Indlæg

Erik Bertilsson kom til Falkenberg med en frisk sejr i den svenske DS3 Cup fra selvsamme bane – og i lørdagens kvalifikation fortsatte hjemmebanehelten dén statistik.

Svenskeren var mere eller mindre konstant en faktor i spidsen af tabellen, men indledningsvist var den mesterskabsførende Thomas Faraas hurtigst.

Også finske Jaakko Louhi, svenske Eric Nilsson, Norges Knut Eirik Knudsen og danske Jacob Sevel markerede sig i kampen om pole position, som var ganske tæt selvom regnen silede ned over Falkenberg.

Jaakko Louhi kunne tilsyneladende godt lide de svære vejrforhold. Finnen var under alle omstændigheder ganske konkurrencedygtig i regnen. Foto: Niklas Majgaard

Regnen tog imidlertid af mod slutningen af sessionen, og det gav med bedre sigte muligheder for mindre forbedringer.

Bertilsson gjorde her sin top-tid til 56.375, siden 56.287 og til sidst toptiden 56.175.

Thomas Faraas endte som toer i 56.391, mens Knut Eirik Knudsen og Eric Nilsson runder top fire af. Jaakko Louhi blev femmer, Anton Bergström sekser og Jacob Sevel er som nummer syv bedste dansker i feltet. Top ti afrundes af Mads Frederiksen, Kristian Moe Sætheren og Mads E. Hansen.

Der blev satset igennem i jagten på bedste tid. Her er det Knut Eirik Knudsen. Foto: Niklas Majgaard

Det sagde de efter kvalifikationen:

Erik Bertilsson, pole position:

  • Falkenberg er en bane jeg kender rigtig godt, men faktisk var det lidt på et hængende hår, at det lod sig gøre. Vi har døjet en del med dug i bilen, men det lykkedes mig heldigvis at få smidt en god tid ind. Falkenberg er et sted, hvor man skal være modig, hvis tiden skal ned – så jeg satsede hårdt, og min far var hele tiden på radioen med opdateringer, så det var rimeligt tæt.

Thomas Faraas, P2:

  • Som både kører og teamchef kan jeg sige, at vi er rigtig glade for at starte som nummer to og tre. Det er selvfølgelig bedre at starte et og to, men det tager vi med… Vi har fundet god fart, men det var svært derude i starten, for det regnede rigtig meget. Det tog af til sidst, men da var dækkene ikke så gode længere, så det var egentligt ikke fordi det gav nogen nævneværdig forbedring.

Knut Eirik Knudsen, P3:

  • Jeg er godt tilfreds. Det var svære forhold at køre i, og jeg var i virkeligheden heldig med at blive treer, for det hele lykkedes først til allersidst. Jeg glæder mig til løbene i morgen.

Falkenberg bød på et par overraskelser. Kenn Bach fik slet ikke tingene til at hænge sammen og starter næstsidst, når det går løs i morgen.

Den svenske Renault Clio Junior Cup har efterhånden fostret en del nye kørere i DS3 Cup, og i år skal vi se endnu et nyt, svensk talent på de skandinaviske baner. Det er 14-årige Elliot Sjögren fra Mantorp, som nu tager springet videre til DS3 Cup.

Trods Sjögren bare er 14, så har han allerede kørt to år i Renault Junior Cuppen i Sverige – og seks år i karting inden da. Her kørte han i MKR-serien, som er Sveriges største serie i karting, inden han i 2017 tog springet over i bilklassen. Junior Cup må man køre fra det år, man fylder 13 år.

Men nu står jagten på nye udfordringer, og der faldt det naturligt at vælge en ny mærkeklasse:

– Jeg ville gerne have nye udfordringer, efter jeg sidste år nåede det, jeg gerne ville i Clioen. Så der skulle nyt til, og der blev valget om DS3 Cup hurtigt taget. Jeg kan godt lide enhedsklasser, hvor alle kører på de samme vilkår, og der virker DS3 Cup som en virkelig fin løsning.

