. Det føles rigtig godt efter al den modgang, vi har haft i år med tekniske defekter. Jaakko gav en rigtig god og meget fair duel derude – det var super cool.

Erik Bertilsson kom til Falkenberg med en frisk sejr i den svenske DS3 Cup fra selvsamme bane – og i lørdagens kvalifikation fortsatte hjemmebanehelten dén statistik.

Svenskeren var mere eller mindre konstant en faktor i spidsen af tabellen, men indledningsvist var den mesterskabsførende Thomas Faraas hurtigst.

Også finske Jaakko Louhi, svenske Eric Nilsson, Norges Knut Eirik Knudsen og danske Jacob Sevel markerede sig i kampen om pole position, som var ganske tæt selvom regnen silede ned over Falkenberg.

Jaakko Louhi kunne tilsyneladende godt lide de svære vejrforhold. Finnen var under alle omstændigheder ganske konkurrencedygtig i regnen. Foto: Niklas Majgaard

Regnen tog imidlertid af mod slutningen af sessionen, og det gav med bedre sigte muligheder for mindre forbedringer.

Bertilsson gjorde her sin top-tid til 56.375, siden 56.287 og til sidst toptiden 56.175.

Thomas Faraas endte som toer i 56.391, mens Knut Eirik Knudsen og Eric Nilsson runder top fire af. Jaakko Louhi blev femmer, Anton Bergström sekser og Jacob Sevel er som nummer syv bedste dansker i feltet. Top ti afrundes af Mads Frederiksen, Kristian Moe Sætheren og Mads E. Hansen.

Der blev satset igennem i jagten på bedste tid. Her er det Knut Eirik Knudsen. Foto: Niklas Majgaard

Det sagde de efter kvalifikationen:

Erik Bertilsson, pole position:

  • Falkenberg er en bane jeg kender rigtig godt, men faktisk var det lidt på et hængende hår, at det lod sig gøre. Vi har døjet en del med dug i bilen, men det lykkedes mig heldigvis at få smidt en god tid ind. Falkenberg er et sted, hvor man skal være modig, hvis tiden skal ned – så jeg satsede hårdt, og min far var hele tiden på radioen med opdateringer, så det var rimeligt tæt.

Thomas Faraas, P2:

  • Som både kører og teamchef kan jeg sige, at vi er rigtig glade for at starte som nummer to og tre. Det er selvfølgelig bedre at starte et og to, men det tager vi med… Vi har fundet god fart, men det var svært derude i starten, for det regnede rigtig meget. Det tog af til sidst, men da var dækkene ikke så gode længere, så det var egentligt ikke fordi det gav nogen nævneværdig forbedring.

Knut Eirik Knudsen, P3:

  • Jeg er godt tilfreds. Det var svære forhold at køre i, og jeg var i virkeligheden heldig med at blive treer, for det hele lykkedes først til allersidst. Jeg glæder mig til løbene i morgen.

Falkenberg bød på et par overraskelser. Kenn Bach fik slet ikke tingene til at hænge sammen og starter næstsidst, når det går løs i morgen.

Sommerferien er for alvor slut i DS3 Cuppen, som i den kommende weekend drager til Falkenberg i Sverige for at tage hul på den anden halvdel af årets sæson. Den svenske afdeling markerer således også anden runde i årets nordiske mesterskab, FIA North European Zone.

Thomas Faraas og TF Motorsport er umiddelbart den, der har det bedste udgangspunkt med sig til Sverige – i hvert fald hvad pointene angår. Den rutinerede nordmand klarede sig stabilt gennem den regnplagede weekend på Padborg Park i juni og har 132 point med sig, mens Kenn Bach på andenpladsen står noteret for 112.

Bach fik i Padborg den heatsejr, han så længe har jagtet, og det bliver spændende at se, om BACHCAR Racing kan holde fast i det momentum. I sommerpausen var Kenn Bach i lighed med flere andre kørere på netop Falkenberg i en gæsteoptræden i den svenske DS3 Cup, og her blev indsatsen for Bach ramt af et par tekniske udfald, der kostede dyrt i en weekend, hvor farten ellers var der.

