Indlæg

Der er fuld gang i genopbygningen på værkstederne i hele Skandinavien efter DS3 Cuppen blev ramt af det, der må være det største massesammenstød i nyere tid i dansk motorsport.

For hvad skal der egentligt til, når 11 biler pludselig ligger i en kæmpe bunke? En stribe af bilerne blev desværre totalskadet, men heldigvis blev det for de 11 kørere ved småskrammer. Ingen kom noget alvorligt til. Straks efter Grand Prix Danmark gik jagten for flere ind på nye biler. Uheldet gik hårdt ud over flere biler, og hvor mange måske havde overvejet at parkere sæsonen, så er virkeligheden en helt anden i garagerne i Danmark, Norge og Sverige.

Meldingen er i hvert fald klar – DS3 Cuppen ruller videre, og efter planen står der 16 biler på gridden til DM Finalen den 5-6. oktober, forklarer promotor Martin Jensen:

– Vi måtte lige sluge en kamel eller to på vej hjem, men gik straks i gang, da vi kom hjem. Mandag morgen købte jeg tre biler ind – uden at have nogen accepter på plads i forhold til, om nogen ville købe nye biler – men i løbet af ugen røg de afsted én efter en. Alle, der havde muligheden rent økonomisk har taget den, og det er knægtene, der har trukket læsset. De VIL ud at køre ræs, og de går bare forrest og giver den en skalle.

Alle hjælper alle

Det er ingen hemmelighed, at der er røget mere end gennemsnitligt mange arbejdstimer gennem værkstedet hos Insight Racing i Hedehusene de forgangne uger, men Martin Jensen ser frem til at vise det, som absolut ingen regnede med til Grand Prix Danmark:

– Det har været sindssygt hårdt, men når vi står til DM Finalen på Jyllandsringen med et fuldt felt, så tror jeg, at mange bliver overrasket over at det kunne lade sig gøre. Vi elsker at overraske positivt, og det viser endnu en gang det, jeg bare ikke kan understrege nok: I DS3 Cup hjælper vi ALTID hinanden, og når det er svært, så går alle sammen og får bilerne ud at køre igen. Det har været en kæmpeindsats fra alle, men vi når i mål, slår Martin Jensen fast.

Erik Bertilsson og BESA Motorsport var blandt de første, som fik fundet en bil efter Grand Prix Danmark, og efter lynhurtigt arbejde fra Insight Racing kom et rullende chassis med sikkerhedsbur til Göteborg:

– Det går godt med bilen. Vi begyndte for godt to uger siden, hvor vi fik tømt og renset bilen rigtig hurtigt. Linus Holgersson gav et nap med, og vi fik forberedt bilen til at Martin og Insight kunne montere buret nede i Danmark. Den kom tilbage med bur og elsystem monteret fra Insight, og her i sidste weekend samlede vi næsten hele bilen og fik startet den op. Nu mangler vi i gåseøjne kun småting – så vi regner med at køre finale, forklarer Erik Bertilsson.

Ytterligare steg går i rätt riktning. Dag 5, igår blev en lång dag. Det började med att Erik och Linus skruvade och…

Publiée par Erik Bertilsson Racing sur Lundi 16 septembre 2019

Også Eric Nilsson måtte desværre starte forfra ovenpå monstercrashet. En ny bil er hentet hjem, buret blev monteret hos Insight Racing, og nu er bilen tilbage i Sverige, hvor der er fuld gang i monteringsarbejdet:

Det börjar likna nåt i garaget👍🏻

Publiée par Eric Nilsson 39 sur Dimanche 22 septembre 2019

I det østjyske er arbejdet også i fuld gang. Mads Frederiksen og MF Racing håbede lørdag aften ved Grand Prix Danmark, at de i det mindste kunne få en nogenlunde kørende bil til start, men måtte kaste håndklædet i ringen i løbet af natten. Også her er der gang i den helt store genopbygning, hvor bilen er i opretterbænk. Men MF Racing slap trods alt for at skulle købe en helt ny bil ind.

Sletholm auto har vores racer i opretterbænk🛠så vi er godt på vej, til at blive klar 💪til årets sidste løb på Jyllandsringen 🏎💨 den 5-6 oktober📆 😃👌🏼

Publiée par MF-Racing sur Mercredi 18 septembre 2019

Hvad med mesterskabskampen?

Også mesterskabets førende, Thomas Faraas kommer til finalen. Nordmanden fik den hårdeste medfart af alle i megauheldet, men blev udskrevet efter et tjek på hospitalet. Bilen stod dog ikke til at redde, men TF Motorsport har lejet sig til en racer, som Thomas Faraas kører i finalen, mens holdkammeraten Knut Eirik Knudsen også kommer til start. Knudsens racer fik en hård medfart ved den svenske afdeling på Falkenberg, og Knudsen kørte i en helt anden bil, da han blev en del af massesammenstødet på Jyllandsringen.

Førstnævnte racer er TF Motorsport i gang med at gøre finaleklar, og derfor bliver der dobbelt deltagelse fra det mesterskabsførende team.

Så er det tid! Årets største løbsweekend i dansk motorsport, Grand Prix Danmark, venter. Og i DS3 Cuppen er der ekstra meget på spil, for i denne weekend er der igen point på højkant i to forskellige mesterskaber. Grand Prix Danmark tæller nemlig med i North European Zone-mesterskabet, som er FIA’s officielle nordiske titel. Den er på højkant i DS3 Cuppen som det eneste banemesterskab på dansk grund.

NEZ afgøres over henholdsvis årets premiere på Rudskogen i Norge, cuppens seneste løbsweekend på svenske Falkenberg samt Grand Prix Danmark og DM Finalen på Jyllandsringen. Sidste års nordiske mester, Jonas Lynge, er ikke med i feltet i år, og derfor skal der kåres en ny nordisk mester i år DS3 Cup – helt ligesom der også er afgørende point på spil til årets samlede mesterskab.