Elliot Sjögren ser frem til nye udfordringer i DS3 Cup. Foto: Elliot Sjögren Motorsport

At Sjögren nåede sit mål i Junior Cup i fjor er tydeligt, for han blev mester med mere end 200 point i difference efter en sæson, der blandt andet bød på syv sejre, og altså et svensk mesterskab:

– I 2017 begyndte jeg at køre bil, og det lykkedes mig i første sæson at vinde et enkelt løb, ligesom jeg kørte mig på podiet en del gange. Det blev til en samlet fjerdeplads i 2017, så jeg gik ud til sidste sæson med målet om at tage mesterskabet, og det lykkedes for mig. Så nu er det tid til at prøve noget nyt i DS3 Cup.

I 2018 vandt Elliot Sjögren det svenske mesterskab i Renault Clio Junior Cup. Serien har efterhånden sendt en del svenske talenter videre til DS3 Cup.

En sæson med læring

Målet for Elliot Sjögren er først og fremmest at lære den noget hurtigere bil at kende i år. Derfor vil Elliot formentlig være til start i både det dansk/skandinaviske såvel som det nye, hjemlige svenske mesterskab:

– Jeg forventer mig en masse sjov racing og nogle gode udfordringer. Vi regner med at køre mindst to af de svenske løb for at få mere køretid, men det afhænger lidt af økonomien. Så vi må lige se, om vi kan finde sponsorer til at køre ekstra løb. Det bliver spændende at prøve de danske baner og Rudskogen, for jeg har ikke været der før. De ser ud til at være ganske udfordrende, så det glæder jeg mig meget til, forklarer han.

Du kan se mere til Elliot Sjögren på Facebook:
https://www.facebook.com/sjogrenmotorsport

Vejrguderne fik for alvor en finger med i spillet i dette års første DS3 Cup-løb på Kinnekulle Ring i Sverige. Det holdt ellers tørt det meste af vejen, for både i træning og kvalifikation var der over 25 grader og tørvejr. Det ændrede sig to omgange inde i løbet, hvor Eric Nilsson allerede fra begyndelsen blev sat til vægs af en stærkt startende Thomas Faraas.

Faraas fik nemlig den suverænt bedste start fra 2. position og bragte sig straks i front. Nordmanden fik eksekveret de første omgange perfekt, og lagde maksimalt pres på for at skabe et forspring.

Jonas Lynge udfordrer Eric Nilsson. Foto: Niklas Majgaard

Eric Nilssons andenplads kom også hurtigt under pres, og efter en svensk/dansk duel endte det hele med, at Jonas Lynge nappede andenpladsen og lagde lidt afstand til svenskeren.

Mens duellen om podieplaceringerne ikke rigtigt blev intense, så var der mere kamp at finde på fjerdepladsen. Kenn Bach holdt pladsen længe, men mod slutningen skruede Erik Bertilsson op for presset, og endte også med at overhale nordjyden, der ender et vejrmæssigt kaotisk løb på femtepladsen.

Sjettepladsen så længe ud til at tilfalde Insight Racings Kristian Moe Sætheren, men til allersidst forpassede nordmanden muligheden – en tur gennem gruset kostede vitale placeringer. I stedet endte sjettepladsen hos svenske Isac Aronsson, der efter en lang kamp med Mads Frederiksen sikrede sig positionen – det betyder også, at det er med Aronsson på pole position til morgendagens løb foran Kenn Bach.

Mads Frederiksen og Isac Aronsson fightede gennem store dele af løbet. Foto: Niklas Majgaard

Resultatet betyder, at Jonas Lynge fortsat fører med 59 point samlet foran Kristian Sætheren, mens det er særdeles tæt mellem Erik Bertilsson, Kenn Bach og Eric Nilsson om tredjepladsen.

Denne weekend tæller desuden til det fælles nordiske NEZ-mesterskab, der afgøres over løbene i Norge og Sverige samt Grand Prix Danmark. Her har Thomas Faraas med dagens sejr bragt sig i front foran Jonas Lynge.

Kenn Bach fik ikke helt den håbede gode start fra fjerde position. Han endte som nummer fem. Foto: Niklas Majgaard

Det sagde de efter løbet:

Thomas Faraas, vinder:
– Det hele handler om at ramme rigtigt, når startlamperne slukker i sådan en rullende start. Nilsson ramte den altså ikke helt, så jeg kom forbi ham fra starten af. Jeg kørte alt, hvad jeg overhovedet kunne på de første omgange, og det gav mig forspringet. Det var svært i regnen, men erfaringen kom mig vist til gode. Jeg følte hele tiden, at jeg havde god kontrol over tingene.