Kenn Bach og Thomas Faraas har fightet helt siden premieren – og det tegner til, at de to skal kæmpe videre om titlen i årets sidste tre weekender. Foto: Niklas Majgaard

Kampen om den samlede tredjeplads ligner i øjeblikket et løb mellem Mads Frederiksen og Jacob Sevel. Frederiksen har for alvor fundet melodien og viste i Padborg med en sejr og en tredjeplads, at det østjyske MF Racing har gang i det helt rigtige. Mens Frederiksen står med 106 point, så er Jacob Sevel helt ny i DS3 Cup og har med sine 101 point markeret sig med stærke indsatser – herunder et podie i debuten i Norge, finalesejr ved Juniløbet og et podie mere på Padborg Park.

Mads Frederiksen havde et rigtig fint løb under ellers svære vilkår på Padborg Park, hvor vejret skiftede fra skybrud til høj sol. Østjyden fik sæsonens første heatsejr og ser ud til at være godt kørende ind i sæsonens anden halvdel. Foto: Morten Kimer

Fighten om resten af top seks står mellem Erik Bertilsson som har en frisk dobbeltsejr fra den svenske afdeling på Falkenberg i bagagen, mens Kristian Moe Sætheren er sekser. Sætheren har ikke helt haft tur i den i år, og tabte blandt andet værdifulde point på en elektronisk fejl ved sæsonpremieren på Rudskogen. Derfor er det ved at være nu for nordmanden.

Jacob Sevel rundede sin første løbsweekend i bilen af med en tredjeplads, og har også en sejr med sig på kontoen ind i sæsonens anden halvdel. Foto: Niklas Majgaard

Tidsplan

Weekendens afdeling på Falkenberg er lidt speciel i den forstand, at DS3 Cup er eneste bilklasse til start. Vi følger op på Facebook og Twitter (facebook.com/ds3cup og www.twitter.com/ds3cup) over weekenden.

Fredag:
Test 11.10-11.35 + 16.30-16.50

Lørdag:
Fri træning: 12.05-12.20
Kvalifikation: 16.05-16.20

Søndag:
Race 1: 12.05-12.30
Race 2: 16.15-16.35

Insight Racing og DS3 Cup vil gerne benytte lejligheden til at ønske alle teams, samarbejdspartnere og sponsorer en glædelig jul og et godt nytår. Selv om det er vinterpause er der gang i masser af spændende ting frem mod næste år i serien. Flere nye kørere har meldt deres ankomst, og her på siden har vi allerede hilst på de to.

Men der er mere: DS3 Cup er nemlig på vej i en svensk udgave også. Den kommer til at hedde DS3 Cup Sweden, og vil ligesom den danske serie køre over seks løb totalt.

Den svenske serie får premiere lidt efter 2019-sæsonpremieren i DS3 Cup, nemlig den 24-26/5, hvor det går løs på Kinnekulle. Over sæsonen vil DS3 Cup Sweden også være en del af programmet ved blandt andet Västkustloppet på Falkenberg og Kinnekulle Rings Race Week i juli, inden turen går til Falkenberg og Karlskoga. Finalen i DS3 Cup Sweden finder sted på Kinnekulle Ring i slutning af september.

Du kan se meget mere til DS3 Cup Sweden på Facebook.

Med DS3 Cup til Motorshow i Herning

DS3 Cup er igen på plakaten ved det kommende Motorshow i Herning, som finder sted i weekenden den 8. til 10. februar i Messecenter Herning.

I den forbindelse har DS3 Cup fået plads på FDM’s stand ved showet, hvor vi håber, at to kørere kunne være interesserede i at udstille deres biler på standen og fortælle om serien for messens publikum.

Med andre ord et glimrende udstillingsvindue for ekstra synlighed til sponsorer og dets lige.

Er I interesserede i at give et nap med, så kan Martin Jensen fanges på mail – mkj@insightracing.dk.

Med det er der blot tilbage at sige tak for et godt 2018. Vi ses til meget mere racing på de danske, norske og svenske baner i 2019!

 

Med venlig hilsen Insight Racing, Martin Jensen og Niklas Majgaard

 

 

DS3 Cuppen er tilbage på svensk grund ved SSK Seriens Race Week på Kinnekulle Ring. Banen debuterede på kalenderen i fjor, hvor vejret var blandet, og de to løb gav ekstra spænding i toppen. Dengang delte Filip Sandström og Jonas Lynge rovet mellem sig i en weekend, hvor vejret var en blandet landhandel.

Forud for denne weekend er der ikke helt den samme duel i toppen – Jonas Lynge er med 140 point stukket af i den samlede tabel, men kampen om andenpladsen er åben. Her er det aktuelt norske Kristian Moe Sætheren, der holder andenpladsen foran Insight Racing-kollegaen Kenn Bach med henholdsvis 91 og 76 point. Erik Bertilsson er firer med 75, mens Eric Nilsson med 65 point er nummer fem og Mads Frederiksen nummer seks.

