Indlæg

2019-løbskalenderen er klar, og den byder på en række ændringer i forhold til de kalendre, vi har kørt med i de seneste par sæsoner. Danske Padborg Park er tilbage på kalenderen for første gang siden 2015, og i august går turen desuden til Falkenberg i Sverige for første gang.

Kalenderen er denne gang fri for løb i sommerferien, så der er en god pause fra Padborg Park midt i juni til sæsonen genoptages i Sverige midt i august.

I forhold til 2018 udgår Ring Djursland og Kinnekulle, mens der er genvalg til norske Rudskogen, der i år lægger asfalt til sæsonpremieren i maj. Jyllandsringen er vært ved tre lejligheder – i juni samt til Grand Prix Danmark og DM Finalen, der traditionen tro køres i den første weekend af oktober.

Der er genvalg til Rudskogen i Norge. Banen er vært for årets første afdeling, som køres i begyndelsen af maj. Foto: Morten Kimer

2019-kalenderen er derfor som følger:

4-5. maj: Rudskogen, Norge
7-9. juni: FDM Jyllandsringen, Danmark
15-16. juni: Padborg Park, Danmark
17-18. august: Falkenberg, Sverige
6-8. september GP Danmark Jyllandsringen, Danmark
5-6. oktober DM Finalen, Jyllandsringen, Danmark

Thomas Faraas havde dækket op til den helt store hjemmebanefest i 1. heat, hvor han startede fra pole position – men den fest aflyste Jonas Lynge. Bedre gik det til gengæld i lørdagens andet og sidste løb, hvor Faraas fra femte startposition fightede sig til føringen – og holdt den til mål.

Per Andre Støle kom ellers fint fra start, men et sammenstød med Erik Bertilsson kostede dyrt for begge parter. Foto: Morten Kimer

Fra startstregen var det ellers med en anden nordmand forrest, nemlig Per Andre Støle. Han startede lige foran Erik Bertilsson, og de to nåede desværre dårligt en halv omgang før det kom til kontakt, og de begge tabte mange pladser. Midt i det hele fandt Faraas vejen gennem tumulten og satte sig på føringen, skarpt forfulgt af Insight Racings Kristian Moe Sætheren og Kenn Bach.

Bach var tidligt med helt fremme i feltet, men blev dømt for en tyvstart, som sidenhen kostede nordjyden en stor bunke mesterskabspoint. Herfra var kampen ude foran for alvor åben. Faraas havde efter fire-fem omgange fået slået føringen fast, og Kristian Sætheren var også godt kørende i anden position. Men Jonas Lynge ville det anderledes, og tog først kampen op med Sætheren, som ikke fandt sig i alverden og svarede godt igen på nordjydens angreb.

Til sidst måtte Kristian Sætheren dog se Lynge stikke forbi – hvorefter jagten på Thomas Faraas for alvor gik ind. Knap fire sekunder blev løbende barberet ned til godt et enkelt – men målflaget afgjorde det hele for den erfarne nordmand, der indkasserede årets første sejr foran Jonas Lynge og Kristian Moe Sætheren.

Umiddelbart bag dem fik Eric Nilsson vendt det ærgerlige resultat fra første løb med stor fight og hårdt arbejde. Arbejde, der atter understregede, at den unge svensker er én, man absolut bør holde øje med fremover. Han indkasserede en fjerdeplads foran landsmanden Isac Aronsson, der også fik kæmpet sig frem i rækkerne. Mads Frederiksen rundede top seks af i en weekend, hvor østjyden generelt kæmpede med tekniske udfordringer.

Isac Aronsson, her forrest, havde en lang og underholdende duel med Mads Frederiksen. Svenskeren trak sig bedst ud af kampen og landede en femteplads, mens Mads Frederiksen tog sjettepladsen. Foto: Morten Kimer

Det efterlader en samlet stilling, hvor Jonas Lynge har lagt sig i front med en solid margin. 140 point står han aktuelt noteret for, mens Kristian Moe Sætheren med denne weekends stabile kørsel indtager andenpladsen med 91 point. Bag nordmanden er der tæt fight, for Kenn Bach har tredjepladsen og 76 point foran Erik Bertilsson med 75. Femtepladsen har Eric Nilsson med 65, mens Mads Frederiksen er sekser samlet med 63.

