Indlæg

Rasmus Klarskov står over for finaleløbet på FDM Jyllandsringen med begge kørerhandsker i et solidt greb om den største pokal i Citroën DS3 Cuppen.

Klarskov har i løbet af sæsonen høstet i alt 187 point til tabellen – og skal nu blot bruge 14 point for at være sikker på trofæet. 50 point er der at køre om i alt i weekendens to løb.

Jacob Mathiassen fra Hobro har stadig en matematisk chance for at sikre sig mesterskabstitlen i sin debutsæson i klassen. Det kræver dog, at køreren i den gul/blå racer rydder bulen søndag – og at Klarskov samtidig løber ind i uheld.

Bag Mathiassen er der nogen afstand til Jørgen Worthmann på tredjepladsen, mens Rune Staudt – der senest viste god fart i føringen af feltet til GP Danmark og vil slutte sæsonen med at stå øverst på podiet – og forsøge at lukke hullet til podieplaceringerne.

Den norske titel er allerede faldet til unge Marcus Påverud, der ligesom landsmændene Karin-Elise Fossen og Andreas Nesset for alvor er begyndt at blande sig i topkampen.

Citroën DS3 Cup lægger hårdt ud med træning lørdag formiddag, mens kvalifikationen køres klokken 13.30.

Begge løb til Yokohama Finalen på FDM Jyllandsringen køres søndag. Det første 11.25, næste klokken 14.45.

Yokohama Finale 2015 vises på TV 2 Sport fra klokken 12.00.

Husk, du kan følge det via livetiming her. 

Se stillingen i Citroën DS3 Cup 2015 her. 

Rasmus Klarskov og Jørgen Worthmann løb med sejrene ved GP Danmark på FDM Jyllandsringen i weekenden.

Femte afdeling i mærkeklassen bød ikke bare på det største felt i årets serie, der var også masser af kampe og dramatik – og et løb, der blev vendt noget på hovedet.

Jacob Mathiassen fra Hobro satte tiden i kvalifikationen til første løb, mens Jørgen Worthmann startede lige bag polesitter. Jørn Vestergaard, der i sin tid regerede i diverse mærkeklasser i dansk bilsport, herunder Citroën Saxo Cup samt første sæson med DS3 Cup, vendte tilbage til banerne og kvalificerede sig prompte ind som firer. Bedste norske kører var igen Karin-Elise Fossen på sjettepladsen samlet.

Der blev dog ændret lidt på den stilling da starten gik til første løb. Rasmus Klarskov kunne nemlig skyde frem i feltet foran Mathiassen og køre sin sejr nummer syv hjemme denne sæson. Mathiassen måtte nøjes med andenpladsen foran ’debutanten’ Jørn Vestergaard, mens Jørgen Worthmann endte som firer. Rune Staudt kørte femtepladsen i hus foran bedste norske, den unge Marcus Påverud.

I andet løb kunne Rune Staudt skyde i front i den omvendte top otte og kørte en solid føring ud. Men mens alt så ud til at skulle gå rallycrossmesterens vej, blev nordjyden ramt at tekniske problemer med en sensorfejl på sin DS3-racer, hvilket kostede fart på især langsiderne. Ikke bare det store forspring måtte han se fordufte, men konkurrenterne kunne også passere en efter en. Staudt holdt trods alt en femteplads hjem i mål.

Også Rasmus Klarskov måtte lade sig bremse af teknikken, da en spænderem på mystisk vis var løsnet til intercooleren på bilen. Det kostede et pitstop, og den mesterskabsførende sluttede to omgange efter.

Jacob Mathiassen var også bejler til førstepladsen, men her var der bremseproblemer med to omgange igen, og nordjyden måtte stoppe den gul/blå racer.

Oppe i front kunne Worthmann køre sin første sejr i denne sæson i hus foran unge Marcus Påverud, der med andenpladsen tog sin første podieplads og vandt blandt nordmændene. Jørn Vestergaard kronede comeback-weekenden med sin anden podieplads foran Emrik Smedberg og altså uheldige Rune Staudt, der var på vej mod sejren.