Jacob Sevel og Erik Bertilsson havde en tæt kamp på svenskerens hjemmebane. I det nordiske North European Zone-mesterskab ligger de to i en lige så tæt duel. Foto: Niklas Majgaard

I begge tabeller ligger Thomas Faraas lunt i svinget. Den erfarne nordmand missede mulighederne i sidste sæson, men med fuldt hus i årets to hidtidige NEZ-løb ser det unægteligt godt ud. Jagten om andenpladsen er til gengæld helt åben. Jacob Sevel har 57 point, mens Erik Bertilsson og Mads Frederiksen begge har 55.

Sølvkampen spidser til

I den samlede tabel er det også Faraas, der aktuelt fører an med 184 point, mens det er vidt åbent om andenpladsen, hvor Mads Frederiksen med gode weekender ved Juniløbet og på Padborg Park har samlet 134 point, mens Jacob Sevel og Kenn Bach har henholdsvis 128 og 112 point på tredje- og fjerdepladsen.

Regnen satte sit præg på weekenden i Falkenberg, og var en medvirkende årsag til en del skader. Blandt andet til TF Motorsports Knut Eirik Knudsen, som fik en stor skade i det første heat i Sverige. Alle er klar igen til Grand Prix Danmark. Foto: Niklas Majgaard

Erik Bertilsson har femtepladsen med 96 point, mens finske Jaakko Louhi er ved at finde melodien i sin debutsæson. Finnen er sekser i den samlede stilling, og viste blandt andet lovende takter i det seneste løb i Sverige.

Med til historien hører imidlertid også, at ingen indtil nu har slettet deres dårligste heats – det regnestykke kan gøres søndag efter finalen ved Grand Prix Danmark. Med det regnestykke i hånden ved vi dermed også, hvad der er opgaven til årets finale i oktober.

Weekendens løb livestreames i øvrigt gratis på Youtube. Du kan desuden følge weekenden på vores Facebook-site, www.facebook.com/ds3cup.

Tidsplan:

Fredag den 6. september 2019
15:24 DS3 Cup Free Practice

Lørdag den 7. september 2019
09:30 DS3 Cup Qualifying
13:45 DS3 Cup Race 1 – 15 min. + 1 lap.

Søndag den 8. september 2019
12:45 DS3 Cup Race 2 – 15 min. + 1 lap.

Lørdag, heat 1:

Søndag, heat 2:

At den mesterskabsførende vinder to løb af to mulige lyder ikke umiddelbart som noget, der kan vende op og ned på mesterskabsstillingen, men det skete alligevel med DS3 Cuppen på Falkenberg.

Faraas lå før weekenden i spidsen af mesterskabet og kører i øjeblikket sikkert mod titlen med to weekender og i alt fire løb tilbage af sæsonen. Men bag ham er alt blevet åbnet op.

Kørerne har endnu ikke strøget deres dårligste to løb i år, men Kenn Bach er i hvert fald sikker på, at løbene fra Sverige nok skal stryges. En knækket trækaksel kostede alle forhåbninger for nordjyden i første løb, og i det andet endte han med at køre af banen.

Det udnyttede de nærmeste konkurrenter i stor stil. Med en femte- og en fjerdeplads som udbytte havde Mads Frederiksen en weekend på det jævne uden rigtigt at kunne blande sig længst fremme. Det giver 28 point, mens Jacob Sevel fik 27 for en ottendeplads i 1. heat og en tredjeplads i finalen.

Dermed er alt åbnet op om andenpladsen mellem Mads Frederiksen (134p), Jacob Sevel (128p) og Kenn Bach (112p), mens Thomas Faraas er komfortabelt i spids med 182 point.

Der blev byttet lak og et enkelt spejl undervejs. Jacob Sevels #666 var med i et par infights undervejs, blandt andet denne med Erik Bertilsson. Foto: Niklas Majgaard

Linda Vekka og resten af finske Linda Vekka Motorsport leverede et superflot comeback. Efter et stort crash i første heat efterlod en bil helt uden hjul og ophæng på forreste hjørne foran, så blev bilen klar på rekordtid til finalen. Respekt! Foto: Niklas Majgaard

Faraas’ finaleshow

Selve finalen var imidlertid én til historiebøgerne. Med stort drama, skiftende vejrforhold og masser af fights fik DS3 Cuppen endnu engang understreget, at underholdningsværdien er stor – men skadeskontoen er hårdt ramt.

Fra pole position kom Isac Aronsson egentligt bedst afsted og førte an fra starten – men tyvstartede. Det blev dyrt for svenskeren senere i løbet. På første omgang stormede Thomas Faraas mod spidsen efter en kanonstart. Sjettepladsen blev vekslet til en andenplads på første omgang, og jagten på Aronsson gik ind.

Også Jacob Sevel kom godt frem i rækkerne fra start, og blev på tredje omgang centrum for lidt af et drama, da han i et overhalingsforsøg fik puffet til Anton Bergström, som desværre spandt rundt. Et ærgerligt udfald for svenskeren, som ellers var stærkt kørende i weekendens første race.

Isac Aronsson kom fint fra land på pole position, men Faraas kom hurtigt frem nede fra sjette position. Foto: Niklas Majgaard

Efter seks omgange tog regnen for alvor til, og hele feltet på slicks var ganske udfordrede på grebet. Regnen og en duel, der sendte ham i sandkassen endte med at koste Kenn Bach dyrt, og det gav en safetycarperiode. Umiddelbart efter den skød Erik Bertilsson frem i feltet, mens Mads Frederiksen, som lå toer, blev overhalet af et par kørere. Bertilsson endte i en ganske underholdende fight med Jacob Sevel om andenpladsen, hvilket kostede lidt lak og et enkelt sidespejl i kampens hede.

Erik Bertilsson (bagerst) tabte en sikker sejr på gulvet i 1. heat, da en punktering ramte svenskerens bil. I finalen tog han turen gennem en stor del af det 15 biler store felt til en velfortjent andenplads. Foto: Niklas Majgaard

Ved det ternede flag sikrede Thomas Faraas sig endnu en sejr – sæsonens femte – mens Erik Bertilsson med andenpladsen fik revanche fra første løb, hvor en punktering kostede ham en sikker sejr.

