Indlæg

Fynske Mads E. Hansen stiftede sidste år sit første bekendtskab med DS3 Cup, da han ved DM Finalen fik debut i en lejet racer. 17-årige Mads E. Hansen, der hidtil har slået sine folder i karting, har dog fået blod på tanden af den første oplevelse med DS3 Cup, så nu bliver det en fuld sæsonsatsning fra det fynske team.

Derfor bliver sæsonpremieren på Rudskogen også det første løb for det nye team i serien. Et team, der allerede er på plads i den kommende weekend på Motorshow i Herning med en nydekoreret bil.

– Først og fremmest, så synes vi, at alle bag DS3 Cuppen i Danmark var super flinke, da vi kørte det første løb – og det har bare meget at sige, når man skal i gang med noget nyt. Jeg ville gerne prøve noget nyt. Budgettet er ikke det største, og med en rigtig fed første oplevelse af at prøve kræfter med klassen på Jyllandsringen tilbage i oktober, så føles det helt naturligt at vælge DS3 Cup i år.

Målet er at lære en masse, siger Mads E. Hansen, som er på plads med eget team ved årets løb:

– Vi ser det som en god læreklasse. Og alt i alt, så er valget på DS3 også kommet af, at jeg synes det var sjovt og udfordrende. Jeg vil rigtig gerne lære mere, og der virker DS3 Cup som et godt springbræt fra de internationale gokartbaner til de skandinaviske racerbaner!

Mads E. Hansen fik sidste år debut i DS3 Cup ved DM Finalen. Nu er fynboen tilbage med eget team. Foto: Mads E. Hansen/VoresMarketing.com

DS3 Cuppen gæster Motorshow i Herning

I den kommende weekend er DS3 Cuppen desuden på plads i Herning, når der er Motorshow. Vi kan findes i Hal C, hvor Mads E. Hansen er én af to udstillere for DS3 Cuppen. Den anden udstiller er svenske Anton Bergström fra Insight Racing.

I øvrigt vil du i den kommende tid kunne læse portrætter af flere nye kørere, som er på plads i årets DS3 Cup. Vi skal blandt andet se flere nye svenske talenter på de skandinaviske baner.

Vi ses i Herning!

 

Jonas Lynge er godt på vej til at gøre rent bord i DS3 Cup for anden sæson i træk. I fjor blev det til et samlet DM såvel som FIA North European Zone-mesterskabet, der populært kan kaldes det nordiske mesterskab i DS3 Cup.

2018 har fortalt stort set samme historie. Allerede inden DM-finalen er mesterskabstitlen praktisk talt i hus, og i slutningen af august landede den stærkt kørende Lynge også sin anden NEZ-titel af to mulige.

Til gengæld er resten af podiet i den grad en åben affære. Aktuelt er 2. pladsen i årets samlede mesterskab norsk, for Kristian Moe Sætheren fik med en stabil weekend til Grand Prix Danmark bragt sig op på 131 point. Det er syv mere end Kenn Bach, der med 124 indtager den aktuelle tredjeplads. Derfor er der på ingen måde råd til fejltagelser fra hverken Sætheren eller Bach – ellers kan regnestykket hurtigt ændre sig.

Kristian Moe Sætheren, her forrest, ligger aktuelt nummer to samlet. Foto: Niklas Majgaard

Nummer fire er Erik Bertilsson fra Sverige med 114 point, men der er lagt op til en tæt kamp umiddelbart bag Bertilsson.

Nummer fem er nemlig landsmanden Eric Nilsson, som har 109 point. Nummer seks er Mads Frederiksen, 106, mens Isac Aronsson og Thomas Faraas deler syvendepladsen med 102 point hver.

Denne samlede stilling betyder også, at der er god spænding i kampen om den svenske pokal i DS3 Cup. Inden finaleløbet fører Eric Nilsson med 86 point foran Erik Bertilsson, 84, og Isac Aronsson, 80.

Eric Nilsson har i øjeblikket føringen i den svenske del af DS3 Cuppen, men weekendens to heats bliver helt afgørende. Foto: Niklas Majgaard

Nye ansigter til finalen

DS3 Cup får også til årets sidste løb en række nye deltagere med. Fælles for alle er, at de gerne vil prøve klassen af, og vi håber naturligvis at se masser af disse kørere på gridden i 2019.