Det sagde de efter finalen:

Thomas Faraas, vinder:
– Jeg fokuserede meget på at få en god start. Tog jeg ikke straks pladser, så vidste jeg, at det ville blive svært. Jeg var ret heldig med det hele derude, for fra tredje omgang kunne jeg køre mit eget løb. Vi er godt i kontrol med bilen, og jeg ser frem til at køre igen i Sverige.

Jonas Lynge, P2:
– Da Faraas stak af derude, tænkte jeg godt nok mit, men jeg fik kæmpet mig godt frem, og hentede ham også. Desværre var løbet lige et par omgange for kort til en rigtig duel – men det tager vi med. Den her weekend gav noget af det sjoveste race, vi har leveret i hele serien i år, og det er jo vigtigt.

Kristian Sætheren, P3:
– Superfint løb. Der var masser af gode kampe i feltet, og jeg havde en kanon duel med Jonas Lynge derude. Han endte godt nok med at slå mig, men sjovt var det.

Podiet fra heat 2 – Thomas Faraas vinder foran Jonas Lynge og Kristian Moe Sætheren. Foto: Niklas Majgaard

Næste opgave for DS3 Cup-feltet er i Sverige om to uger, når turen går til SSK Seriens traditionsrige Race Week på den lynhurtige Kinnekulle Ring i Götene, Sverige.

 

Jonas Lynge høstede sæsonens fjerde heatsejr af fem mulige, da DS3 Cup skød gang i løbsafviklingen på Rudskogen.

Fra start lignede det ellers udgangspunktet for en god, norsk fest. Thomas Faraas fik en fin start, og formåede længe at holde sig forrest under et langt pres fra den mesterskabsførende Jonas Lynge.

Thomas Faraas forsvarede med vold og magt føringen, men kunne ikke stå for presset fra den forsvarende mester. Foto: Morten Kimer

Svenske Eric Nilsson startede fra tredje position, men det blev en kort fornøjelse for den unge svensker, der spandt af banen i første sving og satte sit gode udgangspunkt over styr. Det udnyttede blandt andre Kenn Bach. Han fik en solid start fra femte position, og kom hurtigt op som nummer tre – godt hjulpet på vej af en overhaling af holdkammeraten Kristian Sætheren fra Insight Racing, og så Nilssons afkørsel.

Thomas Faraas’ føring stod dog ikke for presset. En flot indbremsning for enden af start/mål-langsiden bragte Jonas Lynge i front, og Kenn Bach var ikke sen til at forsøge at udnytte muligheden. Han gik straks på indersiden af Faraas, og de to duellerede side om side ned ad Angsten, inden Faraas slog andenpladsen fast og lavede afstand til Kenn Bach.

Dragrace! Kenn Bach, her til højre, prøver at overhale Thomas Faraas på Rudskogens store bakke, også kaldet Angsten. Foto: Morten Kimer

Den største højdespringer bag de fire førende var Erik Bertilsson, der fik en superstart fra 9. position og hurtigt bragte sig op som femmer. Det blev også løbsresultatet for svenskeren. Top seks afrundes af endnu en hjemmebanekører, nemlig Per Andre Støle, som kan se frem til at starte finalen fra pole position.

Norske Per Andre Støle hev sjettepladsen i land, og starter således på pole i finalen 16.30. Her deler han første række med Erik Bertilsson fra Sverige. Foto: Morten Kimer

Det sagde de efter løbet:

Jonas Lynge, vinder:

– Vi havde en fin kamp om føringen derude, men jeg fik heldigvis afgjort det med en overhaling for enden af langsiden. Målsætningen var hele vejen at få en hel bil hjem – og det er også den plan, jeg kører efter i finalen senere i dag.

Thomas Faraas, P2:

– Jonas var virkelig hurtig. Jeg formåede ikke at holde ham bag mig, men jeg kunne hænge på og fortsat presse, hvilket var en fed oplevelse. Jeg er alt i alt godt tilfreds med at køre mig på podiet efter alle vores problemer – men nu vil jeg lige prøve at finde en smule mere fart frem. Vi prøver at få det sidste med, for så skal vi nok vinde et motorløb også!