Jacob Sevel (midten) havde en mildt sagt begivenhedsrig søndag. Løb 1 gik ikke for godt og setuppet var ikke rigtigt – men et podie i finalen vejede godt op for det. Foto: Niklas Majgaard

Treer blev Jacob Sevel, mens Mads Frederiksen blev firer. Anton Bergström fik efter endnu en fight med Jaakko Louhi femtepladsen, mens finnen tog sjettepladsen.

I det fælles nordiske mesterskab, FIA North European Zone, giver Faraas-sejren også en massiv udbygning af nordmandens føring. Her tæller Norges og Sveriges respektive afdelinger samt Grand Prix Danmark, der venter om to uger. Med dobbeltsejre i både Norge og Sverige er Faraas snublende tæt på den nordiske titel.

Podiet efter race 2 – Thomas Faraas vinder foran Erik Bertilsson og Jacob Sevel. Foto: Niklas Majgaard

Det sagde de efter løbet:

Thomas Faraas, vinder:
– Det her var super godt. En dobbeltsejr er ekstremt vigtig for mesterskabet og især i NEZ. Det var ikke som sådan en sejr jeg gik efter, for jeg vidste det ville være svært – men muligheden opstod, og jeg tog den.

Erik Bertilsson, P2:
– Man kan vist godt kalde det et lille comeback, jo. Det gik i hvert fald fra at jeg var mega skuffet efter 1. heat til at det egentligt blev en helt okay weekend med det her resultat.

Jacob Sevel, P3:
– Der blev delt øretæver ud. Det var ekstremt svært at køre på slicks derude, for du skal bare bremse en meter for sent – så flyver du ad H til. Så alt er på listefødder, og da regnen først kom, så var det ren overlevelse. Men jeg er vildt godt tilfreds med en tredjeplads her, for vi skød helt forkert på setuppet i det første løb.

Thomas Faraas udvidede søndag middag sin føring i kampen om det samlede mesterskab i DS3 Cup efter et løb, hvor alt klappede for den rutinerede nordmand. Snart sagt det modsatte kunne man til gengæld sige om flere af Faraas’ nærmeste konkurrenter i den samlede stilling, for mens Faraas tog bestik af et kaotisk løb med mange afkørsler, så har årets svenske afdeling af mesterskabet vendt op og ned på tabellen.

Fra start kom Erik Bertilsson og Thomas Faraas klart bedst afsted, men løbet blev afbrudt efter bare én omgang, da der skete flere uheld på den 1843 meter lange rundstrækning. Først blev Kristian Moe Sætheren skubbet af banen umiddelbart efter starten og måtte parkere sin racer fra Insight Racing i autoværnet med begrænsede skader til følge.

Værre gik det en halv omgang senere for finske Linda Vekka. I lighed med flere andre kørere spandt hun rundt, og endte i et sammenstød med Knut Eirik Knudsen, som også spandt af banen. Det gav store skader på begge biler.

Eric Nilsson kørte ikke det mest dramatiske løb i verdenshistorien, men pointhøsten kan svenskeren ikke klage over. Foto: Niklas Majgaard

Punktering åbnede mulighederne for Thomas Faraas

Omstarten gik, og straks tog Erik Bertilsson og Thomas Faraas teten igen. Bertilsson fik en rigtig flot start og formåede langt inde i løbet at holde et mindre, men trods alt sikkert forspring til forfølgerne, da en punktering mod slutningen endte med at koste ham alt. Svenskeren kørte i pit og kom tilbage til løbet en omgang nede.

I mellemtiden havde Eric Nilsson sat sig solidt på det, der blev til andenpladsen. Den unge svensker var i en lang og sej kamp med Anton Bergström og Jaakko Louhi, som begge ser ud til at have fundet melodien denne weekend – efter de ellers begge har haft en svær sæson.

Anton Bergstrøm (tv) og Jaakko Louhi (th) kæmpede helt til den bitre ende om tredjepladsen. Foto: Niklas Majgaard

Søndagens første løb blev et nyt mareridt for Kenn Bach, der måtte se sin aktuelle samlede andenplads i mesterskabet fordufte. Efter starten på en skuffende 14. plads var nordjyden ellers på vej frem i rækkerne, men måtte udgå midtvejs i løbet med en knækket trækaksel.

Mens Thomas Faraas styrede sikkert hjem med sæsonens fjerde sejr, så fightede Bergström og Louhi til det sidste om tredjepladsen – en duel, som Bergström endte med at vinde.

Nummer fem blev Mads Frederiksen, der med dagens pointhøst har bragt sig op på mesterskabets samlede andenplads. Isac Aronsson tog sig af sjettepladsen og starter dermed på pole position i søndagens finale.

Falkenbergs layout indbyder til store satsninger – specielt i den første chikane som Elliot Sjögren demonstrerer her. Foto: Niklas Majgaard

Elliot Sjögren blev syver, mens Jacob Sevel, Mads E. Hansen og Jostein Kongsgård afrunder top ti.

Søndagens andet løb køres med start klokken 16.15.

Det sagde de efter løbet:

Thomas Faraas, vinder:
– Det hele gik rigtig godt for mig derude. Det var vildt synd for Erik Bertilsson, at han måtte i pit, for vi havde virkelig en fed kamp derude. Tror det var en punktering, han var inde med.

Eric Nilsson, P2:
– Der var godt nok en del kaos, men jeg formåede at holde mig ude af det, og det gik rigtig fint hele løbet for mig. Vi har fundet en del fart i bilen og er godt med, så jeg er spændt på finalen her senere. Jeg håber bare at vejret holder tørt, lyder det fra Nilsson.

Anton Bergström, P3:
– Endelig! Det var fantastisk at komme på podiet. Det føles rigtig godt efter al den modgang, vi har haft i år med tekniske defekter. Jaakko gav en rigtig god og meget fair duel derude – det var super cool.

