Indlæg

Ét af flere unge talenter, som er på vej ind i DS3 Cup, er Kevin Brandsborg fra Varde. Det 16-årige talent kommer fra Aquila Synergy Cup, hvor det senest blev til det samlede DM.

Nu er vardenseren klar til næste hop op ad karrierestigen, og har fundet sammen med TCR Denmark-teamet LM Racing, med hvem han vil fungere som udviklingskører i den kommende sæson.

Et stort trin, ikke mindst fordi DS3 Cup-raceren adskiller sig så markant fra alt, som Kevin Brandsborg tidligere har kørt – i form af Synergy og før det karting:

– Jeg skal først og fremmest ud at lære bilen at kende i år. Og så er der et par nyheder for mig i kalenderen, for Aquila har jo ikke kørt på Jyllandsringen – så den er ny for mig. Men det er mest bilen, jeg lige skal ud at vænne mig til, for nu sidder man ikke i midten længere, den har godt og vel dobbelt så mange kræfter, og der er tag på. Jeg glæder mig til at komme i gang, forklarer han.

At valget faldt på DS3 Cup var ganske naturligt, mener Kevins far, Brian Brandsborg:

– Nu vandt vi jo DM i det andet sidste år, så vi skulle videre. Og hvad er der så af muligheder? For mig at se var der kun det her, og Kevin ville gerne ud at køre i en lukket bil, så vi endte på DS3 Cup. Det er lidt en udfordring at finde noget til de unge, som ikke stikker helt af i pris, men DS3 Cup kan du køre for en rimelig pris, og det gjorde valget for os.

Folien er allerede på – farvetemaet er inspireret af Kevin Brandsborgs hjelm.

Samarbejde med storhold

At 2020 oven i købet bliver i samarbejde med LM Racing, der i TCR Denmark får Jan Magnussen og Nicolai Sylvest på holdkortet, er noget, som far og søn ser frem til.

– Vi tog fat i Lars Mogensen og LM Racing for at få hjælp til nogle forskellige ting. Jeg kender Lars fra tidligere, og tænkte, at det kunne være en god løsning. Det bliver blandt andet et samarbejde, hvor vores gæster til løbsweekenderne er med ovre ved Lars, og samtidigt kan Kevin forhåbentlig få lidt ekstra læring ud af at dele team med dem, forklarer Brian Brandsborg.

Umiddelbart har oplægget vundet indpas – i hvert fald hos Kevin Brandsborgs sponsorer:

– Sponsorerne synes det er totalt fedt, at vi går videre til DS3 Cup. De kan bedre forholde sig til bilerne, og jeg tror det ender med at blive vigtigt for os. Jeg håber, det kan give lidt ekstra, forklarer han.

Den nye satsning i DS3 Cup markerer åbningen på tredje sæson i biler for Kevin Brandsborg. I fjor vandt han DM i Aquila Synergy Cup.

LM Racing ser frem til samarbejdet:

I Silkeborg ser man frem til det nye samarbejde og i det hele taget den nye sæson, som med TCR Denmark også markerer et stort skifte for Lars Mogensens team.

– At få Kevin med som udviklingskører er noget, vi ser meget frem til. Jeg blev ringet op af Rasmus Møller i sommer, hvor han fortalte, at han coachede et ungt talent i form af Kevin – og spurgte, om vi måske kunne finde ud af noget. Det var oplagt at tage en snak om, og vi er endt med den her løsning, hvor han kører DS3 Cup og er en del af LM Racing i den forstand, at deres gæster er med hos os, og han bliver præsenteret sammen med Jan og Nicolai. Vi kan ikke hjælpe så meget rent teknisk i DS3 Cup, for det er jo ikke en bil, vi kender alverden til – men han får absolut mulighed for at sparre med vores engineer og så videre, forklarer Lars Mogensen.

Det hele handler først og fremmest om at hjælpe de unge, tilføjer den garvede teamchef:

– Jeg vil rigtig gerne hjælpe de unge mennesker. Jeg er blevet hjulpet meget selv gennem årene, og vil gerne give lidt tilbage til sporten. Det er jo trods alt de unge, der skal køre det hele videre, når vi andre gamle stopper, griner Lars Mogensen.

Der er fuld gang i genopbygningen på værkstederne i hele Skandinavien efter DS3 Cuppen blev ramt af det, der må være det største massesammenstød i nyere tid i dansk motorsport.

For hvad skal der egentligt til, når 11 biler pludselig ligger i en kæmpe bunke? En stribe af bilerne blev desværre totalskadet, men heldigvis blev det for de 11 kørere ved småskrammer. Ingen kom noget alvorligt til. Straks efter Grand Prix Danmark gik jagten for flere ind på nye biler. Uheldet gik hårdt ud over flere biler, og hvor mange måske havde overvejet at parkere sæsonen, så er virkeligheden en helt anden i garagerne i Danmark, Norge og Sverige.

Meldingen er i hvert fald klar – DS3 Cuppen ruller videre, og efter planen står der 16 biler på gridden til DM Finalen den 5-6. oktober, forklarer promotor Martin Jensen:

– Vi måtte lige sluge en kamel eller to på vej hjem, men gik straks i gang, da vi kom hjem. Mandag morgen købte jeg tre biler ind – uden at have nogen accepter på plads i forhold til, om nogen ville købe nye biler – men i løbet af ugen røg de afsted én efter en. Alle, der havde muligheden rent økonomisk har taget den, og det er knægtene, der har trukket læsset. De VIL ud at køre ræs, og de går bare forrest og giver den en skalle.

Alle hjælper alle

Det er ingen hemmelighed, at der er røget mere end gennemsnitligt mange arbejdstimer gennem værkstedet hos Insight Racing i Hedehusene de forgangne uger, men Martin Jensen ser frem til at vise det, som absolut ingen regnede med til Grand Prix Danmark:

– Det har været sindssygt hårdt, men når vi står til DM Finalen på Jyllandsringen med et fuldt felt, så tror jeg, at mange bliver overrasket over at det kunne lade sig gøre. Vi elsker at overraske positivt, og det viser endnu en gang det, jeg bare ikke kan understrege nok: I DS3 Cup hjælper vi ALTID hinanden, og når det er svært, så går alle sammen og får bilerne ud at køre igen. Det har været en kæmpeindsats fra alle, men vi når i mål, slår Martin Jensen fast.

Erik Bertilsson og BESA Motorsport var blandt de første, som fik fundet en bil efter Grand Prix Danmark, og efter lynhurtigt arbejde fra Insight Racing kom et rullende chassis med sikkerhedsbur til Göteborg:

– Det går godt med bilen. Vi begyndte for godt to uger siden, hvor vi fik tømt og renset bilen rigtig hurtigt. Linus Holgersson gav et nap med, og vi fik forberedt bilen til at Martin og Insight kunne montere buret nede i Danmark. Den kom tilbage med bur og elsystem monteret fra Insight, og her i sidste weekend samlede vi næsten hele bilen og fik startet den op. Nu mangler vi i gåseøjne kun småting – så vi regner med at køre finale, forklarer Erik Bertilsson.

Ytterligare steg går i rätt riktning. Dag 5, igår blev en lång dag. Det började med att Erik och Linus skruvade och…

Publiée par Erik Bertilsson Racing sur Lundi 16 septembre 2019

Også Eric Nilsson måtte desværre starte forfra ovenpå monstercrashet. En ny bil er hentet hjem, buret blev monteret hos Insight Racing, og nu er bilen tilbage i Sverige, hvor der er fuld gang i monteringsarbejdet:

Det börjar likna nåt i garaget👍🏻

Publiée par Eric Nilsson 39 sur Dimanche 22 septembre 2019

I det østjyske er arbejdet også i fuld gang. Mads Frederiksen og MF Racing håbede lørdag aften ved Grand Prix Danmark, at de i det mindste kunne få en nogenlunde kørende bil til start, men måtte kaste håndklædet i ringen i løbet af natten. Også her er der gang i den helt store genopbygning, hvor bilen er i opretterbænk. Men MF Racing slap trods alt for at skulle købe en helt ny bil ind.

Sletholm auto har vores racer i opretterbænk🛠så vi er godt på vej, til at blive klar 💪til årets sidste løb på Jyllandsringen 🏎💨 den 5-6 oktober📆 😃👌🏼

Publiée par MF-Racing sur Mercredi 18 septembre 2019

Hvad med mesterskabskampen?

Også mesterskabets førende, Thomas Faraas kommer til finalen. Nordmanden fik den hårdeste medfart af alle i megauheldet, men blev udskrevet efter et tjek på hospitalet. Bilen stod dog ikke til at redde, men TF Motorsport har lejet sig til en racer, som Thomas Faraas kører i finalen, mens holdkammeraten Knut Eirik Knudsen også kommer til start. Knudsens racer fik en hård medfart ved den svenske afdeling på Falkenberg, og Knudsen kørte i en helt anden bil, da han blev en del af massesammenstødet på Jyllandsringen.

Førstnævnte racer er TF Motorsport i gang med at gøre finaleklar, og derfor bliver der dobbelt deltagelse fra det mesterskabsførende team.

Traditionen tro skyder DS3 Cuppen sæsonen i gang under hjemlige himmelstrøg med en kombineret test- og mediedag på Jyllandsringen den 9. april. Efter en stor del af feltet lige kommer fra en uges tests i Italien på Circuito Tazio Nuvolari bliver det spændende at se, om den nye viden er til at overføre til Jyllandsringen.