Kenn Bach P3:

– Jeg fandt da i hvert fald ud af, hvorfor der er et område, der hedder Angsten… Jeg havde en fed duel med Faraas hele vejen ned, og nu ved jeg, hvorfor stedet har det navn. Alt i alt er jeg godt tilfreds med en tredjeplads, for det var mit realistiske mål for løbet. Med en god start i finalen, så er der muligheder igen.

Der er finale klokken 16.30 på Rudskogen. Du kan følge det hele live i tekst og på billeder – se mere på www.facebook.com/ds3cup og på Twitter, @DS3CUP.

Har du fulgt med i skandinavisk motorsport, så får navnet Thomas Faraas nok en klokke til at ringe. Den norske kører har været omkring en lang række bilklasser. Han kørte blandt andet DTC tilbage i 2001 og har derudover kørt en del i Sverige i blandt andet JTCC og haft en enkelt optræden i STCC. Nu springer den erfarne standardvognskører ud i et nyt projekt, for han er til start allerede i den kommende weekend, når der er premiere på DS3 Cup 2018.

Skiftet til DS3 Cup har været undervejs hele vinteren, men sygdom satte en midlertidig stopper for planerne. Heldigvis er Thomas Faraas meldt rask og klar til mere motorsport – og det fik den norske satsning tilbage på sporet, selv om tidsplanen har været lidt stram i de sidste par uger:
– Vi begyndte at arbejde på bilen i november, men jeg blev alvorligt syg i februar i år. Det satte en stopper for projektet midlertidigt. Jeg fik det bedre, og har fået grønt lys af lægen. Så vi besluttede at gøre et forsøg på at komme til start, forklarer Thomas.

Der blev arbejdet helt op til deadline, men trods sygdom over vinteren er TF Motorsport og Thomas Faraas klar til start på Jyllandsringen. Foto: TF Motorsport

Udfordringer eller ej, så håber den 38-årige kører at blive klar til tætte kampe – det er grunden til valget faldt på DS3 Cup.
– Vi kommer nok lidt uforberedte til første løb, da vi ingen tests har kørt, men regner med, at vi er godt kørende efter et løb eller to. Jeg elsker tætte og gode fights, og jeg ved, at niveauet i serien er godt. Det er det, vi vil, slår Thomas Faraas fast.

 

Der er stor svensk interesse i DS3 Cup igen i år – og igen er Sverige også vært for et løb, når turen i slutningen af juli går til Kinnekulle Ring.
Vi har allerede hilst på Anton Bergström, der også er et nyt svensk ansigt i DS3 Cup – og nu skal vi møde 15-årige Eric Nilsson.

Eric har netop afrundet en uges tests med Insight Racing på Circuito Tazio Nuvolari i Italien, og det var på alle måder en succes, beretter han:
– Ugen er gået virkelig godt i Italien. Vi fik lært en masse om bilen og banen, og vi fik prøvet en stribe forskellige setups. Til sidst, altså torsdag, var vejret også med os, så jeg fik prøvet bilen på friske dæk. Det gav en af ugens bedste tider, så det er jeg meget tilfreds med. En god uge og masser af omgange – det er helt perfekt.

En af to nye svenske kørere i DS3 Cup i år er 15-årige Eric Nilsson fra Broby.

Kartingbaggrund

Eric har på mange måder den samme baggrund som sine landsmænd i DS3 Cup, for også Eric Nilsson skiftede indledningsvist sin tilværelse i karting ud med den svenske Renault Clio Juniorcup. Denne serie har den fordel, at man kan begynde at køre banerace som 14-årig – og det sker tilmed, at der gives dispensationer, så de unge talenter kan komme ud at køre bil endnu tidligere.

– Jeg har kørt karting siden jeg var tre eller fire år, så det har på alle måder været en del af min opvækst. Senest har jeg kørt to sæsoner i Clio Juniorcup, men jeg føler, at tiden er inde til at gå videre. Her valgte jeg DS3 Cup, for feltet er enormt stærkt, og det er præcist, hvad jeg søger. Som rookie og junior er mit mål at lære så meget som muligt om bilen og dens opsætning – og så har jeg da en lille forhåbning om at kunne overraske i nogle af løbene. Det er i hvert fald min ambition!, tilføjer han.