Citroën DS3 Cup kører videre på Rudskogen om to uger – dog uden for mesterskabet. Finalen køres på FDM Jyllandsringen den 26.-27. september.

Se den samlede stilling her.

 

 

Det blev en sejr til både Rasmus Klarskov og Jacob Mathiassen på Rudskogen, hvor Citroën DS3 Cup kørte anden afdeling af 2015-mesterskabet.

På forhånd var det nok den tidligere mester Rasmus Klarskov, der var favorit på den norske bane. Og køreren i den sorte DS3 med #11 på siden var også suveræn i et vådt første løb.

Her kunne han uhindret sejre med knap ti sekunders forspring til toeren Jacob Mathiassen, der efter afkørsel i kvalifikationen måtte starte fra femte startrude. Den placering blev hurtigt vekslet til en andenplads for den hurtige hobrogenser, der kunne køre afventende i mål på en våd Rudskogen.

Jørgen Worthmann tog tredjepladsen efter en premiereweekend, der på godt jysk var træls for slagtermesteren.

Bedste norske kører var Andreas Nesset.

I andet race var forholdene helt anderledes. Banen var nu tørret op, og top seks var vendt op og ned.

Helt fremme tog Rune Staudt føringen, mens Jacob Mathiassen igen var hurtigt fremme på andenpladsen som i første løb. Her indledte de to klassedebutanter kamp om føringen – og den faldt ud til den Hobro IK-dekorerede DS3-racer med Mathiassen bag rattet.

Hayden Brammer tog fjerdepladsen – sæsonens bedste for den tidligere gokartkører, der har taget springet til banesporten denne sæson – lige foran Marcus Påverud, der var bedste nordmand i andet løb.

Rasmus Klarskov, der fortsat fører i mesterskabet, måtte nøjes med en ottendeplads i andet løb efter karambolage i starten, som ikke gjorde noget godt for DS3 Cup-racerens køreegenskaber.

Se resultater og mesterskabsstilling her.

Uofficielle resultater fra første løb:

1 11 Citroën DS3 Cup Rasmus Klarskov Larsen (Insight Racing 1)
2 10 Citroën DS3 Cup Jacob Mathiassen (Insight Racing 2)
3 209 Citroën DS3 Cup Jørgen Worthmann (Team Worthmann Racing)
4 42 Citroën DS3 Cup Andreas Nesset (Andreas Nesset Motorsport)
5 23 Citroën DS3 Cup Rasmus Holmegaard Hansen (HH Racing)
6 269 Citroën DS3 Cup Theodor Olsen (T&T Olsen Motorsport)
7 7 Citroën DS3 Cup Hayden Brammer (Insight Racing 3)
8 113 Citroën DS3 Cup Emrik Smedberg (Emrik Smedberg Motorsport)
9 111 Citroën DS3 Cup Karin Elise Fossen
10 20 Citroën DS3 Cup Jesper Haslund Kristoffersen
11 19 Citroën DS3 Cup Claus Donnerstag
12 218 Citroën DS3 Cup Jesper Ole Seir Ternvalt (Ejby Auto A/S)
13 44 Citroën DS3 Cup Marcus Påverud (Insight Racing 1)

 

Uofficielle resultater fra andet løb:

 