Jonas Lynge, P2:

– Min start var ikke ret god. Thomas trak fra mig, men jeg fik Eric Nilsson overhalet. Det var svære forhold at køre under, og vi blev vel egentligt snydt lige så meget af vejret som alle de andre. Regndækkene havde heller ikke virket derude, for havde man startet på dem, så var de smeltet væk inden der nogensinde kom vand nok.

Eric Nilsson, P3:

– Jeg er godt tilfreds, sådan alt i alt. Vi håber på et tørt løb i morgen, for vi har fortsat en god bil i tørvejr. Min start var ikke god, og Faraas stak af med det samme. Lynge pressede mig i et stykke tid, og vi havde en fin kamp, men til sidst fik han overhalet mig

DS3 Cuppen har i de seneste par sæsoner udviklet sig til at være et stort nordisk opgør. For nok er DS3 Cup en dansk opfindelse, og flertallet af løbene afvikles i Danmark – men det har ikke afholdt klassen fra at opnå stor interesse i resten af Skandinavien.
Således også i år, hvor der igen er stor svensk og norsk interesse for Skandinaviens hårdeste mærkeklasse.

Traditionen tro betyder det, også at der er mange nye ansigter i DS3 Cup i år, og i den kommende tid vil vi byde seriens nye kørere velkommen her på DS3racing.dk.

En af årets spændende debutanter fra Sverige er Anton Bergström. Det 15-årige talent fra Eskilstuna har trods sin unge alder allerede erfaring med standardvogne fra den svenske Renault Clio Juniorcup, og vil nu tage et spring over i den noget hurtigere DS3 Cup-racer. Det er noget, som blandt andre 2017-vicemesteren Filip Sandström samt Isac Aronsson og Erik Bertilsson lykkedes godt med i fjor.

I år er det så tid til en noget hurtigere bil, men DS3 Cup er ikke det eneste mesterskab, som den unge svensker skal køre. Anton Bergström har erfaring med at køre mange forskellige motorsportsklasser, og startede faktisk sin karriere med motocross. Derfor skal 2018 også være et år, hvor han får mest mulig køretid, hvilket skal ske i både DS3 Cup og i Clio Juniorcup, hvor Anton Bergström vil forsøge at forbedre på sin samlede andenplads fra 2017:
– Sæsonen 2017 gik på alle måder over forventningen. Jeg havde hidtil mest kørt cross for sjov – uden at konkurrere. 2017 var min første sæson i Renault Clio Juniorcup, hvor jeg fik den samlede andenplads i mesterskabet.  Jeg har trænet meget i løbet af vinteren, så vi håber, at jeg i år både kan komme godt i gang med DS3 Cup og samtidigt konkurrere om mesterskabet i Juniorcuppen hjemme i Sverige, så jeg får travlt, forklarer han.

Der er dobbeltprogram til den unge svensker i år – sideløbende med sin deltagelse i DS3 Cup vil Anton Bergström også forsøge at forbedre sin samlede andenplads i den svenske Renault Junior Cup fra 2017.

Stor forskel
Med skiftet til DS3 Cup er der også en del nye ting at se frem til for Anton. Nye baner og en helt anden bil er en udfordring, som svenskeren er helt klar på at tage op:
– Jeg ser meget frem til at komme i gang med sæsonen, for det er virkelig stort at kunne køre i denne serie allerede som 15-årig. DS3’eren er på alle måder mere en racerbil, og med langt større effekt, slicks, bedre bremser og spærredifferentiale er det en helt anden bil at køre i. Jeg glæder mig til at få kørt nogle kilometer, og med mit begrænsede kendskab til de danske baner er det en god udfordring. Det glæder jeg mig til at få gang i, forklarer Anton Bergström.

Uanset hvad, så var valget nemt at træffe for den unge svensker:
– Vi er her først og fremmest, fordi DS3 Cup virker som en perfekt serie at skifte op til fra Clioen. Det er en mærkeklasse, så der er garanti for spændende dueller, og endelig trækker DS3 Cup et ganske stort publikum – det er absolut også en vigtig faktor, tilføjer han.

I næste uge får svenskeren for alvor lov at prøve kræfter med den nye bil ved testugen i Italien. Den har vi naturligvis mere dækning fra, så snart bilerne rammer asfalten på Circuito Tazio Nuvolari.