Valget faldt på DS3 Cup efter et besøg på Jyllandsringen sidste år – noget, der imponerede:
– Vi var på besøg på Jyllandsringen, og fik et godt indtryk af serien. Jeg synes, der er et godt arrangement, og der er altid tæt kamp på banen – det er absolut et plus i min bog. Jeg har kørt en del på Kinnekulle og glæder mig virkelig til at køre i DS3’eren på hjemmebanen. Seriens øvrige baner kender jeg ikke noget til, så det bliver spændende at prøve kræfter med nye baner hele tiden.

Travl sæsonoptakt
Maksimal køretid er det, som Eric Nilsson vægter højt op til sæsonstarten. Der har allerede været en enkelt testkørsel hjemme på Kinnekulle i slutningen af 2017-sæsonen, og nu har den unge svensker som nævnt også fået en uges testkørsler i Italien. Næste stop er den officielle test- og mediedag i DS3 Cup, som finder sted på FDM Jyllandsringen d. 9. april.

Når DS3 Cup-sæsonen 2018 flages i gang på Jyllandsringen til maj bliver det med Gravlund Industrigummis logo på feltets forrudestreamere.

Det står klart efter direktør Mads Gravlund har indgået en aftale, der betyder, at virksomheden fra Ballerup hele sæsonen er hovedsponsor for DS3 Cuppen – og dermed er repræsenteret på bilernes forruder.
– Vi har valgt at blive hovedsponsor i DS3 Cup, og har forruden på alle bilerne i den kommende sæson. Jeg glæder mig meget til at se det, og håber naturligvis, at vi får masser af TV-dækning. Men først og fremmest er jeg med, fordi jeg gerne vil støtte dansk motorsport, forklarer Mads Gravlund.

Gravlund Industrigummi var også repræsenteret ved sidste års finaleweekend – i år vil de hvide bannere pryde DS3 Cuppen hele sæsonen.

Hvis navnet Mads Gravlund får en klokke til at ringe blandt motorsportsfans, så er der bestemt en grund til det. Gravlund har nemlig selv kørt en del banerace – dels i historiske biler, men også i DS3 Cuppens forgænger, Citroën Saxo Cup.
– Jeg har efterhånden kørt en del forskellige kategorier. Det startede med gokart i mine unge dage, og siden gik turen forbi flere bilklasser inklusive Saxo Cup. Derudover har jeg stadig min Alfa Romeo, som jeg har brugt til historisk racing – men i dag går det meste af min motorsportstid med at tage til løb med min søn Sebastian. Da hans gokartkarriere kom i gang, lukkede jeg lidt ned for mine egne motorsportsambitioner. I dag har det virkelig taget fart for ham, og jeg har vel egentlig aldrig brugt så meget tid på motorsport som nu, fortæller han.

Gravlund Industrigummi har base i Ballerup, og har speciale i at støbe gummikomponenter på bestilling. Virksomheden producerer til en lang række kunder, og laver alt fra små specialopgaver til bestillinger på mange tusinde enheder ad gangen – for så forskellige kunder som medico-industrien til produktion af tog.

En af de tætteste sæsoner i Citroën DS3 Cuppens historie skal i den kommende weekend finde sin afgørelse på Jyllandsringen, når DM-Finalen afvikles. Efter fem løbsweekender er alt fortsat åbent i top tre generelt – og i hvert fald fire kørere har en mere end realistisk chance for at kunne tilkæmpe sig en samlet fjerdeplads.

Kun én titel er allerede placeret – nemlig den nye nordiske FIA NEZ-titel, som blev afgjort ved Grand Prix Danmark. NEZ blev kørt over tre afdelinger, og er uddelt efter resultaterne på Vålerbanen i Norge, Kinnekulle Ring i Sverige og endelig Jyllandsringen ved Grand Prix Danmark for lidt over en måned siden. Her gik kampen om pokalen helt til målstregen, inden Jonas Lynge sikrede sig titlen umiddelbart foran sin nærmeste konkurrent, Morten Jespersen.