Programmet for dagen begynder klokken 09.00. Vi har Jyllandsringen hele dagen, altså frem til 16.00. Husk at bilerne skal være støjdæmpede, så vi ikke larmer for meget.

Der er middagspause fra klokken 12.00 til 13.00.

Tilmelding skal ske til Martin Jensen på mkj@insightracing.dk.

Hankook er på banen til en ny sæson i DS3 Cup. Importør Per Bernd og løbsseriens promotor Martin Jensen ser frem til endnu en sæson med skarp skandinavisk konkurrence.


Our test- and media day has become a tradition in the DS3 Cup. This year, it’s held at FDM Jyllandsringen in Silkeborg on April 9th. The track is at our disposal for the full day, meaning that we can run from 9am until 4pm.

Remember to bring extra silencers for the day – the track has a noise limit.

To join the test day, simply email Martin Jensen at mkj@insightracing.dk.

Fynske Mads E. Hansen stiftede sidste år sit første bekendtskab med DS3 Cup, da han ved DM Finalen fik debut i en lejet racer. 17-årige Mads E. Hansen, der hidtil har slået sine folder i karting, har dog fået blod på tanden af den første oplevelse med DS3 Cup, så nu bliver det en fuld sæsonsatsning fra det fynske team.

Derfor bliver sæsonpremieren på Rudskogen også det første løb for det nye team i serien. Et team, der allerede er på plads i den kommende weekend på Motorshow i Herning med en nydekoreret bil.

– Først og fremmest, så synes vi, at alle bag DS3 Cuppen i Danmark var super flinke, da vi kørte det første løb – og det har bare meget at sige, når man skal i gang med noget nyt. Jeg ville gerne prøve noget nyt. Budgettet er ikke det største, og med en rigtig fed første oplevelse af at prøve kræfter med klassen på Jyllandsringen tilbage i oktober, så føles det helt naturligt at vælge DS3 Cup i år.

Målet er at lære en masse, siger Mads E. Hansen, som er på plads med eget team ved årets løb:

– Vi ser det som en god læreklasse. Og alt i alt, så er valget på DS3 også kommet af, at jeg synes det var sjovt og udfordrende. Jeg vil rigtig gerne lære mere, og der virker DS3 Cup som et godt springbræt fra de internationale gokartbaner til de skandinaviske racerbaner!

Mads E. Hansen fik sidste år debut i DS3 Cup ved DM Finalen. Nu er fynboen tilbage med eget team. Foto: Mads E. Hansen/VoresMarketing.com

DS3 Cuppen gæster Motorshow i Herning

I den kommende weekend er DS3 Cuppen desuden på plads i Herning, når der er Motorshow. Vi kan findes i Hal C, hvor Mads E. Hansen er én af to udstillere for DS3 Cuppen. Den anden udstiller er svenske Anton Bergström fra Insight Racing.

I øvrigt vil du i den kommende tid kunne læse portrætter af flere nye kørere, som er på plads i årets DS3 Cup. Vi skal blandt andet se flere nye svenske talenter på de skandinaviske baner.

Vi ses i Herning!

 

Insight Racing og DS3 Cup vil gerne benytte lejligheden til at ønske alle teams, samarbejdspartnere og sponsorer en glædelig jul og et godt nytår. Selv om det er vinterpause er der gang i masser af spændende ting frem mod næste år i serien. Flere nye kørere har meldt deres ankomst, og her på siden har vi allerede hilst på de to.

Men der er mere: DS3 Cup er nemlig på vej i en svensk udgave også. Den kommer til at hedde DS3 Cup Sweden, og vil ligesom den danske serie køre over seks løb totalt.

Den svenske serie får premiere lidt efter 2019-sæsonpremieren i DS3 Cup, nemlig den 24-26/5, hvor det går løs på Kinnekulle. Over sæsonen vil DS3 Cup Sweden også være en del af programmet ved blandt andet Västkustloppet på Falkenberg og Kinnekulle Rings Race Week i juli, inden turen går til Falkenberg og Karlskoga. Finalen i DS3 Cup Sweden finder sted på Kinnekulle Ring i slutning af september.

Du kan se meget mere til DS3 Cup Sweden på Facebook.

Med DS3 Cup til Motorshow i Herning

DS3 Cup er igen på plakaten ved det kommende Motorshow i Herning, som finder sted i weekenden den 8. til 10. februar i Messecenter Herning.

I den forbindelse har DS3 Cup fået plads på FDM’s stand ved showet, hvor vi håber, at to kørere kunne være interesserede i at udstille deres biler på standen og fortælle om serien for messens publikum.

Med andre ord et glimrende udstillingsvindue for ekstra synlighed til sponsorer og dets lige.

Er I interesserede i at give et nap med, så kan Martin Jensen fanges på mail – mkj@insightracing.dk.

Med det er der blot tilbage at sige tak for et godt 2018. Vi ses til meget mere racing på de danske, norske og svenske baner i 2019!

 

Med venlig hilsen Insight Racing, Martin Jensen og Niklas Majgaard

 

 

Forleden kunne vi præsentere finske Linda Vekka, som debuterer i DS3 Cup i 2019. Men hun bliver ikke den eneste finne, der bliver at finde på startgridden i løbet af 2019. Den 22-årige landsmand Jaakko Louhi og White Elephant Racing Team fra Turku følger nemlig trop. Også de har indkøbt en DS3 Cup-racer.

Lighederne fortsætter til dels på CV’et, for Jaakko Louhi kommer fra en baggrund, hvor han blandt andet har kørt i den finske V1600-klasse – helt i lighed med Linda Vekka. Men Jaakko har også kørt en del andre klasser på både asfalt og grus, ligesom han også har kørt en del med fjernstyrede biler i Finland såvel som Europa.

– Racing er en hobby for min far og jeg, og sammen har vi White Elephant Racing Team. Vi kom ind i motorsport dengang min far og jeg købte vores første racerbil i form af en gammel Volvo 242, der førhen havde kørt langdistanceløb. Jeg lærte at køre i den, og året efter lavede vi så en bil til V1600. Det var en Alfa Romeo 147, som vi kørte med i lidt over to sæsoner, og siden byggede vi én mere, fordi den gamle bil blev totalskadet i et løb i Letland, forklarer Jaakko.

Siden er turen også gået til rallycross sideløbende med banesporten, for i 2018 blev Alfa Romeoen bygget om til at køre Rallycross, mens den 22-årige finne i år har kørt V1600 i en Citroën C2 VTS. Men tiden er kommet til en ny udfordring, og den finske duo har derfor været på udkig efter en naturlig efterfølger i nogen tid. Målsætningen var at finde en klasse, hvor bilerne ville være hurtigere, men uden budgettet af den grund ville eksplodere. En tur til Danmark ved årets DM Finale i oktober gjorde udslaget, og nu kan finnen kalde sig ny i DS3 Cup:

– DS3 Cup føltes som et godt skridt videre fra V1600 uden det ville få prisen på en sæson til at stige helt vildt. Danmark er også et godt valg rent geografisk, for det er til at rejse ned med bilen.

Jaakko Louhi har kørt både baneracing og rallycross. Til daglig er han instruktør hos Jaguar Land Rover Experience Finland. Foto: White Elephant Racing Team

Et læringsår

Med en ny og noget hurtigere bil samt en hel stribe baner, der for Jaakko er helt nyt territorie, er der lagt op til et års læring i 2019:

– Vi vil køre så mange løb som overhovedet muligt i 2019, og vil meget gerne se, hvordan det fungerer at køre ræs i udlandet hver gang. Fokus ligger for os på, at vi skal have lært banerne og ikke mindst bilen ordentligt at kende i 2019, og så håber jeg bestemt, at vi kan presse på i 2020. Af DS3 Cup forventer jeg mig en god oplevelse for teamet og jeg selv. Vi håber at møde en masse nye venner og at få en masse gode oplevelser i løbet af sæsonen, lyder det fra Jaakko Louhi.

Skulle du undre dig over teamnavnet White Elephant Racing Team, så har navnet faktisk en del år på bagen. Jaakko Louhi har kørt løb med fjernstyrede biler i Finland såvel som Europa, og her opstod holdnavnet for mange år siden. Det har hængt ved, forklarer han:

– Det er en lang historie med navnet, men for at gøre den kort, så begyndte det som en joke, dengang vi kørte med fjernstyrede biler. Sidenhen kom de rigtige biler ind i billedet, men vi har holdt fast i navnet, fordi det er så anderledes i forhold til “fornavn-efternavn-teams”.

Du kan se mere til Jaakko og White Elephant Racing Team på facebook: White Elephant Racing Team.

Introduktionen med 2019-sæsonens anden finske kører, Linda Vekka, kan du læse her.

2019-løbskalenderen er klar, og den byder på en række ændringer i forhold til de kalendre, vi har kørt med i de seneste par sæsoner. Danske Padborg Park er tilbage på kalenderen for første gang siden 2015, og i august går turen desuden til Falkenberg i Sverige for første gang.

Kalenderen er denne gang fri for løb i sommerferien, så der er en god pause fra Padborg Park midt i juni til sæsonen genoptages i Sverige midt i august.