En af de, der gerne vil prøve DS3 Cuppen af, er fynske Mads E. Hansen. Den 17-årige kører har på det seneste arbejdet på at tage springet ind i bilsporten, og i en lejet DS3-racer skal det nu prøves af, forklarer han:

– Vi blev enige om, at det kunne være fint at få prøvet kræfter med en bilklasse allerede i år. Jeg vil gerne prøve noget nyt, for jeg har været i karting i mange år – og derudover er DS3 Cup også en serie, jeg har overvejet at træde ind i. Så nu prøver vi det, lyder det fra Mads E. Hansen, der uddyber:

– Jeg er spændt på at lære bilen at kende. Der er mange ting, som er anderledes end i en gokart – særligt udsynet er en stor forskel. Men jeg glæder mig til at komme i gang, siger den 17-årige fynbo.

Mads E. Hansen har hidtil været at finde i karting, men den 17-årige kører vil gerne prøve noget nyt. Derfor er han på plads i en lejet DS3-racer i den kommende weekend. Foto: Mads E. Hansen

Mads E. Hansen er imidlertid ikke den eneste nye kører i DM finalen. Danny Skinbjerg er nemlig blevet lokket med helt ud på startgridden af Kenn Bach. Skinbjerg har i kraft af sin virksomhed, Skinbjerg Auto, ellers været repræsenteret på Kenn Bachs racer som sponsor, men nu har nordjyden altså også selv fået lyst til at prøve kræfter med Danmarks hårdeste mærkeklasse.

Der køres lørdag og søndag på FDM Jyllandsringen. Som altid er der livestream på YouTube lørdag, mens søndagens løb kan følges på TV2 Sport. Derudover kan serien følges i tekst og billeder på @DS3Cup – tidsplanen er som følger:

Lørdag:
Fri træning: 9.30-9.55
Kvalifikation: 13.35-13.55

Søndag:
Heat 1: 10.35-10.55
Heat 2: 14.10-14.30

Med pointlighed og et stort, løbende regnestykke, blev det sidste heat i 2016 for Citroën DS3 Cup en sand racerfest for de mange fremmødte på Jyllandsringen.
Efter 1. heat blot gjorde et allerede tæt regnskab endnu tættere, var der lagt op til stor spænding.

Med sin sjetteplads i 1. heat startede Marcus Påverud fra pole position, hvorfra han også kunne køre sejren hjem. Turen fra flag til flag var dog ingen nem opgave, for gennem alle 15 minutter var den norske kører under et væld af angreb fra Emrik Smedberg. Interessant var det også, at Andreas Nesset efter sin tredjeplads i 1. heat og de nærmeste konkurrenters resultater var toer samlet. Derfor havde Påverud en ekstra opgave – kunne han slutte foran landsmanden, så ville chancerne for sølv være meget gode.
Duellen om sølvet blev dog aldrig rigtigt spændende, for ude foran holdt Marcus Påverud sin plads til det ternede flag, mens Smedberg til sidst tabte terræn og måtte sætte sig på tredjepladsen. Det udnyttede årets nykårede mester Jacob Mathiassen, for fra sjette startposition kæmpede han sig frem og tog til sidst andenpladsen hjem.

 Karin Elise Fossen kæmpede en brav kamp for at holde fjerdepladsen. Det lykkedes, og bronzen skal til Norge. Foto: Morten Kimer, DS3 Cup

Karin Elise Fossen kæmpede en brav kamp for at holde fjerdepladsen. Det lykkedes, og bronzen skal til Norge. Foto: Morten Kimer, DS3 Cup


Vild bronzekamp

Kampen om podiets nederste trin blev helt anderledes tæt – og hver eneste overhaling fik betydning i den samlede tabel. Fra fjerde startposition kunne Andreas Nesset ikke holde fast, og faldt langsomt tilbage til ottendepladsen. Det kostede den unge kører fra Lørenskog de afgørende sidste point, for oppe foran holdt Karin Elise Fossen stædigt fast i fjerdepladsen. Uden at vide det, så var de 15 point nok til at sikre Karin Elise Fossen bronzen med den absolut mindste margin. På pointlighed var sæsonens to løbssejre fra Ring Djursland og Grand Prix Danmark nemlig udslagsgivende.

I alt giver det en samlet tabel, hvor Jacob Mathiassen er ny mester foran Marcus Påverud og Karin Elise Fossen. Andreas Nesset lukker en flot norsk sæson af med den samlede fjerdeplads, mens femtepladsen går til Emrik Smedberg. Sekser blev Jørgen Worthmann, der med to meget uheldige løb måtte se sit flotte udgangspunkt fra weekendens start fordufte.

Marcus Påverud, vinder:

– Det her løb var helt kanon. Simpelthen helt kanon. Jeg skulle lave starten, og det lykkedes fint. Jeg er enormt glad, og det er virkelig fint at kunne lukke sæsonen med en sejr.