I den kommende weekend har Morten Jespersen dog alle muligheder for at tage revanche mod sin konkurrent. Aktuelt har han 175 point i den samlede stilling, og fører med ni point over Jonas Lynge, men de to nordjyder er langt fra alene om at kunne tage titlen. Bag sig har de nemlig det svenske supertalent Filip Sandström, som i særligt sæsonens anden halvdel har fundet storformen frem. Sandström er aktuelt noteret for 155 point, og har derfor stadig alt at kæmpe for, da der i alt er 50 point at køre om.

Kenn Bach er godt på vej mod den samlede titel i Petronas Cup – mesterskabet for kørere over 40 år.

Tætte kampe udenfor top 3
Louise Frost har aktuelt den samlede fjerdeplads, og Insight Racing-køreren skal i weekenden forsøge at følge op på sin bedste weekend i sæsonen. Ved Grand Prix Danmark blev det til en superflot sejr i lørdagens løb samt en femteplads i søndagens løb. Det giver hende 94 point, men der bliver tæt kamp om fjerdepladsen. Kenn Bach er nummer fem med 91 point, og Mads Frederiksen har sjettepladsen med 90.
Jørgen Worthmann og Heidi Frydenhaug har med fratræk 73 point hver – og begge kan med en god weekend også blande sig i kampen.

Louise Frost havde sæsonens hidtil bedste løbsweekend ved Grand Prix Danmark. Her vandt hun lørdagens heat. Det har bragt hende op på den samlede fjerdeplads, og der er gode muligheder for at sikre den.

Nye ansigter
DM-Finalen er samtidigt tid for et par rokader i Citroën DS3 Cup. Blandt andet er der en ny kører på gridden. Kenneth Kolbe Jensen kommer egentligt fra rallysporten, men fik på Kinnekulle Ring lejlighed til at prøve en DS3 Cup-racer. Det var nok til at overbevise rallykøreren fra Slagelse, og i weekenden debuterer han i sin nyindkøbte Citroën DS3:
– Jeg prøvede Sonny Nielsens bil, da vi var i Sverige. Det gik sådan set meget godt – jeg kom i hvert fald til at købe en bil selv, griner Kenneth og tilføjer:
– Hvad bilen angår, er jeg ikke nervøs for noget. Den minder meget om de racerbiler, jeg hidtil har kørt i. Det bliver en sjov udfordring uanset hvad. Jeg går naturligvis efter at være med, hvor det brænder, men konkurrencen bliver hård, lyder det fra Kenneth Kolbe Jensen.

Som vanligt er vi live på Twitter med opdatering fra kvalifikationen lørdag samt søndagens to afgørende heats i Citroën DS3 Cup. Ligeledes opdaterer vi undervejs på Facebook.

 

Grand Prix Danmarks lørdagsløb bød i Citroën DS3 Cup på et af de mest uforudsigelige heats længe i Skandinaviens stærkeste mærkeklasse. Få minutter før løbsstart blev alle overrasket af en større regnbyge, hvilket betød, at størstedelen af feltet fik den tvivlsomme ære at at skulle starte på tørvejrsdæk, selv om banen var drivvåd.

Kun én gættede helt rigtigt, og det var Louise Frost, der nåede at få skiftet til regnvejrsdæk uden at miste sin plads på gridden. Andre satsede på at skifte til regndæk mod at starte fra pitlane. Det gjorde blandt andre mesterskabstreeren Filip Sandström og hans svenske kolleger, Isac Aronsson og Erik Bertilsson. Kenn Bach startede også fra pitlane, men fik ingen fordel af regnvejrsdækkene – han var nemlig kommet så sent ud, at han ikke kunne komme til start på gridden, og var dermed bagerst og på tørvejrsdæk.

Mesterskabskampen går helt til sidste meter. Igen leverede Morten Jespersen og Jonas Lynge et fremragende show. Foto: Morten Kimer

Jonas Lynge kom fra pole position klart bedst afsted, og lavede indledningsvist et hul ned til sine nærmeste forfølgere, Morten Jespersen og Tommy Nygaard. I mellemtiden fløj Louise Frost frem gennem feltet, og allerede efter to omgange meldte hun sig ind i kampen oppe foran. Det tog ikke lang tid for Insight Racing-køreren at bringe sig i front, hvorefter Frost slog et enormt forspring på den optørrende bane.