Sommerferien er for alvor slut i DS3 Cuppen, som i den kommende weekend drager til Falkenberg i Sverige for at tage hul på den anden halvdel af årets sæson. Den svenske afdeling markerer således også anden runde i årets nordiske mesterskab, FIA North European Zone.

Thomas Faraas og TF Motorsport er umiddelbart den, der har det bedste udgangspunkt med sig til Sverige – i hvert fald hvad pointene angår. Den rutinerede nordmand klarede sig stabilt gennem den regnplagede weekend på Padborg Park i juni og har 132 point med sig, mens Kenn Bach på andenpladsen står noteret for 112.

Bach fik i Padborg den heatsejr, han så længe har jagtet, og det bliver spændende at se, om BACHCAR Racing kan holde fast i det momentum. I sommerpausen var Kenn Bach i lighed med flere andre kørere på netop Falkenberg i en gæsteoptræden i den svenske DS3 Cup, og her blev indsatsen for Bach ramt af et par tekniske udfald, der kostede dyrt i en weekend, hvor farten ellers var der.

Kenn Bach og Thomas Faraas har fightet helt siden premieren – og det tegner til, at de to skal kæmpe videre om titlen i årets sidste tre weekender. Foto: Niklas Majgaard

Kampen om den samlede tredjeplads ligner i øjeblikket et løb mellem Mads Frederiksen og Jacob Sevel. Frederiksen har for alvor fundet melodien og viste i Padborg med en sejr og en tredjeplads, at det østjyske MF Racing har gang i det helt rigtige. Mens Frederiksen står med 106 point, så er Jacob Sevel helt ny i DS3 Cup og har med sine 101 point markeret sig med stærke indsatser – herunder et podie i debuten i Norge, finalesejr ved Juniløbet og et podie mere på Padborg Park.

Mads Frederiksen havde et rigtig fint løb under ellers svære vilkår på Padborg Park, hvor vejret skiftede fra skybrud til høj sol. Østjyden fik sæsonens første heatsejr og ser ud til at være godt kørende ind i sæsonens anden halvdel. Foto: Morten Kimer

Fighten om resten af top seks står mellem Erik Bertilsson som har en frisk dobbeltsejr fra den svenske afdeling på Falkenberg i bagagen, mens Kristian Moe Sætheren er sekser. Sætheren har ikke helt haft tur i den i år, og tabte blandt andet værdifulde point på en elektronisk fejl ved sæsonpremieren på Rudskogen. Derfor er det ved at være nu for nordmanden.

Jacob Sevel rundede sin første løbsweekend i bilen af med en tredjeplads, og har også en sejr med sig på kontoen ind i sæsonens anden halvdel. Foto: Niklas Majgaard

Tidsplan

Weekendens afdeling på Falkenberg er lidt speciel i den forstand, at DS3 Cup er eneste bilklasse til start. Vi følger op på Facebook og Twitter (facebook.com/ds3cup og www.twitter.com/ds3cup) over weekenden.

Fredag:
Test 11.10-11.35 + 16.30-16.50

Lørdag:
Fri træning: 12.05-12.20
Kvalifikation: 16.05-16.20

Søndag:
Race 1: 12.05-12.30
Race 2: 16.15-16.35

Lige godt og vel en tiendedel af et sekund er hvad der skilte top 4, da DS3 Cuppens første kvalifikationsrunde i 2019 blev kørt på en noget kold og forblæst Rudskogen. Her blev det til pole position for svenske Erik Bertilsson efter en lang og sej kamp mod Thomas Faraas, Kenn Bach og Kristian Sætheren i den dansk/skandinaviske serie.

Den kolde bane gjorde især dækkene til en afgørende faktor. Kørerne fik over de 15 minutter kørt temperaturerne op, og det var således først i de allersidste forsøg, de hurtige tider blev banket ind. Og hurtigt blev der kørt – faktisk har DS3-feltet ikke kørt stærkere på Rudskogen, end de gør det netop i denne weekend.

Erik Bertilsson tog pole position efter en enormt tæt kvalifikation på Rudskogen. Foto: Niklas Majgaard

Indledningsvist kom Insight Racings Kenn Bach godt fra start og ledte tabellen tidligt. Men efterhånden som flere kørere fik deres dæk til at virke, fik nordjyden i den grad kamp til stregen.

Det første gode tilbud kom imildertid fra svenske Erik Bertilsson, som satte en 1.39.529, som siden blev forbedret af Kenn Bach, som klippede næsten et sekund af tiden. Omgangen efter kom Bertilsson igen med en tid, der var snublende tæt på Bachs.

Her blandede TF Motorsport sig også godt i topkampen, hvor både Thomas Faraas og Knut Eirik Knudsen bød ind med skarpe tider. Faraas vender vi lige tilbage til, for han fortsatte sit pres på tabellen helt til slut.

Kenn Bach var tæt på pole position, men måtte tage til takke med tredjehurtigste tid. Foto: Niklas Majgaard

 

Svensk pole position

Med lige godt to minutter tilbage på uret stjal Bertilsson imidlertid overskrifterne igen. Svenskeren blev den første under 1.38, da han brændte en kanontid på 1.37.922 af. Den kunne ingen matche – men det kom tæt på. Bertilsson selv valgte at spare på dækkene, og gik ind – hvilket kostede ham et potentielt endnu bedre forsøg til sidst.

Thomas Faraas viste her i den afgørende fase at han bestemt også er en spændende kandidat i topkampen i år. Den erfarne nordmand fandt en 1.37.943 og 2. hurtigste tid, mens Kenn Bach måtte tage til takke med tredjepladsen i 1.38.011. Bachs holdkammerat, Kristian Sætheren, fandt også godt pace til sidst og klokkede en 1.38.048 til 4. bedste tid.

Femmer blev Knut Eirik Knudsen, fulgt af Mads Frederiksen. I fjerde række finder vi Isac Aronsson og Eric Nilsson, mens top ti afrundes af Anton Bergström og Mads E. Hansen.

Thomas Faraas fik det bedste ud af materiellet og endte på 2. bedste tid.