I forhold til 2018 udgår Ring Djursland og Kinnekulle, mens der er genvalg til norske Rudskogen, der i år lægger asfalt til sæsonpremieren i maj. Jyllandsringen er vært ved tre lejligheder – i juni samt til Grand Prix Danmark og DM Finalen, der traditionen tro køres i den første weekend af oktober.

Der er genvalg til Rudskogen i Norge. Banen er vært for årets første afdeling, som køres i begyndelsen af maj. Foto: Morten Kimer

2019-kalenderen er derfor som følger:

4-5. maj: Rudskogen, Norge
7-9. juni: FDM Jyllandsringen, Danmark
15-16. juni: Padborg Park, Danmark
17-18. august: Falkenberg, Sverige
6-8. september GP Danmark Jyllandsringen, Danmark
5-6. oktober DM Finalen, Jyllandsringen, Danmark

Jonas Lynge er godt på vej til at gøre rent bord i DS3 Cup for anden sæson i træk. I fjor blev det til et samlet DM såvel som FIA North European Zone-mesterskabet, der populært kan kaldes det nordiske mesterskab i DS3 Cup.

2018 har fortalt stort set samme historie. Allerede inden DM-finalen er mesterskabstitlen praktisk talt i hus, og i slutningen af august landede den stærkt kørende Lynge også sin anden NEZ-titel af to mulige.

Til gengæld er resten af podiet i den grad en åben affære. Aktuelt er 2. pladsen i årets samlede mesterskab norsk, for Kristian Moe Sætheren fik med en stabil weekend til Grand Prix Danmark bragt sig op på 131 point. Det er syv mere end Kenn Bach, der med 124 indtager den aktuelle tredjeplads. Derfor er der på ingen måde råd til fejltagelser fra hverken Sætheren eller Bach – ellers kan regnestykket hurtigt ændre sig.

Kristian Moe Sætheren, her forrest, ligger aktuelt nummer to samlet. Foto: Niklas Majgaard

Nummer fire er Erik Bertilsson fra Sverige med 114 point, men der er lagt op til en tæt kamp umiddelbart bag Bertilsson.

Nummer fem er nemlig landsmanden Eric Nilsson, som har 109 point. Nummer seks er Mads Frederiksen, 106, mens Isac Aronsson og Thomas Faraas deler syvendepladsen med 102 point hver.

Denne samlede stilling betyder også, at der er god spænding i kampen om den svenske pokal i DS3 Cup. Inden finaleløbet fører Eric Nilsson med 86 point foran Erik Bertilsson, 84, og Isac Aronsson, 80.

Eric Nilsson har i øjeblikket føringen i den svenske del af DS3 Cuppen, men weekendens to heats bliver helt afgørende. Foto: Niklas Majgaard

Nye ansigter til finalen

DS3 Cup får også til årets sidste løb en række nye deltagere med. Fælles for alle er, at de gerne vil prøve klassen af, og vi håber naturligvis at se masser af disse kørere på gridden i 2019.

En af de, der gerne vil prøve DS3 Cuppen af, er fynske Mads E. Hansen. Den 17-årige kører har på det seneste arbejdet på at tage springet ind i bilsporten, og i en lejet DS3-racer skal det nu prøves af, forklarer han:

– Vi blev enige om, at det kunne være fint at få prøvet kræfter med en bilklasse allerede i år. Jeg vil gerne prøve noget nyt, for jeg har været i karting i mange år – og derudover er DS3 Cup også en serie, jeg har overvejet at træde ind i. Så nu prøver vi det, lyder det fra Mads E. Hansen, der uddyber:

– Jeg er spændt på at lære bilen at kende. Der er mange ting, som er anderledes end i en gokart – særligt udsynet er en stor forskel. Men jeg glæder mig til at komme i gang, siger den 17-årige fynbo.

Mads E. Hansen har hidtil været at finde i karting, men den 17-årige kører vil gerne prøve noget nyt. Derfor er han på plads i en lejet DS3-racer i den kommende weekend. Foto: Mads E. Hansen

Mads E. Hansen er imidlertid ikke den eneste nye kører i DM finalen. Danny Skinbjerg er nemlig blevet lokket med helt ud på startgridden af Kenn Bach. Skinbjerg har i kraft af sin virksomhed, Skinbjerg Auto, ellers været repræsenteret på Kenn Bachs racer som sponsor, men nu har nordjyden altså også selv fået lyst til at prøve kræfter med Danmarks hårdeste mærkeklasse.

Der køres lørdag og søndag på FDM Jyllandsringen. Som altid er der livestream på YouTube lørdag, mens søndagens løb kan følges på TV2 Sport. Derudover kan serien følges i tekst og billeder på @DS3Cup – tidsplanen er som følger:

Lørdag:
Fri træning: 9.30-9.55
Kvalifikation: 13.35-13.55

Søndag:
Heat 1: 10.35-10.55
Heat 2: 14.10-14.30

Fra en godt blandet startgrid blev det til en sejr fra start til mål for den mesterskabsførende Jonas Lynge i DS3 Cup. Nordjyden så sig aldrig tilbage, da startlysene slukkede, men et godt stykke hen ad vejen fulgte Mads Frederiksen med den forsvarende mester til en andenplads.

Med andre ord var spændingen i løbet ikke rigtigt at finde på forreste række – men det var den så sandelig i resten af feltet.

Jørgen Worthmann kørte sig hurtigt op – niendepladsen blev vekslet til en tur på podiet. Foto: Morten Kimer

Eric Nilsson og Erik Bertilsson kom også godt fra start i tredje og femte position respektivt, men ind i første sving var der allerede tumult, da Bertilsson forsøgte sig hårdt på Eric Nilsson. I tumulten ud af sving 2 ender det med et spin for Ericsson, ligesom Anton Bergström også kom med i kampen og fik skader på bilen.

Nede bagfra forsøgte Kenn Bach ivrigt at komme frem i feltet, og det lykkedes til dels også. Insight Racings nordjyde stormede frem i feltet på den første halvdel af omgangen, men et sammenstød med Knut Eirik Knudsen kostede dyrt, da Bach blev idømt to strafbaner for sammenstødet.

Mads Frederiksen tog en sikker andenplads og en god pointhøst med fra lørdagens løb. Foto: Morten Kimer

Gode kampe

Den, der bedst af alle profiterede på de første omganges kaos var Jørgen Worthmann. Efter en noget anonym kvalifikation startede sønderjyden fra 9. position, men med taktisk klogt arbejde blev det hurtigt vekslet til en tredjeplads. Og efter en safetycarperiode, udløst af en afkørsel fra Knut Eirik Knudsen, slog Worthmann for alvor sin tredjeplads fast.

Tredjepladsen holdt til mål for Jørgen Worthmann, der virkelig fik understreget, at det kølige overblik altid er godt at have.

Det skete i en god kamp med Erik Bertilsson, Kristian Moe Sætheren og Isac Aronsson, der forsøgte at hænge på. De tre kom imidlertid til at kæmpe om fjerdepladsen helt til mål – en plads, som tilfaldt Kristian Moe Sætheren foran Isac Aronsson og Eric Nilsson, der kæmpede sig godt tilbage fra at have tabt terræn i begyndelsen.

Det giver samtidigt Nilsson pole position til morgendagens løb. Erik Bertilsson trak syvendepladsen i land, mens Kenn Bach måtte tage til takke med ottendepladsen. Jesper Thomsø blev nummer ni, og Thue Bach-Kristensen nummer 10.

Sejren giver desuden Jonas Lynge gode kort på hånden til at blive NEZ-mester for andet år i træk, idet hans nærmeste konkurrent til titlen, Thomas Faraas, desværre ikke er til start denne weekend. Til gengæld tegner der til at blive tæt kamp om tredjepladsen, for her er tre kørere, som skilles af et enkelt point i øjeblikket.

Jonas Lynge tog sæsonens sjette sejr. Foto: Morten Kimer

Ved weekendens Grand Prix Danmark på Jyllandsringen er der ikke blot vigtige point til årets samlede mesterskab i DS3 Cup på spil. Grand Prix Danmark er også en af årets største banesportsweekender på dansk grund, og derfor er den også finalen i den nordiske serie, FIA NEZ.

NEZ står for North European Zone, og er et mesterskab, der afvikles, så Danmark, Norge og Sverige alle er værter for et løb hver. Med weekenderne på Rudskogen og Kinnekulle afviklet er Jyllandsringen sidste stop. Her bliver der kamp til stregen om nordisk hæder, for blot to point adskiller Jonas Lynge og Thomas Faraas. Lynge har 90 point og to sejre, mens Faraas for alvor fik fart i bilen på Rudskogen og sidenhen også er noteret for to sejre – 88 point i alt.

Den af de to, der scorer flest point ved Grand Prix Danmark er NEZ-mester 2018 – simplere kan det ikke siges. Mesterskabet blev i øvrigt introduceret i 2017, hvor Jonas Lynge tog titlen foran Morten Jespersen og Filip Sandström.