Med mesterskabskampen helt åben fortsatte Jonas Lynge og Morten Jespersen en lang, sej kamp hele vejen til det ternede flag. Jespersen indtog andenpladsen efter en eksemplarisk overhaling ind i første sving – og trods adskillige gode forsøg, lykkedes det aldrig Jonas Lynge at få svaret igen. Også om fjerdepladsen blev kampen hård. Jørgen Worthmann og Tommy Nygaard havde en vild kamp, som Nygaard til sidst endte med at vinde. Umiddelbart bag dem stod kampen om den vigtige sjetteplads, der giver pole position i søndagens heat.

Tommy Nygaard fik det bedste ud af situationen – med slicks på den regnvåde bane tog midtjyden fjerdepladsen hjem. Foto: Morten Kimer

Regnvejrsløbet ændrer mesterskabsstillingen

Her fightede Mads Frederiksen sig til den vigtige sjetteplads, mens Rune Staudt og Filip Sandström blev nummer syv og otte. Siden blev Staudt diskvalificeret for at have brugt to forskellige typer dæk på bilen – det er nemlig ikke tilladt at bruge både regnvejrsdæk og tørvejrsdæk på samme tid.

Syvendepladsen til Filip Sandström koster den unge svensker dyrt på flere planer. I denne weekend køres den sidste tællende afdeling til det nordiske NEZ-mesterskab i DS3 Cup. Og eftersom han var helt med i kampen inden dette heat, bliver det nu et drama mellem Jespersen og Lynge. De adskilles nemlig kun af ét point. Samlet er Sandström dog stadig inde i kampen. Da alle stryger sæsonens to dårligste heats, er svenskeren fortsat kun tre point fra andenpladsen.

Med sejren springer Louise Frost frem på en samlet femteplads – lige bag Mads Frederiksen, der er firer nu.

Louise Frost kæmper mod Jørgen Worthmann. Foto: Morten Kimer

Det sagde de efter løbet:
Louise Frost, vinder:
– Det her løb var totalt vildt. Jeg tænkte egentligt ikke så meget over det, da jeg kørte mig op gennem feltet, men da jeg fik at vide, at jeg førte, tænkte jeg “Hvad gør jeg egentligt nu?”. Jeg formåede at holde hovedet koldt, og fik det kørt hjem. Vild oplevelse. Vi var i tvivl om dækvalget, men min far var lige ude at kigge i pitlane under løbet før vores, og han var ikke i tvivl. Vi satsede, og det viste sig at være en god beslutning.

Morten Jespersen, P2:
– Jeg vandt vel på slicks….. Ej, det her løb var lidt mere end bare spændende. Jeg kører ud på tørvejrsdæk og tænker straks, at det ikke ligefrem var en god beslutning. Jonas og jeg kom godt fra start, og vi havde hele vejen en god duel. Jeg var heldig med, at han fik lavet en fejl, så jeg kunne gå forbi ham og forsvare andenpladsen hele vejen hjem – men i en tæt kamp. At vi kan køre så tæt om mesterskabet i sådan et vejr, er en af de helt store kvaliteter ved DS3 Cup. Stor cadeau til Jonas for det!

Jonas Lynge, P3:
– Løbet var ret svært. Jeg fik ellers en fin start, men tabte vigtige meter til Morten på en fejl. Det var en vild kamp, men jeg nåede aldrig forbi. Alt i alt er jeg dog tilfreds. Det var enormt svære forhold at køre under, men jeg holdt gang i mesterskabet og kom på podiet, selv om det var svært.

Sommerferien er for alvor slut i DS3 Cuppen. For tre uger siden gæstede serien den svenske Race Week på Kinnekulle, og nu er det tid til sæsonens største løb – Grand Prix Danmark på Jyllandsringen.

Det sker med en mesterskabsstilling, hvor alt fortsat er åbent. I Sverige sejrede Jonas Lynge og Filip Sandström, der aktuelt indtager 2. og 3. pladsen i den samlede stilling. I virkeligheden rykkede de to spændende løb på Kinnekulle ikke nævneværdigt ved tabellen, for med to andenpladser holdt den mesterskabsførende Morten Jespersen føringen.