– Det var helt vildt tæt, altså alt var på hundrededele. Vi fik god valuta for forberedelserne, og havde god nytte af testlejren i Italien, og det har helt klart hjulpet mig. Men jeg tror også den her pole position kom med mere erfaring, så jeg ser meget frem til løbet i dag, forklarer Erik Bertilsson.

2. startposition gik til Thomas Faraas, som satte sin tid til allersidst:

– Jeg måtte prøve et eller andet til sidst. Vi har fået kørt for lidt som optakt til sæsonen, og jeg stolede faktisk ikke helt på bilen. Jeg gav det et skud, og det virkede heldigvis at satse hårdt til sidst – så jeg er meget godt tilfreds med at starte som toer. Vi går efter sejren, men ved også at der bliver tæt fight. Erik er hurtig, og med Bach og Sætheren lige bag mig, så tror jeg vi får en god, hård kamp om det.

Kenn Bach er til gengæld lidt mellemfornøjet med tredjehurtigste tid – nordjydens bedste forsøg blev nemlig hindret af trafik:

– Jeg måtte desværre bakke lidt af. Dækkene blev klart bedst til allersidst, og jeg fik sat en god tid på sidste omgang – men desværre endte jeg i noget trafik, som kostede mig. Laptimeren sagde ellers, at jeg var på vej mod en 1.37.7-tid, men den landede på 1.38.011. Det er lidt ærgerligt, men jeg har haft en god fornemmelse af bilen hele weekenden, så jeg ser frem til løbet.

Weekendens første løb sættes i gang lørdag klokken 15.45. Det kan følges live i tekst på twitter.com/ds3cup samt på www.amigoo.se/event/1776.

Tæt konkurrence har længe været et varemærke for DS3 Cup, og alt tyder på, at 2019 kan blive en af de mest åbne sæsoner længe. Det får vi første smagsprøve på i den kommende weekend, når feltet åbner året på Rudskogen.

En ny kører på gridden i år er Jacob Sevel Andersen og Bilhuset CMD Motorsport, som har taget springet ind i DS3 Cup. For Jacob er Rudskogen også en spritny udfordring, men det kommer vi tilbage til.

Jacob Sevel har testet på Jyllandsringen og Padborg Park som forberedelse til årets sæson. Her er han i aktion på den officielle test- og mediedag.

Teamets bil kommer fra sidste års mester, Jonas Lynge, som har solgt sin bil videre til det midtjyske team. Og netop det med at tage hul på en helt ny serie og det at lære en ny bil at kende, er ikke en ny disciplin for hverken Jacob Sevel eller resten af teamet. Som han selv udtrykker det, så har de efterhånden kørt lidt af hvert, men det er første gang, Jacob Sevel har kastet sig over en mærkeklasse:

– Vi har kørt en del forskelligt, men der er bare stor forskel på bilerne. For eksempel betød det en del i Supercup, som vi kørte sidste år. Men her er alt lige, og det tror jeg bliver en fed udfordring, vurderer han.

Teamet er i øvrigt aktuelle i flere serier, da Bilhuset CMD Motorsport dels er aktive i DS3 Cup med Jacob Sevel Andersen, men også i rallyverdenen i den danske Opel Adam Cup. Her har teamet Nikolaj Jensen på plads i en Opel Adam, der repræsenterer samme bemaling som den gule DS3’er her.

Godt førstehåndsindtryk

Sæsonforberedelserne har fundet sted på både Jyllandsringen og Padborg Park, mens kalenderens norske og svenske indslag bliver helt ukendt asfalt for 31-årige Jacob Sevel. Men førstehåndsindtrykket af den nu gule DS3’er er godt:

– Jeg har fået et godt indtryk af bilen indtil videre. Den går meget bedre, end jeg troede, og den styrer godt – men setuppet er virkelig vigtigt. Uanset hvad, så skal vi ud at have samlet os noget erfaring med bilen, for den opfører sig slet ikke ligesom de biler, jeg tidligere har kørt, forklarer han med reference til karrierens hidtidige bil-CV.

Det hele begyndte for Jacob Sevel i rallysprint og klubrally, inden han i 2011 tog sit første livtag med banesporten. Det var i DS3 Cuppens forgænger i form af en Citroën Saxo Cup-bil, som han det år førte frem til sølv i Youngtimer-mesterskabet.

Indsatsen i Youngtimer Touring Car Challenge, YTCC, endte i 2016 med DM-guld i en tidligere Peugeot 306 DTC-racer. I 2017 skiftede Bilhuset CMD Motorsport til Supercuppen, og har været med i den i 2017 og 2018.

I den kommende weekend går det løs med årets første afdeling af DS3 Cup på Rudskogen. Vi er som altid på pletten fra sæsonoptakt til målflaget søndag her på siden og på Facebook.

Traditionen tro skyder DS3 Cuppen sæsonen i gang under hjemlige himmelstrøg med en kombineret test- og mediedag på Jyllandsringen den 9. april. Efter en stor del af feltet lige kommer fra en uges tests i Italien på Circuito Tazio Nuvolari bliver det spændende at se, om den nye viden er til at overføre til Jyllandsringen.

Programmet for dagen begynder klokken 09.00. Vi har Jyllandsringen hele dagen, altså frem til 16.00. Husk at bilerne skal være støjdæmpede, så vi ikke larmer for meget.

Der er middagspause fra klokken 12.00 til 13.00.

Tilmelding skal ske til Martin Jensen på mkj@insightracing.dk.

Hankook er på banen til en ny sæson i DS3 Cup. Importør Per Bernd og løbsseriens promotor Martin Jensen ser frem til endnu en sæson med skarp skandinavisk konkurrence.


Our test- and media day has become a tradition in the DS3 Cup. This year, it’s held at FDM Jyllandsringen in Silkeborg on April 9th. The track is at our disposal for the full day, meaning that we can run from 9am until 4pm.

Remember to bring extra silencers for the day – the track has a noise limit.

To join the test day, simply email Martin Jensen at mkj@insightracing.dk.