1 10 Citroën DS3 Cup Jacob Mathiassen (Insight Racing 2)
2 23 Citroën DS3 Cup Rune Staudt (Team Staudt – Racing)
3 209 Citroën DS3 Cup Jørgen Worthmann (Team Worthmann Racing)
4 7 Citroën DS3 Cup Hayden Brammer (Insight Racing 3)
5 44 Citroën DS3 Cup Marcus Påverud (Insight Racing 1)
6 113 Citroën DS3 Cup Emrik Smedberg (Emrik Smedberg Motorsport)
7 111 Citroën DS3 Cup Karin Elise Fossen
8 11 Citroën DS3 Cup Rasmus Klarskov Larsen (Insight Racing 1)
9 218 Citroën DS3 Cup Jesper Ole Seir Ternvalt (Ejby Auto A/S)
10 207 Citroën DS3 Cup Claus Donnerstag
11 42 Citroën DS3 Cup Andreas Nesset (Andreas Nesset Motorsport)
12 269 Citroën DS3 Cup Theodor Olsen (T&T Olsen Motorsport)
13 20 Citroën DS3 Cup Jesper Haslund Kristoffersen

 

Rasmus Klarskov kom tilbage til Citroën DS3 Cuppen med et brag. Den tidligere mester i mærkeklassen for de hurtige, franske racere kørte fra pole position til sejr i første løb ved Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen.

Sejren kom dog ikke uden kamp for Klarskov, der midtvejs i det 13 omgange lange løb måtte overgive føringen til Hobro-kører Jacob Mathiassen. Køreren i den blå/gule Hobro IK-støttede racer kunne køre sig til debutsejr i klassen foran Klarskov, men måtte senere se sig diskvalificeret efter bilen blev fundet tre kilo for let i teknisk kontrol.

Det promoverede Jørgen Worthmann til andenpladsen, mens Anders Rohde, der debuterede i serien i 2014, kørte en fin tredjeplads hjem. Rohde havde over flere omgange rallycross-danmarksmester Rune Staudt lige i bakspejlet. Skiftet fra det blandede underlag skete uden den helt store dramatik for nordjyden, der konstant var blandt de bedste hele weekenden.

Bedste nordmand blev Marcus Påverud, der tog en samlet femteplads foran landsmanden Theodor Olsen, der viste masser af fart, men blev hæmmet af at have flatspottet et dæk.

Klarskov suveræn i race 2

I søndagens andet løb, der ligesom det første foregik under fine rammer mellem DTC-løbene, kunne Klarskov køre uhindret til sejr, mere end 12 sekunder foran nærmeste konkurrent. Dette var Rune Staudt, der dermed kunne betræde podiet i sin debutweekend i asfaltbanesporten.

Jacob Mathiassen kørte sig frem til en tredjeplads foran Anders Rohde og bedste nordmand, Marcus Påverud på femtepladsen.

Jørgen Worthmann måtte tage til takke med en sjetteplads efter kontakt med en konkurrent, mens Theodor Olsen, udgik på næstsidste omgang.

Karin Elise Fossen og Jesper Ternvalt var to yderligere ofre i en løbsweekend, der generelt bød på godt race i mærkeklassen.

Efter første afdeling fører Rasmus Klarskov i den samlede stilling foran Rune Staudt. Se kørere og stillingen her (opdateres).

Næste afdeling er den 29.-31. maj på Rudskogen i Norge. Klassen kører i Danmark igen den 6.-7. juni på Padborg Park.

 

Rune Staudt har hærget rallycrossbanerne i en årrække – senest som DM-vinder i rallycross Super 2000. Nu skifter nordjyden dog det løse underlag ud med asfaltbanerne og Citroën DS3 Cup 2015.

Team Staudt har købt sidste års mesterbil af Kim Lund Johansen og går nu efter mærkeklassen med DS3-racerne.

– Det er gået fantastisk de sidste år i rallycross, vi er blevet danmarksmestre i løbet af tre år, så nu skal der ske noget nyt – der skal nye udforderinger til, siger Rune Staudt til TV 2 Nordjylland.

Selvom nordjyden kommer med masser af succes i rallycross, så er det med en ydmyg tilgang til de nye udfordringer, Rune Staudt stiller med familieteamet i DS3 Cup i år.

– Vi går efter en top fem i mesterskabet og så rookie-titlen. Næste år skal det så gerne blive en top tre, lyder det.

Du kan se indslaget fra TV 2 Nordjylland her: