Indlæg

Den mesterskabsførende Morten Jespersen udbyggede søndag middag sin føring i DS3 Cup-mesterskabet med sejr i det første løb af to på Ring Djursland. Men det blev ikke uden kamp. Svenske Filip Sandström er ligesom sin nordjyske konkurrent debutant i DS3 Cup, og den svenske teenager leverede en brav kamp helt til målstregen.

Jørgen Worthmann og Jonas Lynge leverede en utroligt underholdende duel i 1. heat. Til slut trak Lynge sig bedst ud af duellen. Foto: Morten Kimer.

De to forreste kom bedst fra start, og fik hurtigt lavet et lille hul ned til forfølgerne. Mads Frederiksen og Jørgen Worthmann kom fornuftigt afsted fra 3. og 4. position, men Worthmann fandt hurtigt vejen forbi Frederiksen i en flot overhaling ned ad trapperne – et af de sværeste steder på banen.
Kampen om tredjepladsen blev imidlertid hurtigt intens, for også Jonas Lynge og Tommy Nygaard ville være med. Jonas Lynge fandt også en vej forbi Mads Frederiksen og satte en utroligt spændende duel ind mod Jørgen Worthmann – en kamp, der gik over flere omgange, og endte med, at Lynge kunne tage tredjepladsen foran netop Worthmann.

Mads Frederiksen følges tæt af Tommy Nygaard. Foto: Morten Kimer

Mads Frederiksen lå hele vejen godt til, men i løbets døende minutter fortsatte han lige ud for enden af trapperne. Det betød, at Tommy Nygaard rykkede op på femtepladsen, mens Rune Staudt kunne indtage den sjetteplads, der i eftermiddagens finale giver nordjyden pole position.

Desværre for Mads Frederiksen endte hans løb i sandet efter et ellers flot løb med gode dueller. Foto: Morten Kimer

I mål blev det til sæsonens tredje sejr for Morten Jespersen foran Filip Sandström og Jonas Lynge. Jørgen Worthmann, Tommy Nygaard og Rune Staudt afrunder top seks, mens Louise Frost blev nummer syv. Sonny Nielsen, Kenn Bach og Heidi Frydenhaug udgør top 10.

Det sagde de efter løbet:
Morten Jespersen, vinder:
– Mit mål var at komme afsted med et tidligt forspring, men det lykkedes ikke rigtigt. Filip kørte sindssygt stærkt, og var hele tiden med mig. Det var en fed kamp, for han var meget fair og jeg synes, vi fik kørt med en fin, gensidig respekt for hinandens materiel. Til sidst begyndte dækkene at give op, og jeg måtte kæmpe ret hårdt for at holde føringen.

Filip Sandström, P2: 
– Jeg er enormt tilfreds. Starten blev god, og jeg havde hele tiden muligheden for at kæmpe med Morten, for vi fik hurtigt skabt et hul til de andre. Jeg gjorde mit bedste, men han var svær at komme forbi.

Jonas Lynge, P3:
– Det havde været fedt at nå lidt længere op på skamlen, men de andre var kørt, da jeg var færdig med at kæmpe mod Jørgen Worthmann. Fantastisk duel!

Jørgen Worthmann, P4:
– Igen en meget fair og ikke mindst underholdende kamp. Vi fik en fed duel ud af det, og det var sjovt at se, hvordan forskellige linjer påvirker en omgang herude.

Weekendens finale køres 15.55 søndag.

For de, der har deres faste gang på de danske baner i både banerace og rallycross er nordjydens navn helt sikkert velkendt, for karrieren begyndte med masser af sæsoner i rallycross, og kulminerede i den lynhurtige klasse for Supercars. Her kørte Morten Jespersen EM i 2007-2009.

Siden gik turen til banesporten og Yokohama 1600 Challenge. Her tog nordjyden det samlede DM i 2014, og kørte SuperCup i 2015, mens han i fjor holdt en pause fra motorsporten.
Nu er det comeback-tid, og vi har taget en snak med Morten Jespersen om hans forventninger til den kommende sæson i Citröen DS3 Cup. Bilen blev købt i slutningen af 2016, og siden har forberedelserne stået på.

Sådan så det ud, da Morten Jespersen sidst kørte. Det var i Yokohama SuperCup i 2015. Foto: Jespersen Motorsport.

Tæt konkurrence er afgørende

DS3: Hvordan går forberedelserne til sæsonen?

– Det går fint her. Vi har fået renoveret nogle dele hos Insight Racing, og vi er ved at samle bilen nu, så vi kan teste den, når vejret tillader det. Jeg har prøvet DS3-raceren en enkelt dag på Jyllandsringen, og den overraskede mig meget positivt, så jeg ser frem til at komme i gang med sæsonen, siger Morten Jespersen.

DS3: Du har jo efterhånden kørt en del forskellige klasser. Hvad tiltaler dig ved DS3 Cuppen?

– Jeg kan godt lide, at bilerne er helt ens, og at det ikke nødvendigvis er den med det største budget, der også kører hurtigst. Det betyder selvfølgelig meget at få testet, og det koster naturligvis, men grundlæggende har vi alle det samme udgangspunkt. Det er super fedt.

DS3: I dine tidligere sæsoner på de danske baner har du været godt med fremme. Hvad er målet for i år?
– Jeg håber at kunne slutte i top 3, men jeg går ydmygt til opgaven. Jeg ved, at der nok skal blive en meget hård kamp om det. Det er spændende, at der kommer mange nye kørere til, så det bliver spændende at se, hvor alle står til åbningsløbet, lyder det fra Morten Jespersen.