Den svenske Renault Clio Junior Cup har efterhånden fostret en del nye kørere i DS3 Cup, og i år skal vi se endnu et nyt, svensk talent på de skandinaviske baner. Det er 14-årige Elliot Sjögren fra Mantorp, som nu tager springet videre til DS3 Cup.

Trods Sjögren bare er 14, så har han allerede kørt to år i Renault Junior Cuppen i Sverige – og seks år i karting inden da. Her kørte han i MKR-serien, som er Sveriges største serie i karting, inden han i 2017 tog springet over i bilklassen. Junior Cup må man køre fra det år, man fylder 13 år.

Men nu står jagten på nye udfordringer, og der faldt det naturligt at vælge en ny mærkeklasse:

– Jeg ville gerne have nye udfordringer, efter jeg sidste år nåede det, jeg gerne ville i Clioen. Så der skulle nyt til, og der blev valget om DS3 Cup hurtigt taget. Jeg kan godt lide enhedsklasser, hvor alle kører på de samme vilkår, og der virker DS3 Cup som en virkelig fin løsning.

Elliot Sjögren ser frem til nye udfordringer i DS3 Cup. Foto: Elliot Sjögren Motorsport

At Sjögren nåede sit mål i Junior Cup i fjor er tydeligt, for han blev mester med mere end 200 point i difference efter en sæson, der blandt andet bød på syv sejre, og altså et svensk mesterskab:

– I 2017 begyndte jeg at køre bil, og det lykkedes mig i første sæson at vinde et enkelt løb, ligesom jeg kørte mig på podiet en del gange. Det blev til en samlet fjerdeplads i 2017, så jeg gik ud til sidste sæson med målet om at tage mesterskabet, og det lykkedes for mig. Så nu er det tid til at prøve noget nyt i DS3 Cup.

I 2018 vandt Elliot Sjögren det svenske mesterskab i Renault Clio Junior Cup. Serien har efterhånden sendt en del svenske talenter videre til DS3 Cup.

En sæson med læring

Målet for Elliot Sjögren er først og fremmest at lære den noget hurtigere bil at kende i år. Derfor vil Elliot formentlig være til start i både det dansk/skandinaviske såvel som det nye, hjemlige svenske mesterskab:

– Jeg forventer mig en masse sjov racing og nogle gode udfordringer. Vi regner med at køre mindst to af de svenske løb for at få mere køretid, men det afhænger lidt af økonomien. Så vi må lige se, om vi kan finde sponsorer til at køre ekstra løb. Det bliver spændende at prøve de danske baner og Rudskogen, for jeg har ikke været der før. De ser ud til at være ganske udfordrende, så det glæder jeg mig meget til, forklarer han.

Du kan se mere til Elliot Sjögren på Facebook:
https://www.facebook.com/sjogrenmotorsport

Fynske Mads E. Hansen stiftede sidste år sit første bekendtskab med DS3 Cup, da han ved DM Finalen fik debut i en lejet racer. 17-årige Mads E. Hansen, der hidtil har slået sine folder i karting, har dog fået blod på tanden af den første oplevelse med DS3 Cup, så nu bliver det en fuld sæsonsatsning fra det fynske team.

Derfor bliver sæsonpremieren på Rudskogen også det første løb for det nye team i serien. Et team, der allerede er på plads i den kommende weekend på Motorshow i Herning med en nydekoreret bil.

– Først og fremmest, så synes vi, at alle bag DS3 Cuppen i Danmark var super flinke, da vi kørte det første løb – og det har bare meget at sige, når man skal i gang med noget nyt. Jeg ville gerne prøve noget nyt. Budgettet er ikke det største, og med en rigtig fed første oplevelse af at prøve kræfter med klassen på Jyllandsringen tilbage i oktober, så føles det helt naturligt at vælge DS3 Cup i år.

Målet er at lære en masse, siger Mads E. Hansen, som er på plads med eget team ved årets løb:

– Vi ser det som en god læreklasse. Og alt i alt, så er valget på DS3 også kommet af, at jeg synes det var sjovt og udfordrende. Jeg vil rigtig gerne lære mere, og der virker DS3 Cup som et godt springbræt fra de internationale gokartbaner til de skandinaviske racerbaner!

Mads E. Hansen fik sidste år debut i DS3 Cup ved DM Finalen. Nu er fynboen tilbage med eget team. Foto: Mads E. Hansen/VoresMarketing.com

DS3 Cuppen gæster Motorshow i Herning

I den kommende weekend er DS3 Cuppen desuden på plads i Herning, når der er Motorshow. Vi kan findes i Hal C, hvor Mads E. Hansen er én af to udstillere for DS3 Cuppen. Den anden udstiller er svenske Anton Bergström fra Insight Racing.

I øvrigt vil du i den kommende tid kunne læse portrætter af flere nye kørere, som er på plads i årets DS3 Cup. Vi skal blandt andet se flere nye svenske talenter på de skandinaviske baner.

Vi ses i Herning!

 

Insight Racing og DS3 Cup vil gerne benytte lejligheden til at ønske alle teams, samarbejdspartnere og sponsorer en glædelig jul og et godt nytår. Selv om det er vinterpause er der gang i masser af spændende ting frem mod næste år i serien. Flere nye kørere har meldt deres ankomst, og her på siden har vi allerede hilst på de to.

Men der er mere: DS3 Cup er nemlig på vej i en svensk udgave også. Den kommer til at hedde DS3 Cup Sweden, og vil ligesom den danske serie køre over seks løb totalt.

Den svenske serie får premiere lidt efter 2019-sæsonpremieren i DS3 Cup, nemlig den 24-26/5, hvor det går løs på Kinnekulle. Over sæsonen vil DS3 Cup Sweden også være en del af programmet ved blandt andet Västkustloppet på Falkenberg og Kinnekulle Rings Race Week i juli, inden turen går til Falkenberg og Karlskoga. Finalen i DS3 Cup Sweden finder sted på Kinnekulle Ring i slutning af september.

Du kan se meget mere til DS3 Cup Sweden på Facebook.