Thomas Faraas tog sæsonens første heatsejr ved sidste afdeling i Norge – i Sverige ser han også ud til at have god fart i bilen. Foto: Niklas Majgaard

Fredag bød på to testsessioner, hvor Thomas Faraas, Jonas Lynge og Eric Nilsson i første session var de eneste under minuttet. I anden session var Eric Nilsson hurtigst af alle, og svenskeren kom som den eneste under minuttet. Lovende takter fra Nilsson, der håber at kunne sikre vigtige point i topstriden denne weekend.

Kinnekulle Ring er en spændende bane – der er en del niveauforskelle og masser af hurtige sving. Foto: Niklas Majgaard

Kenn Bach havde ikke heldet med sig i første session, hvor en knækket fælg kostede al yderligere træning. Det satte sit præg på resten af dagen, men nordjyden melder, at teamet har fundet problemerne, og at de bliver løst til lørdag.

Der er i øvrigt lovet lidt køligere og mere skyet vejr lørdag og søndag. Fredag er det over 30 grader på banen, mens lørdag og søndag byder på lidt lavere temperaturer og risikoen for en byge.

Lørdagens program byder på fri træning, kvalifikation og et heat. Løbet livestreames på svensk her:
https://sbfplay.solidtango.com/live/2018-ssk4-1

Fri træning: 09.00-09.15
Kvalifikation: 12.30-12.45
Heat 1: 15.30-15.50

Det hele kan derudover følges live på Twitter, @ds3cup samt på www.facebook.com/ds3cup.

Thomas Faraas havde dækket op til den helt store hjemmebanefest i 1. heat, hvor han startede fra pole position – men den fest aflyste Jonas Lynge. Bedre gik det til gengæld i lørdagens andet og sidste løb, hvor Faraas fra femte startposition fightede sig til føringen – og holdt den til mål.

Per Andre Støle kom ellers fint fra start, men et sammenstød med Erik Bertilsson kostede dyrt for begge parter. Foto: Morten Kimer

Fra startstregen var det ellers med en anden nordmand forrest, nemlig Per Andre Støle. Han startede lige foran Erik Bertilsson, og de to nåede desværre dårligt en halv omgang før det kom til kontakt, og de begge tabte mange pladser. Midt i det hele fandt Faraas vejen gennem tumulten og satte sig på føringen, skarpt forfulgt af Insight Racings Kristian Moe Sætheren og Kenn Bach.

Bach var tidligt med helt fremme i feltet, men blev dømt for en tyvstart, som sidenhen kostede nordjyden en stor bunke mesterskabspoint. Herfra var kampen ude foran for alvor åben. Faraas havde efter fire-fem omgange fået slået føringen fast, og Kristian Sætheren var også godt kørende i anden position. Men Jonas Lynge ville det anderledes, og tog først kampen op med Sætheren, som ikke fandt sig i alverden og svarede godt igen på nordjydens angreb.

Til sidst måtte Kristian Sætheren dog se Lynge stikke forbi – hvorefter jagten på Thomas Faraas for alvor gik ind. Knap fire sekunder blev løbende barberet ned til godt et enkelt – men målflaget afgjorde det hele for den erfarne nordmand, der indkasserede årets første sejr foran Jonas Lynge og Kristian Moe Sætheren.

Umiddelbart bag dem fik Eric Nilsson vendt det ærgerlige resultat fra første løb med stor fight og hårdt arbejde. Arbejde, der atter understregede, at den unge svensker er én, man absolut bør holde øje med fremover. Han indkasserede en fjerdeplads foran landsmanden Isac Aronsson, der også fik kæmpet sig frem i rækkerne. Mads Frederiksen rundede top seks af i en weekend, hvor østjyden generelt kæmpede med tekniske udfordringer.

Isac Aronsson, her forrest, havde en lang og underholdende duel med Mads Frederiksen. Svenskeren trak sig bedst ud af kampen og landede en femteplads, mens Mads Frederiksen tog sjettepladsen. Foto: Morten Kimer

Det efterlader en samlet stilling, hvor Jonas Lynge har lagt sig i front med en solid margin. 140 point står han aktuelt noteret for, mens Kristian Moe Sætheren med denne weekends stabile kørsel indtager andenpladsen med 91 point. Bag nordmanden er der tæt fight, for Kenn Bach har tredjepladsen og 76 point foran Erik Bertilsson med 75. Femtepladsen har Eric Nilsson med 65, mens Mads Frederiksen er sekser samlet med 63.