Trængsel i 1. sving på Kinnekulle. Foto: Bengt-Åce Gustavsson/Racefoto.se

Det nordiske mesterskab skal afgøres

Umiddelbart bag de tre førende er kampen fortsat tæt. Mads Frederiksen er aktuelt nummer fire i den samlede stilling, og scorede med en fjerdeplads på Kinnekulle sit hidtil bedste løbsresultat i sæsonen. Han følges af Kenn Bach på den samlede femteplads. Bach fører i øvrigt også Petronas Cup for kørere over 40 år.
Jørgen Worthmann stod over løbet i Sverige, men har fortsat sjettepladsen samlet – og sønderjyden plejer at gøre en god figur på Jyllandsringen, så der kan ske meget endnu.

Som noget nyt kører DS3 Cup også et FIA North European Zone-mesterskab i år. Det afgøres over tre løbsweekender i Norge, Sverige og nu Danmark, hvor Grand Prix Danmark bliver sidste løb i tabellen. Her fører Jonas Lynge med en margin på bare to point ned til Morten Jespersen.

Udenlandske gæster

At DS3 Cuppen generelt har fået god opmærksomhed udenfor de danske grænser blev understreget af NEZ-mesterskabet og afdelingerne i Norge og Sverige. Men til Grand Prix Danmark får serien også besøg af i alt tre mærkeklubber. DS3 Klub Danmark får følgeskab af ligesindede fra England og Tyskland, som har valgt at tage den lange tur til Jyllandsringen. Ud over den danske klub kommer også syv DS3-ejere fra England og Tyskland og ser, hvad en af Skandinaviens stærkeste mærkeklasser har at byde på.

Ved Grand Prix Danmark kommer DS3 klubber fra Danmark, Tyskland og England på besøg. Her er et par af de britiske biler fra DS3 GB Owners Club. Foto: Martin Clews.

 

For Heidi Frydenhaug har vinterpausen budt på et par større ændringer, der betyder, at hun i år debuterer i endnu en skandinavisk baneklasse. For nylig fik Heidi en søn, og hun mener derfor ikke, at den fysiske form helt når til det punkt, hvor den bør være i en klasse som DTC.

– Jeg har kørt DTC i de sidste to år, men flere ting faldt ikke helt i hak, så vi kunne få en ny, komplet sæson i serien. For det første rakte budgettet ikke helt, så vi måtte se på alternativerne. I teamet har vi fulgt godt med i DS3 Cuppen fra sidelinjen, og vi blev hurtigt enige om, at klassen er et sjovt og konkurrencedygtigt alternativ. Der er masser af tætte fights på lige vilkår – det er lige hvad vi ønsker at få, forklarer hun.

En omvæltning
Selv om det kan virke som en stor ændring at gå fra den buldrende V8-racer til den forhjulstrukne DS3-racer, så mener Heidi ikke, at springet bliver så stort. Hun har nemlig kørt forhjulstrukne touringcars tidligere i karrieren.

– Inden DTC kørte jeg Renault Clio Cup. Jeg følte mig virkelig godt tilpas i den bil, og jeg håber, at DS3’eren er noget lignende at køre. Jeg har endnu til gode at teste bilen, for der er for meget sne her. Men jeg håber at få prøvet bilen af inden Åbningsløbet i april, siger hun.

Sæsonmålene er ligeledes ambitiøse. 2017 skal give værdifulde erfaringer, så Heidi Frydenhaugs team kan komme endnu nærmere det langsigtede mål – det er, at Heidi Frydenhaug skal køre i den tyske langdistanceserie, VLN.

– Jeg håber at være med i toppen og at kunne kæmpe med om mesterskabet. Vi vil gerne have en masse erfaringer med fra DS3 Cup – men vi glæder os også som team til det gode sociale samvær, der er i den altid hyggelige DS3-gade ude på banerne, lyder det fra den norske kører.

Lige nu er arbejdet med den nye bil i fuld gang, da den skal folieres og gøres klar til sæsonstarten.