Indlæg

Grand Prix Danmarks lørdagsløb bød i Citroën DS3 Cup på et af de mest uforudsigelige heats længe i Skandinaviens stærkeste mærkeklasse. Få minutter før løbsstart blev alle overrasket af en større regnbyge, hvilket betød, at størstedelen af feltet fik den tvivlsomme ære at at skulle starte på tørvejrsdæk, selv om banen var drivvåd.

Kun én gættede helt rigtigt, og det var Louise Frost, der nåede at få skiftet til regnvejrsdæk uden at miste sin plads på gridden. Andre satsede på at skifte til regndæk mod at starte fra pitlane. Det gjorde blandt andre mesterskabstreeren Filip Sandström og hans svenske kolleger, Isac Aronsson og Erik Bertilsson. Kenn Bach startede også fra pitlane, men fik ingen fordel af regnvejrsdækkene – han var nemlig kommet så sent ud, at han ikke kunne komme til start på gridden, og var dermed bagerst og på tørvejrsdæk.

Mesterskabskampen går helt til sidste meter. Igen leverede Morten Jespersen og Jonas Lynge et fremragende show. Foto: Morten Kimer

Jonas Lynge kom fra pole position klart bedst afsted, og lavede indledningsvist et hul ned til sine nærmeste forfølgere, Morten Jespersen og Tommy Nygaard. I mellemtiden fløj Louise Frost frem gennem feltet, og allerede efter to omgange meldte hun sig ind i kampen oppe foran. Det tog ikke lang tid for Insight Racing-køreren at bringe sig i front, hvorefter Frost slog et enormt forspring på den optørrende bane.

Med mesterskabskampen helt åben fortsatte Jonas Lynge og Morten Jespersen en lang, sej kamp hele vejen til det ternede flag. Jespersen indtog andenpladsen efter en eksemplarisk overhaling ind i første sving – og trods adskillige gode forsøg, lykkedes det aldrig Jonas Lynge at få svaret igen. Også om fjerdepladsen blev kampen hård. Jørgen Worthmann og Tommy Nygaard havde en vild kamp, som Nygaard til sidst endte med at vinde. Umiddelbart bag dem stod kampen om den vigtige sjetteplads, der giver pole position i søndagens heat.

Tommy Nygaard fik det bedste ud af situationen – med slicks på den regnvåde bane tog midtjyden fjerdepladsen hjem. Foto: Morten Kimer

Regnvejrsløbet ændrer mesterskabsstillingen

Her fightede Mads Frederiksen sig til den vigtige sjetteplads, mens Rune Staudt og Filip Sandström blev nummer syv og otte. Siden blev Staudt diskvalificeret for at have brugt to forskellige typer dæk på bilen – det er nemlig ikke tilladt at bruge både regnvejrsdæk og tørvejrsdæk på samme tid.

Syvendepladsen til Filip Sandström koster den unge svensker dyrt på flere planer. I denne weekend køres den sidste tællende afdeling til det nordiske NEZ-mesterskab i DS3 Cup. Og eftersom han var helt med i kampen inden dette heat, bliver det nu et drama mellem Jespersen og Lynge. De adskilles nemlig kun af ét point. Samlet er Sandström dog stadig inde i kampen. Da alle stryger sæsonens to dårligste heats, er svenskeren fortsat kun tre point fra andenpladsen.

Med sejren springer Louise Frost frem på en samlet femteplads – lige bag Mads Frederiksen, der er firer nu.

Louise Frost kæmper mod Jørgen Worthmann. Foto: Morten Kimer

Det sagde de efter løbet:
Louise Frost, vinder:
– Det her løb var totalt vildt. Jeg tænkte egentligt ikke så meget over det, da jeg kørte mig op gennem feltet, men da jeg fik at vide, at jeg førte, tænkte jeg “Hvad gør jeg egentligt nu?”. Jeg formåede at holde hovedet koldt, og fik det kørt hjem. Vild oplevelse. Vi var i tvivl om dækvalget, men min far var lige ude at kigge i pitlane under løbet før vores, og han var ikke i tvivl. Vi satsede, og det viste sig at være en god beslutning.

Morten Jespersen, P2:
– Jeg vandt vel på slicks….. Ej, det her løb var lidt mere end bare spændende. Jeg kører ud på tørvejrsdæk og tænker straks, at det ikke ligefrem var en god beslutning. Jonas og jeg kom godt fra start, og vi havde hele vejen en god duel. Jeg var heldig med, at han fik lavet en fejl, så jeg kunne gå forbi ham og forsvare andenpladsen hele vejen hjem – men i en tæt kamp. At vi kan køre så tæt om mesterskabet i sådan et vejr, er en af de helt store kvaliteter ved DS3 Cup. Stor cadeau til Jonas for det!

Jonas Lynge, P3:
– Løbet var ret svært. Jeg fik ellers en fin start, men tabte vigtige meter til Morten på en fejl. Det var en vild kamp, men jeg nåede aldrig forbi. Alt i alt er jeg dog tilfreds. Det var enormt svære forhold at køre under, men jeg holdt gang i mesterskabet og kom på podiet, selv om det var svært.

Weekendens afdeling af Citroën DS3 Cup er ganske vist sæsonens femte, men selv om Jacob Mathiassen kun kører sin fjerde afdeling i år, så kan man med rette kalde den unge hobrogenser for mr. 100 percent. I hvert fald i tidtagningen, for på Rudskogen fandt han igen sin stærke kørsel frem og satte sig på pole position til lørdagens 1. finale foran Marcus Påverud.

Den norske Insight Racing-kører har hjemmebane i weekenden, og kom da også umådeligt tæt på den pole position, han har jagtet i alle sæsonens tidtagninger. I flere omgange var den unge nordmand hurtigst af alle, men til sidst kunne Jacob Mathiassen finde den sidste tiendedel, og Påverud måtte se sig henvist til andenpladsen.
Kvalifikationen var ikke helt problemfri for alle parter. Flere kørere spandt af banen i kvalifikationens begyndelse, hvilket blandt andet gik ud over Karin Elise Fossen, Kenn Bach og den senere polesitter Mathiassen. Det kostede dog ingen den videre deltagelse.

Flere spins fra start

Fra start var der godt med spænding om de første 5-6 positioner. Rune Staudt fandt tidligt farten i sin nybyggede bil, og var oppe som tredjehurtigst, mens også Louise Frost holdt fast i de flotte tider, hun satte i fredagens to træningspas.
På tredjebedste tid finder vi Jørgen Worthmann, som med tiden 1.39.767 tog tredjebedste tid, 0.997 sekund efter poletiden.
Norske Andreas Nesset var fjerdebedst over de 15 minutter, mens Emrik Smedberg og Rune Staudt tog sig af femte- og sjettepladsen. Louise Frost og Malin Blad var syvende- og ottendehurtigst foran Per Frost, der debuterer i DS3 Cuppen med 9. startposition.
Karin Fossen og Kenn Bach lukker leddet i 10. og 11. position.

Vil du følge dagens finale på livetiming, så sker det på http://amigoo.se/event/1261/live, og vi er naturligvis på plads med et fyldigt løbsreferat kort efter det ternede flag.

 

Karin Elise Fossen har i 2015 for alvor gjort sit til, at også kvinderne markerer sig stærkt i Citroën DS3 Cup. Men den kommende sæson er der kamp om at blive bedste kvindelige kører i mærkeklassen.

21-årige Louise Frost træder ind i klassen, og Frederikssund-kvinden satser på at træde ind på scenen med et brag.

– Jeg stiller helt klart op for at komme i top 10. Jeg har ikke den store erfaring, men jeg tror på, at jeg kan gøre noget, siger Louise Frost.

Louise Frost stiller op i mesterbilen fra 2015, så det tekniske grundlag for at markere sig er i hvert fald på plads. Det er dog ikke et alenlangt cv fra banesporten, et af de nye ansigter i klassen stiller med.

– Jeg har kørt en del trackdays i en Porsche Cayman, og jeg har deltaget i en DEC-løbsweekend, hvor vi dog desværre måtte udgå fra løbet. Jeg ville dog gerne noget mere, køre rigtige løb, og kiggede så på Citroën DS3 Cup, som virker som det helt rigtige sted at starte. Og jeg arbejder på at komme godt forberedt til sæsonstart, siger Frost videre.

Louise Frost, der ikke har interessen fra sporten fra fremmede – både storebror og faren kører banerace – får lejlighed for at teste bilen i Danmark, inden det går sydpå til træningslejr for flere DS3-kørere i Italien. En uge får den danske racerkvinde til at finde formen inden sæsonstarten.

Louise Frost debuterer ved sæsonstart den 23.-24. april på FDM Jyllandsringen.