Det sagde de efter finalen:

Thomas Faraas, vinder:
– Jeg fokuserede meget på at få en god start. Tog jeg ikke straks pladser, så vidste jeg, at det ville blive svært. Jeg var ret heldig med det hele derude, for fra tredje omgang kunne jeg køre mit eget løb. Vi er godt i kontrol med bilen, og jeg ser frem til at køre igen i Sverige.

Jonas Lynge, P2:
– Da Faraas stak af derude, tænkte jeg godt nok mit, men jeg fik kæmpet mig godt frem, og hentede ham også. Desværre var løbet lige et par omgange for kort til en rigtig duel – men det tager vi med. Den her weekend gav noget af det sjoveste race, vi har leveret i hele serien i år, og det er jo vigtigt.

Kristian Sætheren, P3:
– Superfint løb. Der var masser af gode kampe i feltet, og jeg havde en kanon duel med Jonas Lynge derude. Han endte godt nok med at slå mig, men sjovt var det.

Podiet fra heat 2 – Thomas Faraas vinder foran Jonas Lynge og Kristian Moe Sætheren. Foto: Niklas Majgaard

Næste opgave for DS3 Cup-feltet er i Sverige om to uger, når turen går til SSK Seriens traditionsrige Race Week på den lynhurtige Kinnekulle Ring i Götene, Sverige.

 

Der er stor svensk interesse i DS3 Cup igen i år – og igen er Sverige også vært for et løb, når turen i slutningen af juli går til Kinnekulle Ring.
Vi har allerede hilst på Anton Bergström, der også er et nyt svensk ansigt i DS3 Cup – og nu skal vi møde 15-årige Eric Nilsson.

Eric har netop afrundet en uges tests med Insight Racing på Circuito Tazio Nuvolari i Italien, og det var på alle måder en succes, beretter han:
– Ugen er gået virkelig godt i Italien. Vi fik lært en masse om bilen og banen, og vi fik prøvet en stribe forskellige setups. Til sidst, altså torsdag, var vejret også med os, så jeg fik prøvet bilen på friske dæk. Det gav en af ugens bedste tider, så det er jeg meget tilfreds med. En god uge og masser af omgange – det er helt perfekt.

En af to nye svenske kørere i DS3 Cup i år er 15-årige Eric Nilsson fra Broby.

Kartingbaggrund

Eric har på mange måder den samme baggrund som sine landsmænd i DS3 Cup, for også Eric Nilsson skiftede indledningsvist sin tilværelse i karting ud med den svenske Renault Clio Juniorcup. Denne serie har den fordel, at man kan begynde at køre banerace som 14-årig – og det sker tilmed, at der gives dispensationer, så de unge talenter kan komme ud at køre bil endnu tidligere.

– Jeg har kørt karting siden jeg var tre eller fire år, så det har på alle måder været en del af min opvækst. Senest har jeg kørt to sæsoner i Clio Juniorcup, men jeg føler, at tiden er inde til at gå videre. Her valgte jeg DS3 Cup, for feltet er enormt stærkt, og det er præcist, hvad jeg søger. Som rookie og junior er mit mål at lære så meget som muligt om bilen og dens opsætning – og så har jeg da en lille forhåbning om at kunne overraske i nogle af løbene. Det er i hvert fald min ambition!, tilføjer han.

Valget faldt på DS3 Cup efter et besøg på Jyllandsringen sidste år – noget, der imponerede:
– Vi var på besøg på Jyllandsringen, og fik et godt indtryk af serien. Jeg synes, der er et godt arrangement, og der er altid tæt kamp på banen – det er absolut et plus i min bog. Jeg har kørt en del på Kinnekulle og glæder mig virkelig til at køre i DS3’eren på hjemmebanen. Seriens øvrige baner kender jeg ikke noget til, så det bliver spændende at prøve kræfter med nye baner hele tiden.

Travl sæsonoptakt
Maksimal køretid er det, som Eric Nilsson vægter højt op til sæsonstarten. Der har allerede været en enkelt testkørsel hjemme på Kinnekulle i slutningen af 2017-sæsonen, og nu har den unge svensker som nævnt også fået en uges testkørsler i Italien. Næste stop er den officielle test- og mediedag i DS3 Cup, som finder sted på FDM Jyllandsringen d. 9. april.