I Citroën DS3 Cup har man i de senere år kunnet kæmpe om en række mesterskaber i mesterskabet, men ikke før 2017 har der været et fælles nordisk mesterskab. Det kom der i år – og med FIA North European Zone-mesterskabet fordelt over i alt tre afdelinger – én i hvert land, serien køres, er vinderen nu fundet.

Inden søndagens finale ved Grand Prix Danmark stod alt åbent. Blot ét point var forskellen på de to førende, Morten Jespersen og Jonas Lynge. Og dén af dem, der først kunne krydse det ternede flag, ville tage mesterskabet. Samtidigt var der fortsat også alt at kæmpe for i den samlede mesterskabsstilling, for med finaleløbet sidst i september er alt åbent.

Det faldt umiddelbart ud til Jonas Lynges fordel, for efter en langvarig kamp med netop Jespersen om sejren, blev det til både løbssejr og titlen som FIA NEZ-mester 2017 for Jonas Lynge.

Fra start tog Mads Frederiksen kortvarigt teten. Østjyden havde i kraft af sin sjetteplads i lørdagens heat pole position, og kom fint afsted. Men også Jonas Lynge fik sluppet koblingen på det helt rette tidspunkt, og på under en halv omgang blev 4. startposition vekslet til en øjeblikkelig føring. Kort efter fulgte Tommy Nygaard også trop, og sikrede en spændende start på heatet.

Tæt kamp mellem Mads Frederiksen og Morten Jespersen. Foto: Morten Kimer

Afbrudt af safetycar
Jonas Lynge fortsatte sine imponerende takter i denne del af sæsonen, og spolede ret hurtigt et flot forspring ud. Det varede dog ikke til mål, for i et solouheld endte Mads Frederiksen i sandet for enden af Publikumslangsiden. Det kostede en safetycarperiode, og satte selvsagt alt på spidsen mellem Jonas Lynge, Tommy Nygaard og Morten Jespersen.

I genstarten gik Jespersen forbi Nygaard i en flot aktion, og umiddelbart bag dem fandt Filip Sandström også melodien. Efter en noget skuffende lørdag havde svenskeren meget travlt, hvis titelchancerne skulle bevares – og det blev de. Det gik ud over Tommy Nygaard på absolut sidste omgang, da Sandström tog tredjepladsen – og dermed blev aktørerne på søndagens podie de samme, der har stået der så meget denne sæson. Tommy Nygaard sikrede fjerdepladsen, mens Louise Frost efter endnu en stærk præstation hev femtepladsen hjem. Sjettepladsen gik til Kenn Bach, der på flotteste vis kørte sig op fra 12. pladsen.

Podiet – der i øvrigt også afspejler top tre i FIA NEZ DS3 Cup.
Foto: Niklas Majgaard

Det sagde de efter løbet:
Jonas Lynge, vinder:
– Jeg havde et helt perfekt løb her. Starten var fantastisk, og jeg gik fra fjerdepladsen til føring på en halv omgangs penge. Det var vildt. Kæmpede lidt med Tommy derefter, men jeg fik slået et hul, og håbede, at jeg kunne køre det hjem sådan. Safetycaren ødelagde meget for mig, men det var muligt at forsvare føringen og det nordiske mesterskab helt til flaget. Jeg er super glad!

Morten Jespersen, P2:
– Tja, hvad skal jeg snart sige. Jeg er enormt skuffet, for jeg følte, at farten var der til en sejr. Men jeg fik brugt for lang tid på at komme forbi Mads Frederiksen – og det tog også for lang tid at indhente Jonas, men sådan er spillet. Det nordiske mesterskab fik jeg ikke, men jeg har stadig et fornuftigt forspring i den samlede tabel – det bliver spændende at få det afgjort!

Filip Sandström, P3:
– Jeg har klart haft bedre weekender end den her. Lørdagen var ikke god, men med alt det, der skete – så er en tredjeplads i dag bestemt noget at være tilfreds med. Jeg fik lidt revanche efter vores lørdag, hvor vi startede løbet fra pitlane. Alt i alt, så står jeg stadig godt til afgørelsen af mesterskabet, og jeg har endnu forudsætningerne til at kunne køre mig på podiet i mesterskabet.

Heatet blev præget af en række gode dueller. Her er Kenn Bach, Isac Aronsson og Jørgen Worthmann i kamp. Foto: Morten Kimer