Thomas Faraas har for alvor fundet melodien i DS3 Cup efter en lidt vanskelig start. Nordmanden bejler kraftigt til at tage årets NEZ-mesterskab – det kræver dog en perfekt weekend til Grand Prix Danmark. Foto: Niklas Majgaard

Tæt kamp om podiet

I den samlede tabel udbyggede Jonas Lynge føringen til Race Week i Sverige, og når man stryger årets to dårligste løb, så giver det aktuelt nordjyden 145 point, mens de nærmeste forfølgere ligger meget tæt. Nummer to er Thomas Faraas med 102 point, nummer tre er Kenn Bach med 101, mens Kristian Moe Sætheren, Erik Bertilsson og Eric Nilsson respektivt er noteret for 96, 92 og 87 point.

Med fire løb tilbage af sæsonen er der med andre ord alt at kæmpe for i forhold til podiet, og selv små forskydninger kan hurtigt ændre markant på top seks.

Grand Prix Danmark giver i øvrigt debut til en ny kører i DS3 Cup. Thue Bach Kristensen, der før har kørt blandt andet Renault Clio Cup og DEC, er til start ved Grand Prix Danmark i DS3 Cup.

Der er fuld action med både livestream og skrevne opdateringer fra DS3 Cup denne weekend igen. Programmet er som følger:

Fredag:
15:50-16.10 DS3 Cup Træning

Lørdag:
09:30-09.55 DS3 Cup Tidtagning
12:35 DS3 Cup Løb 1 – 15 min. + 1 omg.

Søndag:
14:45 DS3 Cup Løb 2 – 15 min. + 1 omg.

Weekendens livestream findes på:
https://www.youtube.com/user/DanishThundersport

Livestreamen er oppe lørdag fra 09.30 til 18.00, mens der søndag sendes DS3 Cup på TV2 Sport live.

Derudover kan serien som altid følges på Facebook og Twitter – søg efter DS3CUP.

 

Jonas Lynges blå/hvide racer var ofte at finde forrest i feltet i den forgangne sæson – og i 2018 tegner det ikke umiddelbart til at blive anderledes. Nordjyden lod stopuret tale i kvalifikationen til Åbningsløbet på Jyllandsringen og tog pole position i tiden 1.17.254.

Kristian Moe Sætheren viser gode takter ved Åbningsløbet – han starter som toer i søndagens første heat. Foto: Morten Kimer

Han bliver fulgt af en trio af norske kørere, som alle gik ud og viste nogle solide tider. Nummer to på gridden til søndagens løb er således Kristian Moe Sætheren, som fik klemt sig ind foran de to DS3-debutanter Per André Støle og Thomas Faraas.

Thomas Faraas har på ingen måde glemt, hvordan man styrer en forhjulstrækker hurtigt rundt på Jyllandsringen. DS3-debutanten åbner sæsonen som firer. Foto: Niklas Majgaard

Femtebedste tid gik til Kenn Bach, som får følgeskab af svenske Erik Bertilsson på sjettepladsen.

Top otte afrundes af Eric Nilsson og Jørgen Worthmann.

Der venter søndag to heats for DS3 Cup-feltet – første heat sættes i gang klokken 10.35, mens weekendens andet heat køres 14.55.

Kenn Bach starter fra femte position i jagten på et forsvar af sit oldboysmesterskab fra 2017. Foto: Niklas Majgaard

Det sagde de efter kvalifikationen:

Pole position: Jonas Lynge:
– Jeg ved ikke helt, hvad jeg egentligt havde forventet her. Vi har ikke haft nogen tests eller andet før den frie træning i dag, så vi prøvede lidt forskelligt af. Heldigvis virkede det godt, og vi fik bilen til at køre godt.

2. position: Kristian Moe Sætheren:
– Det her er et super resultat. Det viser i hvert fald, at al den træning og test, jeg har kørt gennem vinteren, har givet fuld valuta for pengene. Jeg vil gøre mit bedste for at få et godt resultat ud af den her kvalifikation.

3. position: Per Andre Støle:
– Jeg er godt tilfreds med tredjebedste tid, men jeg føler, at der var lidt mere i bilen, end jeg egentligt fik vist. Jeg ser frem til i morgen, og håber, at jeg kommer godt fra start.

Har du fulgt med i skandinavisk motorsport, så får navnet Thomas Faraas nok en klokke til at ringe. Den norske kører har været omkring en lang række bilklasser. Han kørte blandt andet DTC tilbage i 2001 og har derudover kørt en del i Sverige i blandt andet JTCC og haft en enkelt optræden i STCC. Nu springer den erfarne standardvognskører ud i et nyt projekt, for han er til start allerede i den kommende weekend, når der er premiere på DS3 Cup 2018.

Skiftet til DS3 Cup har været undervejs hele vinteren, men sygdom satte en midlertidig stopper for planerne. Heldigvis er Thomas Faraas meldt rask og klar til mere motorsport – og det fik den norske satsning tilbage på sporet, selv om tidsplanen har været lidt stram i de sidste par uger:
– Vi begyndte at arbejde på bilen i november, men jeg blev alvorligt syg i februar i år. Det satte en stopper for projektet midlertidigt. Jeg fik det bedre, og har fået grønt lys af lægen. Så vi besluttede at gøre et forsøg på at komme til start, forklarer Thomas.

Der blev arbejdet helt op til deadline, men trods sygdom over vinteren er TF Motorsport og Thomas Faraas klar til start på Jyllandsringen. Foto: TF Motorsport

Udfordringer eller ej, så håber den 38-årige kører at blive klar til tætte kampe – det er grunden til valget faldt på DS3 Cup.
– Vi kommer nok lidt uforberedte til første løb, da vi ingen tests har kørt, men regner med, at vi er godt kørende efter et løb eller to. Jeg elsker tætte og gode fights, og jeg ved, at niveauet i serien er godt. Det er det, vi vil, slår Thomas Faraas fast.

 

DS3 Cuppen har i de seneste par sæsoner udviklet sig til at være et stort nordisk opgør. For nok er DS3 Cup en dansk opfindelse, og flertallet af løbene afvikles i Danmark – men det har ikke afholdt klassen fra at opnå stor interesse i resten af Skandinavien.
Således også i år, hvor der igen er stor svensk og norsk interesse for Skandinaviens hårdeste mærkeklasse.

Traditionen tro betyder det, også at der er mange nye ansigter i DS3 Cup i år, og i den kommende tid vil vi byde seriens nye kørere velkommen her på DS3racing.dk.

En af årets spændende debutanter fra Sverige er Anton Bergström. Det 15-årige talent fra Eskilstuna har trods sin unge alder allerede erfaring med standardvogne fra den svenske Renault Clio Juniorcup, og vil nu tage et spring over i den noget hurtigere DS3 Cup-racer. Det er noget, som blandt andre 2017-vicemesteren Filip Sandström samt Isac Aronsson og Erik Bertilsson lykkedes godt med i fjor.

I år er det så tid til en noget hurtigere bil, men DS3 Cup er ikke det eneste mesterskab, som den unge svensker skal køre. Anton Bergström har erfaring med at køre mange forskellige motorsportsklasser, og startede faktisk sin karriere med motocross. Derfor skal 2018 også være et år, hvor han får mest mulig køretid, hvilket skal ske i både DS3 Cup og i Clio Juniorcup, hvor Anton Bergström vil forsøge at forbedre på sin samlede andenplads fra 2017:
– Sæsonen 2017 gik på alle måder over forventningen. Jeg havde hidtil mest kørt cross for sjov – uden at konkurrere. 2017 var min første sæson i Renault Clio Juniorcup, hvor jeg fik den samlede andenplads i mesterskabet.  Jeg har trænet meget i løbet af vinteren, så vi håber, at jeg i år både kan komme godt i gang med DS3 Cup og samtidigt konkurrere om mesterskabet i Juniorcuppen hjemme i Sverige, så jeg får travlt, forklarer han.

Der er dobbeltprogram til den unge svensker i år – sideløbende med sin deltagelse i DS3 Cup vil Anton Bergström også forsøge at forbedre sin samlede andenplads i den svenske Renault Junior Cup fra 2017.

Stor forskel
Med skiftet til DS3 Cup er der også en del nye ting at se frem til for Anton. Nye baner og en helt anden bil er en udfordring, som svenskeren er helt klar på at tage op:
– Jeg ser meget frem til at komme i gang med sæsonen, for det er virkelig stort at kunne køre i denne serie allerede som 15-årig. DS3’eren er på alle måder mere en racerbil, og med langt større effekt, slicks, bedre bremser og spærredifferentiale er det en helt anden bil at køre i. Jeg glæder mig til at få kørt nogle kilometer, og med mit begrænsede kendskab til de danske baner er det en god udfordring. Det glæder jeg mig til at få gang i, forklarer Anton Bergström.

Uanset hvad, så var valget nemt at træffe for den unge svensker:
– Vi er her først og fremmest, fordi DS3 Cup virker som en perfekt serie at skifte op til fra Clioen. Det er en mærkeklasse, så der er garanti for spændende dueller, og endelig trækker DS3 Cup et ganske stort publikum – det er absolut også en vigtig faktor, tilføjer han.

I næste uge får svenskeren for alvor lov at prøve kræfter med den nye bil ved testugen i Italien. Den har vi naturligvis mere dækning fra, så snart bilerne rammer asfalten på Circuito Tazio Nuvolari.

Den kommende sæson bliver dækket langt mere intensivt end tidligere på TV. Det står klart, efter direktionen i MASCOT DTC har indgået en ny TV-aftale for 2018. Det betyder, at du som fan også kan se ræs hele lørdagen.

Aftalen har nemlig sikret, at det fulde løbsprogram vil blive sendt på en ny, online kanal, og dermed vil du kunne se træning, kvalifikation og begge løb i DS3 Cup over weekenden.

Selve løbsdagen, altså søndag, fortsætter som hidtil på TV2 Sport med live kommentering – men med den forskel, at du fremover også kan gå online og se de løb, der afvikles umiddelbart efter DTC-finalen.

Mens vinteren står på, og foråret synes langt væk, så er det med glæde, at vi allerede nu kan offentliggøre næste års løbskalender i DS3 Cup.

Igen i 2018 afgøres mesterskabet over seks løbsweekender, hvoraf én afholdes i Norge, og én i Sverige. Der er genvalg til SSK Seriens Race Week på Kinnekulle Ring i juli, mens den norske afdeling holder flyttedag og køres på Rudskogen. Det sker i øvrigt i samspil med DTC, i modsætning til tidligere, hvor DS3 delte sin norske afdeling med en stribe norske motorsportsklasser snarere end DTC.

DS3 Cuppen får i 2018 lov at prøve kræfter med Rudskogen i Norge. Banen var senest på kalenderen i 2016, hvor dette foto også er fra. Foto: Niklas Majgaard

DS3 Cuppen får i 2018 lov at prøve kræfter med Rudskogen i Norge. Banen var senest på kalenderen i 2016, hvor dette foto også er fra. Foto: Niklas Majgaard

Kalenderen 2018 tager sig ud som følger:

12-13. maj – Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen, Danmark

9-10. juni – DTC Weekend, Ring Djursland, Danmark

13-15. juli – Rudskogen, Norge

27-29. juli – Race Week, Kinnekulle Ring, Sverige

24-26. august – Grand Prix Danmark, FDM Jyllandsringen, Danmark

6-7. oktober – DM Finalen, FDM Jyllandsringen, Danmark

Vejrguderne gjorde det atter svært for DS3 Cuppen, da sæsonens sidste kvalifikation lørdag blev afviklet på FDM Jyllandsringen. Endnu en gang bød tidtagningen på en intens duel om pole position – for med en tabel, hvor tre kørere aktuelt kan tage det samlede mesterskab, havde ingen råd til fejltagelser.

Og det bliver da også en finaledag med maksimalt tryk, for den samlede top tre er at finde i startgriddens forreste to rækker.
I sidste ende tilfaldt pole position Filip Sandström. Den 15-årige svensker har vist imponerende tempo og racecraft hele året, men ikke før nu er det blevet til hurtigste tid i kvalifikationen. Det lykkedes lørdag – i tæt kamp med den mesterskabsførende Morten Jespersen, som måtte se sig henvist til anden startplads.

Morten Jespersen kæmpede for sagen, men et motorhavari i slutningen af kvalifikationen satte en stopper for jagten på pole position. Foto: Morten Kimer

Fra start blev den drivvåde kvalifikation ellers afbrudt, da debutanten i DS3 Cup-sammenhæng, Kenneth Kolbe Jensen, kørte af banen og måtte trækkes fri. Dermed blev 20 minutter hurtigt til 15, inden alle fik chancen for at lande den hurtige tid.
Da kvalifikationen kunne genstartes, satte Filip Sandström og Morten Jespersen straks fart, mens Jonas Lynge skulle bruge mere tid for at blande sig. Lynge, der er toer samlet, lå længe til en startposition omkring ottendepladsen, men fik til sidst det hele til at virke. Længe kæmpede han med blandt andre Kenn Bach, Louise Frost og Heidi Frydenhaug om fjerdepladsen – og i slutningen landede Lynge en vigtig fjerdeplads til søndagens løb.

Tredjepladsen gik til den meget rutinerede Jørgen Worthmann. Sønderjyden har i de forgangne sæsoner slået sig fast som en af klassens stærkeste i regnvejr, hvilket Worthmann endnu en gang gav prøver på.

Kenn Bach og Louise Frost er i gang med en tæt duel om årets samlede fjerdeplads, og de to kan kæmpe videre fra tredje række i morgen. Kenn Bach satte nemlig femtebedste tid, mens Frost tog sjettepladsen. Heidi Frydenhaug starter som nummer syv, mens Mads Frederiksen er otter. Top 10 afrundes af Erik Bertilsson og Sonny Nielsen.

Kenn Bach er i duel med Louise Frost om årets samlede fjerdeplads. Louise Frost har aktuelt 94 point, mens Bach har 91.
Foto: Morten Kimer

Reaktioner på kvalifikationen:
Filip Sandström, pole position:
– Jeg er godt tilfreds med resultatet her. Det er min første pole position i DS3 Cup – og en god måde at ende sæsonen på. Jeg glæder mig virkelig til løbene i morgen, for jeg er stadig med i kampen om titlen. Det bliver sjovt!

Morten Jespersen, P2:
– At blive toer var vist nogenlunde fuldt udbytte. Jeg var fint med, men mod slutningen kunne jeg ikke rigtigt forbedre mine tider. Det viste sig, at motoren tabte effekt, for den er gået i stykker. Vi er i fuld gang med at skifte motoren nu, og regner bestemt med at blive klar.

Jørgen Worthmann, P3:
– Det her er vist noget, jeg har sagt mange gange før, men jeg elsker at køre i regnvejr. Gutterne lavede en perfekt bil, og så var resten ellers op til mig. Det passer mig virkelig godt at give mekanikerne noget igen, så jeg glæder mig til i morgen – og håber i øvrigt på mere vand!

Jonas Lynge, P4:
– Det er vist ret tydeligt, at vi manglede en smule fart derude. Vi fik ikke rigtigt sat bilen op til regnvejret, men der kan ske meget fra en fjerdeplads.

En af de tætteste sæsoner i Citroën DS3 Cuppens historie skal i den kommende weekend finde sin afgørelse på Jyllandsringen, når DM-Finalen afvikles. Efter fem løbsweekender er alt fortsat åbent i top tre generelt – og i hvert fald fire kørere har en mere end realistisk chance for at kunne tilkæmpe sig en samlet fjerdeplads.

Kun én titel er allerede placeret – nemlig den nye nordiske FIA NEZ-titel, som blev afgjort ved Grand Prix Danmark. NEZ blev kørt over tre afdelinger, og er uddelt efter resultaterne på Vålerbanen i Norge, Kinnekulle Ring i Sverige og endelig Jyllandsringen ved Grand Prix Danmark for lidt over en måned siden. Her gik kampen om pokalen helt til målstregen, inden Jonas Lynge sikrede sig titlen umiddelbart foran sin nærmeste konkurrent, Morten Jespersen.

I den kommende weekend har Morten Jespersen dog alle muligheder for at tage revanche mod sin konkurrent. Aktuelt har han 175 point i den samlede stilling, og fører med ni point over Jonas Lynge, men de to nordjyder er langt fra alene om at kunne tage titlen. Bag sig har de nemlig det svenske supertalent Filip Sandström, som i særligt sæsonens anden halvdel har fundet storformen frem. Sandström er aktuelt noteret for 155 point, og har derfor stadig alt at kæmpe for, da der i alt er 50 point at køre om.

Kenn Bach er godt på vej mod den samlede titel i Petronas Cup – mesterskabet for kørere over 40 år.

Tætte kampe udenfor top 3
Louise Frost har aktuelt den samlede fjerdeplads, og Insight Racing-køreren skal i weekenden forsøge at følge op på sin bedste weekend i sæsonen. Ved Grand Prix Danmark blev det til en superflot sejr i lørdagens løb samt en femteplads i søndagens løb. Det giver hende 94 point, men der bliver tæt kamp om fjerdepladsen. Kenn Bach er nummer fem med 91 point, og Mads Frederiksen har sjettepladsen med 90.
Jørgen Worthmann og Heidi Frydenhaug har med fratræk 73 point hver – og begge kan med en god weekend også blande sig i kampen.

Louise Frost havde sæsonens hidtil bedste løbsweekend ved Grand Prix Danmark. Her vandt hun lørdagens heat. Det har bragt hende op på den samlede fjerdeplads, og der er gode muligheder for at sikre den.

Nye ansigter
DM-Finalen er samtidigt tid for et par rokader i Citroën DS3 Cup. Blandt andet er der en ny kører på gridden. Kenneth Kolbe Jensen kommer egentligt fra rallysporten, men fik på Kinnekulle Ring lejlighed til at prøve en DS3 Cup-racer. Det var nok til at overbevise rallykøreren fra Slagelse, og i weekenden debuterer han i sin nyindkøbte Citroën DS3:
– Jeg prøvede Sonny Nielsens bil, da vi var i Sverige. Det gik sådan set meget godt – jeg kom i hvert fald til at købe en bil selv, griner Kenneth og tilføjer:
– Hvad bilen angår, er jeg ikke nervøs for noget. Den minder meget om de racerbiler, jeg hidtil har kørt i. Det bliver en sjov udfordring uanset hvad. Jeg går naturligvis efter at være med, hvor det brænder, men konkurrencen bliver hård, lyder det fra Kenneth Kolbe Jensen.

Som vanligt er vi live på Twitter med opdatering fra kvalifikationen lørdag samt søndagens to afgørende heats i Citroën DS3 Cup. Ligeledes opdaterer vi undervejs på Facebook.

 

I Citroën DS3 Cup har man i de senere år kunnet kæmpe om en række mesterskaber i mesterskabet, men ikke før 2017 har der været et fælles nordisk mesterskab. Det kom der i år – og med FIA North European Zone-mesterskabet fordelt over i alt tre afdelinger – én i hvert land, serien køres, er vinderen nu fundet.

Inden søndagens finale ved Grand Prix Danmark stod alt åbent. Blot ét point var forskellen på de to førende, Morten Jespersen og Jonas Lynge. Og dén af dem, der først kunne krydse det ternede flag, ville tage mesterskabet. Samtidigt var der fortsat også alt at kæmpe for i den samlede mesterskabsstilling, for med finaleløbet sidst i september er alt åbent.

Det faldt umiddelbart ud til Jonas Lynges fordel, for efter en langvarig kamp med netop Jespersen om sejren, blev det til både løbssejr og titlen som FIA NEZ-mester 2017 for Jonas Lynge.

Fra start tog Mads Frederiksen kortvarigt teten. Østjyden havde i kraft af sin sjetteplads i lørdagens heat pole position, og kom fint afsted. Men også Jonas Lynge fik sluppet koblingen på det helt rette tidspunkt, og på under en halv omgang blev 4. startposition vekslet til en øjeblikkelig føring. Kort efter fulgte Tommy Nygaard også trop, og sikrede en spændende start på heatet.

Tæt kamp mellem Mads Frederiksen og Morten Jespersen. Foto: Morten Kimer

Afbrudt af safetycar
Jonas Lynge fortsatte sine imponerende takter i denne del af sæsonen, og spolede ret hurtigt et flot forspring ud. Det varede dog ikke til mål, for i et solouheld endte Mads Frederiksen i sandet for enden af Publikumslangsiden. Det kostede en safetycarperiode, og satte selvsagt alt på spidsen mellem Jonas Lynge, Tommy Nygaard og Morten Jespersen.

I genstarten gik Jespersen forbi Nygaard i en flot aktion, og umiddelbart bag dem fandt Filip Sandström også melodien. Efter en noget skuffende lørdag havde svenskeren meget travlt, hvis titelchancerne skulle bevares – og det blev de. Det gik ud over Tommy Nygaard på absolut sidste omgang, da Sandström tog tredjepladsen – og dermed blev aktørerne på søndagens podie de samme, der har stået der så meget denne sæson. Tommy Nygaard sikrede fjerdepladsen, mens Louise Frost efter endnu en stærk præstation hev femtepladsen hjem. Sjettepladsen gik til Kenn Bach, der på flotteste vis kørte sig op fra 12. pladsen.

Podiet – der i øvrigt også afspejler top tre i FIA NEZ DS3 Cup.
Foto: Niklas Majgaard

Det sagde de efter løbet:
Jonas Lynge, vinder:
– Jeg havde et helt perfekt løb her. Starten var fantastisk, og jeg gik fra fjerdepladsen til føring på en halv omgangs penge. Det var vildt. Kæmpede lidt med Tommy derefter, men jeg fik slået et hul, og håbede, at jeg kunne køre det hjem sådan. Safetycaren ødelagde meget for mig, men det var muligt at forsvare føringen og det nordiske mesterskab helt til flaget. Jeg er super glad!

Morten Jespersen, P2:
– Tja, hvad skal jeg snart sige. Jeg er enormt skuffet, for jeg følte, at farten var der til en sejr. Men jeg fik brugt for lang tid på at komme forbi Mads Frederiksen – og det tog også for lang tid at indhente Jonas, men sådan er spillet. Det nordiske mesterskab fik jeg ikke, men jeg har stadig et fornuftigt forspring i den samlede tabel – det bliver spændende at få det afgjort!

Filip Sandström, P3:
– Jeg har klart haft bedre weekender end den her. Lørdagen var ikke god, men med alt det, der skete – så er en tredjeplads i dag bestemt noget at være tilfreds med. Jeg fik lidt revanche efter vores lørdag, hvor vi startede løbet fra pitlane. Alt i alt, så står jeg stadig godt til afgørelsen af mesterskabet, og jeg har endnu forudsætningerne til at kunne køre mig på podiet i mesterskabet.

Heatet blev præget af en række gode dueller. Her er Kenn Bach, Isac Aronsson og Jørgen Worthmann i kamp. Foto: Morten Kimer

 

 

Grand Prix Danmarks lørdagsløb bød i Citroën DS3 Cup på et af de mest uforudsigelige heats længe i Skandinaviens stærkeste mærkeklasse. Få minutter før løbsstart blev alle overrasket af en større regnbyge, hvilket betød, at størstedelen af feltet fik den tvivlsomme ære at at skulle starte på tørvejrsdæk, selv om banen var drivvåd.

Kun én gættede helt rigtigt, og det var Louise Frost, der nåede at få skiftet til regnvejrsdæk uden at miste sin plads på gridden. Andre satsede på at skifte til regndæk mod at starte fra pitlane. Det gjorde blandt andre mesterskabstreeren Filip Sandström og hans svenske kolleger, Isac Aronsson og Erik Bertilsson. Kenn Bach startede også fra pitlane, men fik ingen fordel af regnvejrsdækkene – han var nemlig kommet så sent ud, at han ikke kunne komme til start på gridden, og var dermed bagerst og på tørvejrsdæk.

Mesterskabskampen går helt til sidste meter. Igen leverede Morten Jespersen og Jonas Lynge et fremragende show. Foto: Morten Kimer

Jonas Lynge kom fra pole position klart bedst afsted, og lavede indledningsvist et hul ned til sine nærmeste forfølgere, Morten Jespersen og Tommy Nygaard. I mellemtiden fløj Louise Frost frem gennem feltet, og allerede efter to omgange meldte hun sig ind i kampen oppe foran. Det tog ikke lang tid for Insight Racing-køreren at bringe sig i front, hvorefter Frost slog et enormt forspring på den optørrende bane.

Med mesterskabskampen helt åben fortsatte Jonas Lynge og Morten Jespersen en lang, sej kamp hele vejen til det ternede flag. Jespersen indtog andenpladsen efter en eksemplarisk overhaling ind i første sving – og trods adskillige gode forsøg, lykkedes det aldrig Jonas Lynge at få svaret igen. Også om fjerdepladsen blev kampen hård. Jørgen Worthmann og Tommy Nygaard havde en vild kamp, som Nygaard til sidst endte med at vinde. Umiddelbart bag dem stod kampen om den vigtige sjetteplads, der giver pole position i søndagens heat.

Tommy Nygaard fik det bedste ud af situationen – med slicks på den regnvåde bane tog midtjyden fjerdepladsen hjem. Foto: Morten Kimer

Regnvejrsløbet ændrer mesterskabsstillingen

Her fightede Mads Frederiksen sig til den vigtige sjetteplads, mens Rune Staudt og Filip Sandström blev nummer syv og otte. Siden blev Staudt diskvalificeret for at have brugt to forskellige typer dæk på bilen – det er nemlig ikke tilladt at bruge både regnvejrsdæk og tørvejrsdæk på samme tid.

Syvendepladsen til Filip Sandström koster den unge svensker dyrt på flere planer. I denne weekend køres den sidste tællende afdeling til det nordiske NEZ-mesterskab i DS3 Cup. Og eftersom han var helt med i kampen inden dette heat, bliver det nu et drama mellem Jespersen og Lynge. De adskilles nemlig kun af ét point. Samlet er Sandström dog stadig inde i kampen. Da alle stryger sæsonens to dårligste heats, er svenskeren fortsat kun tre point fra andenpladsen.

Med sejren springer Louise Frost frem på en samlet femteplads – lige bag Mads Frederiksen, der er firer nu.

Louise Frost kæmper mod Jørgen Worthmann. Foto: Morten Kimer

Det sagde de efter løbet:
Louise Frost, vinder:
– Det her løb var totalt vildt. Jeg tænkte egentligt ikke så meget over det, da jeg kørte mig op gennem feltet, men da jeg fik at vide, at jeg førte, tænkte jeg “Hvad gør jeg egentligt nu?”. Jeg formåede at holde hovedet koldt, og fik det kørt hjem. Vild oplevelse. Vi var i tvivl om dækvalget, men min far var lige ude at kigge i pitlane under løbet før vores, og han var ikke i tvivl. Vi satsede, og det viste sig at være en god beslutning.

Morten Jespersen, P2:
– Jeg vandt vel på slicks….. Ej, det her løb var lidt mere end bare spændende. Jeg kører ud på tørvejrsdæk og tænker straks, at det ikke ligefrem var en god beslutning. Jonas og jeg kom godt fra start, og vi havde hele vejen en god duel. Jeg var heldig med, at han fik lavet en fejl, så jeg kunne gå forbi ham og forsvare andenpladsen hele vejen hjem – men i en tæt kamp. At vi kan køre så tæt om mesterskabet i sådan et vejr, er en af de helt store kvaliteter ved DS3 Cup. Stor cadeau til Jonas for det!

Jonas Lynge, P3:
– Løbet var ret svært. Jeg fik ellers en fin start, men tabte vigtige meter til Morten på en fejl. Det var en vild kamp, men jeg nåede aldrig forbi. Alt i alt er jeg dog tilfreds. Det var enormt svære forhold at køre under, men jeg holdt gang i mesterskabet og kom på podiet, selv om det var svært.

Sommerferien er for alvor slut i DS3 Cuppen. For tre uger siden gæstede serien den svenske Race Week på Kinnekulle, og nu er det tid til sæsonens største løb – Grand Prix Danmark på Jyllandsringen.

Det sker med en mesterskabsstilling, hvor alt fortsat er åbent. I Sverige sejrede Jonas Lynge og Filip Sandström, der aktuelt indtager 2. og 3. pladsen i den samlede stilling. I virkeligheden rykkede de to spændende løb på Kinnekulle ikke nævneværdigt ved tabellen, for med to andenpladser holdt den mesterskabsførende Morten Jespersen føringen.

Trængsel i 1. sving på Kinnekulle. Foto: Bengt-Åce Gustavsson/Racefoto.se

Det nordiske mesterskab skal afgøres

Umiddelbart bag de tre førende er kampen fortsat tæt. Mads Frederiksen er aktuelt nummer fire i den samlede stilling, og scorede med en fjerdeplads på Kinnekulle sit hidtil bedste løbsresultat i sæsonen. Han følges af Kenn Bach på den samlede femteplads. Bach fører i øvrigt også Petronas Cup for kørere over 40 år.
Jørgen Worthmann stod over løbet i Sverige, men har fortsat sjettepladsen samlet – og sønderjyden plejer at gøre en god figur på Jyllandsringen, så der kan ske meget endnu.

Som noget nyt kører DS3 Cup også et FIA North European Zone-mesterskab i år. Det afgøres over tre løbsweekender i Norge, Sverige og nu Danmark, hvor Grand Prix Danmark bliver sidste løb i tabellen. Her fører Jonas Lynge med en margin på bare to point ned til Morten Jespersen.

Udenlandske gæster

At DS3 Cuppen generelt har fået god opmærksomhed udenfor de danske grænser blev understreget af NEZ-mesterskabet og afdelingerne i Norge og Sverige. Men til Grand Prix Danmark får serien også besøg af i alt tre mærkeklubber. DS3 Klub Danmark får følgeskab af ligesindede fra England og Tyskland, som har valgt at tage den lange tur til Jyllandsringen. Ud over den danske klub kommer også syv DS3-ejere fra England og Tyskland og ser, hvad en af Skandinaviens stærkeste mærkeklasser har at byde på.

Ved Grand Prix Danmark kommer DS3 klubber fra Danmark, Tyskland og England på besøg. Her er et par af de britiske biler fra DS3 GB Owners Club. Foto: Martin Clews.

 

To løbsweeekender og i alt fire løb er kørt – og vi nærmer os midtvejsmærket i årets Citroën DS3 Cup. Forud for weekendens afdeling på Ring Djursland har to nordjyske kørere skaffet en lille føring, men de skal holde øje med spejlene, for lige bag dem ligger en stribe hurtige kørere, som er klar til at udnytte enhver fejl.

Morten Jespersen og Jonas Lynge har lagt sig i front af mesterskabet efter to weekender. Her kæmper de ved Åbningsløbet på Jyllandsringen. Foto: Morten Kimer

Fejl har den mesterskabsførende Morten Jespersen ikke haft mange af i sæsonen hidtil, faktisk har han sluttet alle fire afviklede løb i top 2. Han følges af Jonas Lynge, der kronede en flot weekend på Vålerbanen i Norge med en sejr i søndagens finale. Det unge talent fra Nibe har fundet god fart i raceren i år, og han er helt tydeligt en kører, man bør holde øje med på Ring Djursland. Helt som et andet ungt talent, nemlig svenske Filip Sandström. Han havde aldrig kørt på Vålerbanen, men slog sit navn fast med to tredjepladser, og er også treer samlet i serien. Svenskeren har imidlertid heller aldrig kørt på Ring Djurslands udfordrende asfalt, men den gul/blå racer fra Göteborg-egnen er værd at holde øje med.

Filip Sandström meldte sig ind i titelkampen med en flot weekend på Vålerbanen. Svenskeren er aktuelt nummer tre i mesterskabet.

Tager Jørgen Worthmann pokaler igen?
Sidste års afdeling på Ring Djursland var en, som Jørgen Worthmann fik masser af point ud af – to andenpladser og 40 point blev det i alt til. Denne sæsons første to weekender har været lidt blandede for sønderjyden, der lige nu er på en delt fjerdeplads samlet. Generelt er kampen om fjerdepladsen hård, for blot tre point skiller lige nu en fjerde- og en ottendeplads i stillingen i DS3 Cup.

Åbningsløbet 2017 – Foto: Kimers Foto / Morten Kimer

En anden giftig udfordrer er Tommy Nygaard. Han åbnede sæsonen med en flot sejr i årets allerførste løb, men et stort sammenstød og følgende materielle skader i søndagens finale på Jyllandsringen har holdt ham ude siden. Nu er teamet fra Ikast klar igen, og det bliver spændende at se, hvad den rød/hvide DS3 Cup-racer kan udrette på Djursland.

Løbsweekenden på Ring Djursland kan som altid følges her på DS3Cup.dk samt på Facebook og live via Twitter.

Åbningsløbets 2. heat i DS3 Cup blev mindst lige så actionpakket som det første. Med første løbs sejrherre, Tommy Nygaard, nede som sekser på gridden, var opgaven klar. På pole holdt en anden ny kører i DS3, Sonny Nielsen ved siden af Mads Frederiksen på 2. startposition.

 

Fra 3. position fik Jørgen Worthmann en superstart, og kunne straks gå på indersiden af Sonny Nielsen i et forsøg på at tage en tidlig føring. Desværre ramlede de to hvide biler sammen, og begge måtte udgå i et større sammenstød i første sving – det kostede også Tommy Nygaard sin videre deltagelse. Kort efter skete der endnu et sammenstød, da Torben Nielsen og Kristian Moe stødte sammen, og løbet blev neutraliseret.

Stærk tilbagevenden
En, der til gengæld fandt en vej gennem kaos, var Morten Jespersen. Efter en flot andenplads i første løb fik han styret forbi al balladen i 1. sving, og førte løbet efter en omgang. Han fik følgeskab af Jonas Lynge og Filip Sandström, der fik sat en række angreb i gang, så snart løbet blev givet frit igen.
Og nu vi er ved comebacks, så leverede Kenn Bach et stærkt et af slagsen. Efter at have startet fra 18. position lukrerede aalborgenseren på al balladen og var oppe på sjettepladsen. Morten Jespersen slap imidlertid ingen forbi, og kunne stille og roligt styre mod det ternede flag. Til gengæld var Kenn Bach ikke færdig med at avancere, for først gik han forbi Heidi Frydenhaug og siden Mads Frederiksen til en fjerdeplads.

Kampen om føringen varede helt til flaget, men Morten Jespersen holdt stand. Foto: Morten Kimer

Ved det ternede flag blev det til sejr for Morten Jespersen, der fuldender sit comeback til banesporten med to ture på podiet. Her fik han følgeskab af Jonas Lynge på andenpladsen og svenske Filip Sandström på tredjepladsen. Fjerdepladsen gik til Kenn Bach, skarpt forfulgt af Mads Frederiksen og Heidi Frydenhaug.

Rune Staudt havde store elektroniske problemer i sæsonåbningen, men fik en tiendeplads i 2. heat. Foto: Morten Kimer

Rune Staudt havde store elektroniske problemer i sæsonåbningen, men fik en tiendeplads i 2. heat. Foto: Morten Kimer

Det sagde de efter løbet:
Morten Jespersen, vinder:
– Det var en vild start. Der var et enkelt hul, men det forsvandt hurtigt, da de kørte sammen deroppe. Kom rimeligt igennem, men min bil begyndte at tabe bremsekraft kort efter, så jeg måtte køre med en margin resten af løbet. Heldigvis gik det, og vi har fået masser af point til stillingen, samtidigt med at vi fik kørt et virkelig underholdende løb.

Jonas Lynge, P2:
– Vi ændrede lidt på bilen til heatet, og det virkede fint. Jeg fik en god start uden uheld, og var i stand til at kæmpe med Morten Jespersen hele vejen – faktisk var jeg en smule hurtigere end ham til tider, men han var svær at komme forbi.

Filip Sandström, P3:
– Starten var svær, men det var virkelig godt, at bilen var så konkurrencedygtig. Jeg er virkelig godt tilfreds med hele weekenden, og det er en suveræn fornemmelse at åbne med en tur på podiet.

Kenn Bach, P4:
– Jeg startede næstsidst, men fik en fin start og kunne tage en del pladser på alt balladen. Var oppe som sekser allerede efter en omgang, og efter løbet igen blev frigivet, kæmpede jeg godt med Heidi og Mads. Det var godt at ende den her rutsjebane af en weekend med et comeback.

DS3 Cup er tilbage ved næste løb på Vålerbanen i Norge. Det køres i weekenden 12-14. maj.