Med DS3 Cup til Motorshow i Herning

DS3 Cup er igen på plakaten ved det kommende Motorshow i Herning, som finder sted i weekenden den 8. til 10. februar i Messecenter Herning.

I den forbindelse har DS3 Cup fået plads på FDM’s stand ved showet, hvor vi håber, at to kørere kunne være interesserede i at udstille deres biler på standen og fortælle om serien for messens publikum.

Med andre ord et glimrende udstillingsvindue for ekstra synlighed til sponsorer og dets lige.

Er I interesserede i at give et nap med, så kan Martin Jensen fanges på mail – mkj@insightracing.dk.

Med det er der blot tilbage at sige tak for et godt 2018. Vi ses til meget mere racing på de danske, norske og svenske baner i 2019!

 

Med venlig hilsen Insight Racing, Martin Jensen og Niklas Majgaard

 

 

Forleden kunne vi præsentere finske Linda Vekka, som debuterer i DS3 Cup i 2019. Men hun bliver ikke den eneste finne, der bliver at finde på startgridden i løbet af 2019. Den 22-årige landsmand Jaakko Louhi og White Elephant Racing Team fra Turku følger nemlig trop. Også de har indkøbt en DS3 Cup-racer.

Lighederne fortsætter til dels på CV’et, for Jaakko Louhi kommer fra en baggrund, hvor han blandt andet har kørt i den finske V1600-klasse – helt i lighed med Linda Vekka. Men Jaakko har også kørt en del andre klasser på både asfalt og grus, ligesom han også har kørt en del med fjernstyrede biler i Finland såvel som Europa.

– Racing er en hobby for min far og jeg, og sammen har vi White Elephant Racing Team. Vi kom ind i motorsport dengang min far og jeg købte vores første racerbil i form af en gammel Volvo 242, der førhen havde kørt langdistanceløb. Jeg lærte at køre i den, og året efter lavede vi så en bil til V1600. Det var en Alfa Romeo 147, som vi kørte med i lidt over to sæsoner, og siden byggede vi én mere, fordi den gamle bil blev totalskadet i et løb i Letland, forklarer Jaakko.

Siden er turen også gået til rallycross sideløbende med banesporten, for i 2018 blev Alfa Romeoen bygget om til at køre Rallycross, mens den 22-årige finne i år har kørt V1600 i en Citroën C2 VTS. Men tiden er kommet til en ny udfordring, og den finske duo har derfor været på udkig efter en naturlig efterfølger i nogen tid. Målsætningen var at finde en klasse, hvor bilerne ville være hurtigere, men uden budgettet af den grund ville eksplodere. En tur til Danmark ved årets DM Finale i oktober gjorde udslaget, og nu kan finnen kalde sig ny i DS3 Cup:

– DS3 Cup føltes som et godt skridt videre fra V1600 uden det ville få prisen på en sæson til at stige helt vildt. Danmark er også et godt valg rent geografisk, for det er til at rejse ned med bilen.

Jaakko Louhi har kørt både baneracing og rallycross. Til daglig er han instruktør hos Jaguar Land Rover Experience Finland. Foto: White Elephant Racing Team

Et læringsår

Med en ny og noget hurtigere bil samt en hel stribe baner, der for Jaakko er helt nyt territorie, er der lagt op til et års læring i 2019:

– Vi vil køre så mange løb som overhovedet muligt i 2019, og vil meget gerne se, hvordan det fungerer at køre ræs i udlandet hver gang. Fokus ligger for os på, at vi skal have lært banerne og ikke mindst bilen ordentligt at kende i 2019, og så håber jeg bestemt, at vi kan presse på i 2020. Af DS3 Cup forventer jeg mig en god oplevelse for teamet og jeg selv. Vi håber at møde en masse nye venner og at få en masse gode oplevelser i løbet af sæsonen, lyder det fra Jaakko Louhi.

Skulle du undre dig over teamnavnet White Elephant Racing Team, så har navnet faktisk en del år på bagen. Jaakko Louhi har kørt løb med fjernstyrede biler i Finland såvel som Europa, og her opstod holdnavnet for mange år siden. Det har hængt ved, forklarer han:

– Det er en lang historie med navnet, men for at gøre den kort, så begyndte det som en joke, dengang vi kørte med fjernstyrede biler. Sidenhen kom de rigtige biler ind i billedet, men vi har holdt fast i navnet, fordi det er så anderledes i forhold til “fornavn-efternavn-teams”.

Du kan se mere til Jaakko og White Elephant Racing Team på facebook: White Elephant Racing Team.

Introduktionen med 2019-sæsonens anden finske kører, Linda Vekka, kan du læse her.

2019-løbskalenderen er klar, og den byder på en række ændringer i forhold til de kalendre, vi har kørt med i de seneste par sæsoner. Danske Padborg Park er tilbage på kalenderen for første gang siden 2015, og i august går turen desuden til Falkenberg i Sverige for første gang.

Kalenderen er denne gang fri for løb i sommerferien, så der er en god pause fra Padborg Park midt i juni til sæsonen genoptages i Sverige midt i august.

I forhold til 2018 udgår Ring Djursland og Kinnekulle, mens der er genvalg til norske Rudskogen, der i år lægger asfalt til sæsonpremieren i maj. Jyllandsringen er vært ved tre lejligheder – i juni samt til Grand Prix Danmark og DM Finalen, der traditionen tro køres i den første weekend af oktober.

Der er genvalg til Rudskogen i Norge. Banen er vært for årets første afdeling, som køres i begyndelsen af maj. Foto: Morten Kimer

2019-kalenderen er derfor som følger:

4-5. maj: Rudskogen, Norge
7-9. juni: FDM Jyllandsringen, Danmark
15-16. juni: Padborg Park, Danmark
17-18. august: Falkenberg, Sverige
6-8. september GP Danmark Jyllandsringen, Danmark
5-6. oktober DM Finalen, Jyllandsringen, Danmark

DS3 Cup kommer igen i 2019 til at sætte en tyk streg under seriens nordiske fokus. Finland er nemlig repræsenteret på startlisten med ikke bare en, men to kørere. De to er Linda Vekka og Jaakko Louhi, som begge kommer fra den finske V1600-serie. I dette interview skal vi møde 19-årige Linda Vekka, som i 2019 kører sin fjerde sæson i motorsport.