Mens vinteren står på, og foråret synes langt væk, så er det med glæde, at vi allerede nu kan offentliggøre næste års løbskalender i DS3 Cup.

Igen i 2018 afgøres mesterskabet over seks løbsweekender, hvoraf én afholdes i Norge, og én i Sverige. Der er genvalg til SSK Seriens Race Week på Kinnekulle Ring i juli, mens den norske afdeling holder flyttedag og køres på Rudskogen. Det sker i øvrigt i samspil med DTC, i modsætning til tidligere, hvor DS3 delte sin norske afdeling med en stribe norske motorsportsklasser snarere end DTC.

DS3 Cuppen får i 2018 lov at prøve kræfter med Rudskogen i Norge. Banen var senest på kalenderen i 2016, hvor dette foto også er fra. Foto: Niklas Majgaard

DS3 Cuppen får i 2018 lov at prøve kræfter med Rudskogen i Norge. Banen var senest på kalenderen i 2016, hvor dette foto også er fra. Foto: Niklas Majgaard

Kalenderen 2018 tager sig ud som følger:

12-13. maj – Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen, Danmark

9-10. juni – DTC Weekend, Ring Djursland, Danmark

13-15. juli – Rudskogen, Norge

27-29. juli – Race Week, Kinnekulle Ring, Sverige

24-26. august – Grand Prix Danmark, FDM Jyllandsringen, Danmark

6-7. oktober – DM Finalen, FDM Jyllandsringen, Danmark

Kvalifikationen til sæsonens svenske afdeling af Citroën DS3 Cup blev afviklet i skiftende vejrforhold på Kinnekulle. Lige da bilerne skulle på banen tidligt lørdag eftermiddag, begyndte det at dryppe. Dermed var opgaven klar – alle skulle have en god tid på tavlen i en fart.
Fra start satte Filip Sandström de hurtige tider. Han var først ude med en hurtig tid, men fik følgeskab af Morten Jespersen, der som den første i kvalifikationen kørte en tid, der var hurtigere end et minut rent. Den forbedrede han siden til 59.170, hvilket også blev sessionens hurtigste. Flere andre kørere kom også i nærheden af Jespersen. Erkka Lindstedt var også godt med i kvalifikationens tidlige fase, men kom aldrig under minuttet.
Det gjorde Jonas Lynge til gengæld. Flere gange forbedrede han sin tid, og var tæt på pole – men det blev ved næstbedste tid. I tredje position finder vi Filip Sandström, og således er top tre i mesterskabet også top tre på gridden senere i eftermiddag, når første heat køres.

Kinnekulle er for første gang vært for et løb i DS3 Cup. Den svenske bane er lige over to kilometer lang. Foto: Bengt-Åce Gustavsson

Tæt konkurrence trods afbrydelse
Fjerde position endte hos Sonny Nielsen efter en meget tæt duel med Louise Frost. Nielsens bedste tid i 59.893 var præcist nok til at slå Frosts 59.998.
Sjette position gik til Mads Frederiksen, mens Erkka Lindstedt og Isac Aronsson har fjerde række.
Kvalifikationen blev kortere end planlagt, da Daniel Størkersen kørte galt. Det røde flag kom ud, og det blev ikke til en genoptagelse.
Det sagde de efter kvalifikationen:
Morten Jespersen, Pole position:
– Alle ville på banen fra start, så der blev en del trafik at kæmpe med derude. Jeg selv endte også i trafik, men det lykkedes mig at finde et hul, og jeg fik sat en rigtig god omgang sammen. Sidenhen kom Jonas Lynge tættere og tættere på min tid, da jeg havde svært ved at få en fri omgang. Heldigvis for mig holdt det hele vejen, da kvalifikationen blev afbrudt før tid. Banen er virkelig sjov at køre på, og jeg ser med spænding frem til 1. heat, der vist skal køres i regnvejr.

Jonas Lynge, P2:
– Det var lidt tricky med regnen, men efter jeg fik varme i dækkene, var banen ikke så glat længere. Alt i alt gik det okay, og jeg er fint tilfreds.

Filip Sandström, P3:
– Jeg forventede at være med i toppen, så jeg er godt tilfreds med tredjebedste tid. Det er igen utroligt tæt i toppen, hvilket giver en super god konkurrence.

 

 

Vi står ved midtvejsmærket i årets DS3 Cup – tre løbsweekender er kørt, og tre resterer. Sommerpausen er slut, og i weekenden går turen til en bane, der er ukendt for de fleste kørere i serien. Den svenske bane, Kinnekulle Ring, er nemlig vært for årets fjerde afdeling.

