Indlæg

Nordjylland har hidtil siddet tungt på kvalifikationerne i DS3 Cuppen anno 2016. Således kunne den mesterskabsførende Jacob Mathiassen lørdag gøre det til fem poles i fem forsøg, men det glippede for den hurtige hobrogenser, der måtte se sig slået på Jyllandsringen. I stedet var en debutant i DS3-sammenhæng, Kasper Jensen, hurtigst. Jensen fik dog ikke lov at beholde sin fornemme tid, der blev sat i de døende minutter, da bilen blev vejet og fundet for let i den tekniske kontrol. I stedet starter en anden nordjyde fra 1. position i søndagens første heat, nemlig Rune Staudt.

Fra start var alt ellers ved det gamle. Mathiassen lagde hårdt ud, og tiderne faldt hurtigt i retning af 1.18 og siden derunder. Rune Staudt har imidlertid fundet masser af fart i sin bil mod sæsonens slutning, og han fulgte Mathiassen godt til dørs ved at være hurtigst af alle på anden omgang, og satte poletiden allerede i tredje forsøg.
Bag Staudt bød flere kørere ind i duellen, hvor det hele tiden bølgede frem og tilbage i fighten om næstbedste tid.


Mister pole position

Mod slutningen valgte mange at skifte dæk, hvilket blandt andre Kasper Jensen udnyttede til fulde. Med minimal tid i bilen satte han først 4. bedste tid, og lige efter gik han på pole i 1.17.422. Samtidigt satte Karin Elise Fossen tredjebedste tid, men blev kort efter overgået af Jonas Lynge. Det blev dog alligevel ikke pole position til Jensen, der i den følgende tekniske kontrol viste sig at have en bil, der var for let.

Dermed er Rune Staudt på pole position foran en stærkt kørende Jonas Lynge. De følges af Jacob Mathiassen og Karin Elise Fossen, mens tredje række udgøres af Emrik Smedberg og Jørgen Worthmann.

 

Rune Staudt, Pole Position:
– Jeg havde på fornemmelsen, at vi kunne slå tiderne fra træningen, men sådan gik det ikke helt. Vi har godt med fart denne weekend. Jeg har læst lidt mere på lektien, og vi fandt også lidt mere fart i bilen. Jeg ser frem til i morgen – det er virkelig godt at have fart til andet end at køre defensivt nu.

Jonas Lynge, P2:
– Det går ret fint for os i dag. Vi har fundet noget af den hastighed, vi har manglet gennem store dele af sæsonen på specielt langsiderne, så vi er godt tilfredse med den her tidtagning. Der er gode muligheder i morgen, men jeg er fast besluttet på, at jeg skal tage et skridt ad gangen og gå roligt til det – vi vil gerne have en hel bil med hjem.

Jacob Mathiassen, P3:
– Efter jeg var hurtigst i træningen, så er det lidt frustrerende, at der pludselig mangler otte tiendedele af et sekund her. Det er jeg lidt skuffet over, men vi må finde lidt fart igen og så må jeg selv jagte nogle stabile point til mesterskabet i morgen.

Kasper Jensen:
– Det er min første dag i bilen, og det hele gik faktisk, som vi ville have det i tidtagningen, for vi var hurtigst… Altså bortset fra, at vi dumpede den tekniske kontrol. Der er ikke så meget at sige til det – det er super ærgerligt.

Weekendens første heat i Citroën DS3 Cup på Ring Djursland gik til Jacob Mathiassen, der fra pole position tog sejren og aldrig reelt var truet i sin føring. Nærmest kom Rune Staudt fra 2. startposition, da han midt i løbet hentede ind på Mathiassen, og kortvarigt havde flere tilbud på en afgørende overhaling, men desværre endte Staudts løb i en enorm afkørsel, da bremsetrykket i bilen forsvandt, og Staudt kørte galt.

Fra start fik polesitter Jacob Mathiassen det optimale ud af sin pole position, og fik lukket godt af for forfølgerne gennem de første sving. Også Jørgen Worthmann kom godt fra land på 3. position, men kunne i begyndelsen ikke helt hamle op med Mathiassen og Staudt. Begyndelsens bedste duel stod mellem svenske Emrik Smedberg og norske Marcus Påverud. Den unge nordmand holdt godt fast, og endte senere med at kunne lægge afstand til Smedberg.

På 2. omgang fik den førende duo, Mathiassen og Staudt, for alvor lagt afstand til forfølgerne, og sådan fortsatte det gennem de følgende mange omgange. Mod løbets slutning fik Rune Staudt fundet farten til at udfordre Mathiassen, og var med flere sene indbremsninger tæt på at kunne gøre alvor af truslen. Desværre for Staudt endte det hele med et bremsesvigt og et stort crash, mens løbet blev afgjort under safetycar. Rune Staudt er blevet kørt på hospitalet til et tjek.

Dermed sluttede det med sæsonens tredje gevinst til Mathiassen, der aktuelt indtager tredjepladsen i mesterskabet. Han fulgtes af Jørgen Worthmann, der med en andenplads kan kalde sig førende i DS3 Cup. Emrik Smedberg, der førte før dagens afdeling er nu treer sammenlagt, da han blev nummer fem i søndagens første løb.

Jacob Mathiassen, vinder:
– Det gik efter planen, det her. Jeg mærkede hurtigt, at bremserne kunne blive varme, så jeg forsøgte at lægge afstand til Staudt, men det fungerede ikke. I stedet valgte jeg at tage den med ro, så jeg kunne holde føringen og samtidigt spare lidt på materiellet.

Andreas Nesset, P3:
– Det er ikke let at komme forbi folk herude, og det er faktisk heller ikke let at finde den sidste tiendedel eller to, som det kræver at være hurtigst. Jeg er ganske tilfreds med at blive treer i det her løb, for det er gode point til mesterskabet, og det er trods alt det vigtigste. Vi håber at have fundet lidt mere pace til det andet løb.