 

Efter en utrolig tæt afgørelse på lørdagens kvalifikation, var der på forhånd lagt op til en tæt fight forrest i feltet til søndagens første af to heats i DS3 Cup.
I forreste række havde Morten Jespersen pole position foran Tommy Nygaard, Kenn Bach og Malthe Büttner, mens Jørgen Worthmann og og Jonas Lynge udgjorde tredje række.
Nygaard tog starten, mens Jespersen kom ud af første sving med andenpladsen i behold. Værre gik det Kenn Bach på tredjepladsen, der spandt i første sving, ligesom Jørgen Worthmann også kom til at køre sidelæns i et forsøg på at undvige. Bach kom nogenlunde ud af det, og tabte kun en plads, mens Worthmann røg langt ned i rækkerne.

Hverken Kenn Bach eller Jørgen Worthmann fik en optimal start – men Worthmann fik gang i et flot comeback. Foto: Morten Kimer

Tommy Nygaard og Morten Jespersen fulgtes godt ad på de første omgange, men sidenhen begyndte Nygaards rød-hvide DS3-racer at trække fra. Det var dog en stakket frist, for pludselig begyndte Jespersen at indhente Nygaard, og heatets sidste omgange blev til en solid kamp om sejren. Jespersen var flere gange lige ved at gøre overhalingen færdig, men med smart forsvar fra midtjyden lykkedes det Nygaard at hive sejren i land foran Morten Jespersen.

Tommy Nygaard fik en superstart fra 2. position og var foran allerede i første sving. Foto: Morten Kimer

Stort comeback
I mellemtiden satte Jørgen Worthmann trumf på med masser af overhalinger, og da flere kørere foran ham blev idømt straffe for at ramme banens markeringer, strøg den hvide racer frem i rækkerne. Det endte med en fjerdeplads for sønderjyden, mens tredjepladsen gik til Jonas Lynge, der fik et fornuftigt udbytte.
Kenn Bach, der ellers var godt med fra starten i tredje position måtte udgå mod løbets slutning med gearkasseproblemer.

Malthe Büttner åbnede sin sæson med en ottendeplads. Foto: Morten Kimer

Mads Frederiksen åbner sæsonen med en femteplads, fulgt af Sonny Nielsen og svenske Filip Sandström. Mindre heldig var Malthe Büttner, der ikke fik fuld valuta for sin startplads som firer – han endte løbet som nummer otte.

Det sagde de efter løbet:

Tommy Nygaard, vinder:
– Skøn måde at åbne på. Jeg fik en superstart, og fik hurtigt en fed duel med Morten Jespersen. Det var virkelig tæt hen mod slutningen, og nu har vi et nyt heat senere på dagen, hvor jeg starter som sekser. Det bliver spændende – håber at komme godt fra land igen.

Morten Jespersen, P2:
– P2 er ok, føler der er mere i bilen, men jeg ville ikke sætte noget over styr. Starten var ikke god, men jeg vidste, at der ville blive et godt race mellem Tommy og jeg, hvis bare der blev plads – og det blev der. Nu er det 2. heat, og jeg vil gerne frem til skamlen igen – det er målet.

Jonas Lynge, P3:
– En tredjeplads er en god start – jeg er godt tilfreds. Jeg fik mig en fin start, og var heldig at undgå for meget tumult i starten. Bilen understyrede lidt i starten, men det blev bedre senere.

Jørgen Worthmann, P4:
– Kenn spandt foran mig, så jeg måtte udenom. Derfra var der kun én vej, så jeg måtte holde på, og det gik rigtigt fint. Synes folk kørte et meget fair race derude, og folk var gode til at give lidt plads.

Kenn Bach, udgået:
– Det her var ikke lige, hvad jeg håbede på. Jeg mistede tredjegearet, da jeg jagtede Jonas Lynge om tredjepladsen. Forsøgte at køre videre med 2. og 4., men det er svært, for tredjegearet er ret vigtigt herude. Senere fik jeg også et puf ude på det nye baneafsnit og røg ned bagved – så kunne jeg lige så godt køre i pit.

DS3 Cuppen er på banen igen, når søndagens andet heat starter 16.05. Du kan følge det her, på facebook og som noget nyt har vi livedækning på Twitter. Du finder os på @DS3CUP.

Der har været stor udskiftning i feltet i DS3 Cuppen til 2017, hvilket var med til at gøre kvalifikationen til årets første løb, Åbningsløbet, til en actionpakket fornøjelse.

Den meget erfarne kører Tommy Nygaard er ny i serien, men viste fra første omgang, at den rød-hvide bil fra Ikast-teamet er en satsning, man skal tage seriøst. Nygaard holdt godt fast i feltets helt spidse ende, men midtjyden måtte i sidste ende se sig slået med en hundrededel af et sekund af en anden ny kører i DS3 Cup – nemlig Morten Jespersen.

Jespersen fandt de sidste marginaler mod slutningen af kvalifikationen, der blev kørt i solskin, men med truende skyer i nærheden.

Tommy Nygaard var ikke mange centimeter fra pole position i sin første optræden i DS3 Cup. Foto: Kimers Foto / Morten Kimer

Gamle kendinge hænger på
Flere kørere havde en svær start på Åbningsløbet, da lørdagens enkelte træningspas aldrig rigtigt blev en succes. Det gjaldt især for Kenn Bach, der fik koblingsproblemer og derfor fik meget begrænset køretid. Det holdt dog ikke aalborgenseren fra at satse godt i kvalifikationen – og det med stor succes, for Bach endte i tredjehurtigste tid med 1.18.020 – en lille tiendedel fra Morten Jespersens pole position.

Malthe Büttner fra ROED Performance starter sit første løb i DS3 Cup fra fjerde position, mens DS3-veteranen Jørgen Worthmann tager hul på sæsonen fra femtepladsen.

Jørgen Worthmann starter fra femte position, når søndagens 1. heat sættes i gang. Foto: Kimers Foto / Morten Kimer

Det sagde de efter kvalifikationen:

Morten Jespersen, pole position:
– Det er vist godkendt at starte forrest. Kvalifikationen har aldrig rigtig været min spidskompetence. Vores mål var egentligt at sætte bilen i top 3, for så ville vi have noget at arbejde med i morgen, så det er over al forventning. Jeg føler, at der er endnu mere i bilen, så jeg ser frem til at få løbet i gang.

Tommy Nygaard, P2:
– Jeg ville gerne have været foran Morten, men jeg tror, vi får nogle gode dueller. Vi skal lære bilen endnu bedre at kende, og så skal de sidste hundrededele også nok komme. Her er god stemning, og jeg tror vi får en fed sæson – det er rart, at der er så mange med.

Kenn Bach, P3:
– Efter alt gik galt for mig i træningen, så måtte jeg forsøge at glemme det. Synes jeg fik timet det hele ret godt, og fik mig placeret fornuftigt på banen til at sætte tiden, da dækkene var bedst. Er godt tilfreds med at have indersporet i morgen, og jeg må prøve at komme godt med fra start – det bliver vildt tæt i toppen.

Malthe Büttner, P4:
– Jeg er godt tilfreds med at starte firer. Banen var ret glat til træningen, så jeg fik ikke meget ud af det, men det er meget positivt, at farten er her nu.

Filip Sandström tog syvendebedste tid i 1.18.296. De 11 hurtigste er indenfor et sekund. Foto: Kimers Foto / Morten Kimer

Med solid deltagelse og hele 16 biler på plads, blev årets test- og mediedag i DS3 Cup en stor succes. For mange teams blev dagen det første møde med de opdaterede biler og dæk, der er i serien i år. For at gøre skiftet til de nye dæk fra Hankook så let som muligt, stillede dækleverandøren da også talstærkt op – og det med egen ingeniør, der hele dagen delte gode tips og tricks ud til de nye dæk.

For de fleste krævede det hele lidt tilvænning, men lidt efter lidt begyndte de fleste at ramme en fornuftig opskrift.
En af de nye kørere, der på testdagen fik godt fat i både bilen og Jyllandsringen, er Morten Jespersen. Nordjyden er tilbage på de danske baner efter et års pause, og han var meget godt tilfreds med mandagens resultater:
– Jeg synes vi kom godt med. Udgangspunktet er fint, og det er meget positivt at komme ud i en ny bil og føle sig til rette i en fart. Vi kørte Supercup sidst, og blev ikke sådan helt dus med bilen – men her kan vi mærke forskel på alle ændringer, og det er virkelig godt, forklarer han.

Morten Jespersen, DS3 testdag 2017, Foto: Morten Kimer

Der mangler lidt

En anden debutant i DS3-sammenhæng er Mads Frederiksen. Sidste års mester i 1600 Challenge nåede ikke helt mandagens mål, men østjyden mener ikke, at løsningerne er langt væk:
– Det gik ikke helt, som vi havde forventet. Dækkene bliver slidt for hurtigt, og jeg føler ikke helt, at vi er, hvor vi skal være. Men jeg tror, det løser sig, når vi får kørt noget mere.

En af de mange kørere, der konstant blandede sig i toppen i fjor, Rune Staudt, var også på Jyllandsringen for at prøve sin helt nye racer af. Også Staudt er positiv omkring udsigterne for sæsonen. Bilen har en god balance, forklarer han:
– Vi prøvede lidt forskelligt, men det gav desværre ikke så meget på uret, som vi håbede. Til gengæld er der en god balance i bilen, og jeg forventer, at vi får det på plads til åbningsløbet.

Rune Staudt ved testdagen 2017, Foto: Morten Kimer

Husk sæsonpremieren, der køres den 22-23. april på Jyllandsringen.