Feltet tager til den svenske løbsweekend med en stilling, hvor alt igen er åbent efter et finaleløb på Djursland, der vendte op og ned på tabellen. Morten Jespersen, der ellers har været enormt stærk og vundet halvdelen af årets heats, endte finalen med en afkørsel på Djursland, og kunne se en del af sit lovende forspring fordufte. Det udnyttede de nærmeste konkurrenter til at hente ind, så nordjyden nu blot fører med seks point til Jonas Lynge på andenpladsen. Samlet treer er Filip Sandström, som har otte point op til føringen – og den unge svensker har fundet storformen frem.

Jonas Lynge tager til Sverige med en aktuel andenplads i serien, men førstepladsen er bestemt indenfor rækkevidde.

Senest blev det både til en andenplads og en sejr på Ring Djursland, på trods af, at han aldrig havde kørt på banen før. I den kommende weekend har Sandström hjemmebanefordel og kender banen ganske godt. Han kalder Kinnekulle teknisk udfordrende, så det bliver spændende at se, hvor hurtigt feltet rammer det rette setup på den lidt over 2 kilometer lange bane.

Der er et lille hul fra de tre førende til resten af feltet. På den samlede fjerdeplads ligger Jørgen Worthmann komfortabelt med 73 point, og sønderjyden fører i øvrigt også Petronas Cup foran Kenn Bach, der er femmer samlet. Kun ét point efter Bach finder vi Heidi Frydenhaug, der igen kun har to points føring over Sonny Nielsen på syvendepladsen. Med andre ord er absolut intet afgjort endnu.

Sonny Nielsen fik en svær sæsonstart, men på Ring Djursland fik han vist potentialet med en tredjeplads i finalen. Nu gælder det Sverige. Foto: Morten Kimer

Alt er åbent i det nordiske mesterskab
Udover det generelle mesterskab tæller løbsweekenden i Sverige også til North European Zone-mesterskabet, som afgøres over én løbsweekend i hvert land. Vålerbanen i Norge lagde asfalt til første runde af NEZ, og denne weekend er den anden. Det hele afgøres ved Grand Prix Danmark på Jyllandsringen i august. I NEZ er der lige nu dødt løb mellem Jonas Lynge og Morten Jespersen, der vandt et løb hver i Norge tilbage i maj.

Løbsweekenden fra Sverige kan følges på www.facebook.com/ds3cup, og søndag er der også livestream fra Kinnekulle Ring i Sverige. Det sker på https://sbfplay.solidtango.com/.

For nylig landede der en DS3-racer i garagen hjemme hos Isac Aronsson og hans far Daniel i Långarsjö nær Kalmar, Sverige. Forberedelserne er allerede i fuld gang for 14-årige Isac, som i de forgangne sæsoner har slået sine folder i den hjemlige Renault Junior Cup under SSK. Her kan man nemlig køre banerace, selvom man ikke er fyldt 14 år. Isac nåede to sæsoner i serien, hvor 2016 med en samlet tredjeplads i det svenske mesterskab blev den bedste.

Isac tog licensen som 12-årig efter nogle år i karting, og skiftet til biler var herefter en realitet.
– Jeg har valgt DS3 Cup, fordi det virker til at være en god klasse at udvikle sig i som kører. Vi stod i den situation, at jeg fortsat er for ung til at skifte videre til en passende klasse fra Junior Cup, men dette var heldigvis en god mulighed for mig, forklarer Isac.

Isac har i de seneste sæsoner kørt i den svenske Junior Cup, hvor alle bilerne er de samme 1,4 liters Renault Clio mk1. Foto: Isacsracing.se.

Sæsonforberedelser

Lige nu er der fuld gang i sæsonforberedelserne hjemme i garagen, hvor det hele handler om at lære den nye bil lidt bedre at kende. Og så er hovedpersonen selv gået i skarp træning:
– Jeg forbereder mig personligt på sæsonen ved at træne, og så spiller jeg enormt meget innebandy, bedre kendt som floorball på dansk, for at holde fysikken i top, forklarer han og fortsætter til sæsonens ambitioner i det svenske team:

– Mit mål for sæsonen er at jagte en plads i top fem, men det kan godt blive svært i en for mig ny bil og i min første sæson i klassen, forklarer Isac Aronsson.

Vi ser frem til at se, hvad Isac Aronsson kan udrette i DS3 Cup. Velkommen til!