Jacob Mathiassen, P2:

– Jeg er super glad for, at jeg fik sat et godt punktum her. Det var et fedt løb, og fra sjette position kan jeg vist ikke være andet end tilfreds. Det var også super fedt for teamet, at Marcus kunne lukke sæsonen med en sejr. Han har været super god at arbejde sammen med hele året, og det var virkelig godt at kunne afslutte det hele med så mange gæster og sponsorer på besøg, som vi har haft i dag.

Emrik Smedberg, P3:

– Man vil altid have mere, men jeg er i det store hele tilfreds med både dagen i dag og sæsonen. Vi har ligget i top seks stort set hele tiden i år, men der har altid lige manglet den sidste smule. Vi har noget at arbejde på, men vi vender stærkt tilbage.

Karin Elise Fossen, P4:

– Det er helt fantastisk at kunne ende sæsonen med bronzen. Jeg kørte så godt, jeg kunne, og er virkelig tilfreds med den her weekends resultater. I år har jeg fuldført alle løb, så det har bestemt været godt.

Foto: Morten Kimer, DS3 Cup

Foto: Morten Kimer, DS3 Cup

Nordjylland har hidtil siddet tungt på kvalifikationerne i DS3 Cuppen anno 2016. Således kunne den mesterskabsførende Jacob Mathiassen lørdag gøre det til fem poles i fem forsøg, men det glippede for den hurtige hobrogenser, der måtte se sig slået på Jyllandsringen. I stedet var en debutant i DS3-sammenhæng, Kasper Jensen, hurtigst. Jensen fik dog ikke lov at beholde sin fornemme tid, der blev sat i de døende minutter, da bilen blev vejet og fundet for let i den tekniske kontrol. I stedet starter en anden nordjyde fra 1. position i søndagens første heat, nemlig Rune Staudt.

Fra start var alt ellers ved det gamle. Mathiassen lagde hårdt ud, og tiderne faldt hurtigt i retning af 1.18 og siden derunder. Rune Staudt har imidlertid fundet masser af fart i sin bil mod sæsonens slutning, og han fulgte Mathiassen godt til dørs ved at være hurtigst af alle på anden omgang, og satte poletiden allerede i tredje forsøg.
Bag Staudt bød flere kørere ind i duellen, hvor det hele tiden bølgede frem og tilbage i fighten om næstbedste tid.


Mister pole position

Mod slutningen valgte mange at skifte dæk, hvilket blandt andre Kasper Jensen udnyttede til fulde. Med minimal tid i bilen satte han først 4. bedste tid, og lige efter gik han på pole i 1.17.422. Samtidigt satte Karin Elise Fossen tredjebedste tid, men blev kort efter overgået af Jonas Lynge. Det blev dog alligevel ikke pole position til Jensen, der i den følgende tekniske kontrol viste sig at have en bil, der var for let.

Dermed er Rune Staudt på pole position foran en stærkt kørende Jonas Lynge. De følges af Jacob Mathiassen og Karin Elise Fossen, mens tredje række udgøres af Emrik Smedberg og Jørgen Worthmann.

 

Rune Staudt, Pole Position:
– Jeg havde på fornemmelsen, at vi kunne slå tiderne fra træningen, men sådan gik det ikke helt. Vi har godt med fart denne weekend. Jeg har læst lidt mere på lektien, og vi fandt også lidt mere fart i bilen. Jeg ser frem til i morgen – det er virkelig godt at have fart til andet end at køre defensivt nu.

Jonas Lynge, P2:
– Det går ret fint for os i dag. Vi har fundet noget af den hastighed, vi har manglet gennem store dele af sæsonen på specielt langsiderne, så vi er godt tilfredse med den her tidtagning. Der er gode muligheder i morgen, men jeg er fast besluttet på, at jeg skal tage et skridt ad gangen og gå roligt til det – vi vil gerne have en hel bil med hjem.

Jacob Mathiassen, P3:
– Efter jeg var hurtigst i træningen, så er det lidt frustrerende, at der pludselig mangler otte tiendedele af et sekund her. Det er jeg lidt skuffet over, men vi må finde lidt fart igen og så må jeg selv jagte nogle stabile point til mesterskabet i morgen.

Kasper Jensen:
– Det er min første dag i bilen, og det hele gik faktisk, som vi ville have det i tidtagningen, for vi var hurtigst… Altså bortset fra, at vi dumpede den tekniske kontrol. Der er ikke så meget at sige til det – det er super ærgerligt.