Den finske banesportsklasse blev begyndelsen på hendes motorsportskarriere, og gennem de forgangne sæsoner har hun kørt race i en Alfa Romeo 147 og sidste år i en Toyota Yaris. Den finske klasse kører i øvrigt også et nordisk NEZ-mesterskab, helt som vi kender det fra DS3 Cup.

Inspirationen til at gå videre til DS3 Cup kom fra en anden finne, som tidligere har kørt i DS3 Cup, nemlig Erkka Lindstedt. Erkkas bil er aktuelt Finlands eneste DS3 Cup-racer, men Linda har bestilt en racer, som nu bliver bygget:

– Erkka er min gamle mekaniker, og han har jo en DS3 Cup-bil. Jeg har kørt den nogle gange og kan virkelig godt lide, hvordan den kører. For os handler skiftet om, at vi gerne ville prøve noget andet til den kommende sæson, men der var ikke rigtigt noget i Finland, som sådan virkelig passede ind. Så tog vi til Danmark og kiggede på det hele – og det var så stor en succes, at vi har købt en bil og skal køre næste år, forklarer Linda Vekka.

Skiftede sportsgren

Dermed sagt er motorsporten også ret ny for Linda Vekka, der dog ikke har motorsportsinteressen fra fremmede:

– Min far kørte rally, da jeg var lille, og har i 17 år været dækleverandør til de finske mesterskaber. Så det med motorsport er helt klart i mit blod. Men min interesse for at dyrke sport begyndte faktisk med svømning. Jeg svømmede i ni år, men interessen for motorsport var der altid, så for nogle år siden købte min far Alfa Romeoen til mig, og så var jeg i gang, fortæller Linda Vekka.

Faktisk ville hun gerne have skiftet svømmehallen ud med racerbanen noget tidligere, men sådan gik det ikke. Nu er racerkarrieren imidlertid en realitet, og en bil er så småt på vej til Finland:

– Alt afhængig af, hvor længe sneen bliver her, så får vi forhåbentlig kørt noget træning. Jeg glæder mig til at komme i gang, men indtil da er der ikke så meget andet at gøre end at holde på med studiet og måske køre lidt isbaneløb her hen over vinteren, forklarer Linda Vekka, som læser til personlig træner og sportsmassør.

En ny DS3-racer er indkøbt og under opbygning i Danmark i øjeblikket. Her på billedet er det Erkka Lindstedts eksemplar.

 

Linda Vekka kan også følges på Facebook, hvor hun denne side:
https://www.facebook.com/lindavekkamotorsport

Har du fulgt med i skandinavisk motorsport, så får navnet Thomas Faraas nok en klokke til at ringe. Den norske kører har været omkring en lang række bilklasser. Han kørte blandt andet DTC tilbage i 2001 og har derudover kørt en del i Sverige i blandt andet JTCC og haft en enkelt optræden i STCC. Nu springer den erfarne standardvognskører ud i et nyt projekt, for han er til start allerede i den kommende weekend, når der er premiere på DS3 Cup 2018.

Skiftet til DS3 Cup har været undervejs hele vinteren, men sygdom satte en midlertidig stopper for planerne. Heldigvis er Thomas Faraas meldt rask og klar til mere motorsport – og det fik den norske satsning tilbage på sporet, selv om tidsplanen har været lidt stram i de sidste par uger:
– Vi begyndte at arbejde på bilen i november, men jeg blev alvorligt syg i februar i år. Det satte en stopper for projektet midlertidigt. Jeg fik det bedre, og har fået grønt lys af lægen. Så vi besluttede at gøre et forsøg på at komme til start, forklarer Thomas.

Der blev arbejdet helt op til deadline, men trods sygdom over vinteren er TF Motorsport og Thomas Faraas klar til start på Jyllandsringen. Foto: TF Motorsport

Udfordringer eller ej, så håber den 38-årige kører at blive klar til tætte kampe – det er grunden til valget faldt på DS3 Cup.
– Vi kommer nok lidt uforberedte til første løb, da vi ingen tests har kørt, men regner med, at vi er godt kørende efter et løb eller to. Jeg elsker tætte og gode fights, og jeg ved, at niveauet i serien er godt. Det er det, vi vil, slår Thomas Faraas fast.

 

Norge har i de seneste par sæsoner været repræsenteret med en del kørere i DS3 Cup. 2018 bliver ingen undtagelse, for i år er flere nye norske kørere klar på gridden.

Vi har allerede hilst på Knut Eirik Knudsen, men også Per Andre Støle er ny i DS3 Cup. Hvis navnet får en klokke til at ringe, så passer det meget godt, for Per har i de seneste par sæsoner kørt det norske GT-mesterskabs GT3-klasse i en Seat Leon. Og det med stor succes, for Per Andre Støle vandt mesterskabet i GT3 i både 2016 og 2017 i det, der er Norges svar på Danmarks Special Saloon. Her er det også blevet til to deltagelser på Jyllandsringen.

– Jeg er skiftet til DS3 Cup, fordi jeg gerne ville prøve noget nyt. Der er flere ting ved serien, som tiltrak mig. Først og fremmest kan jeg godt lide, at chaufføren er vigtig. Det trak os bestemt til, forklarer Per Andre Støle.

Foto: Morten Kimer

Den 28-årige nordmand har til gengæld ikke en lang karriere bag sig som racerkører. Faktisk debuterede han på de norske baner i 2016, og er derfor vant til at køre i den noget vildere Seat Leon. Derfor var der også lidt omstilling at klare for Per Andre Støle, da han første gang kørte i sin nye DS3 Cup-racer:

– Well, de har begge forhjulstræk, men der er forskelle. Min gamle bil havde sekventiel gearkasse og meget mere downforce, så det er en helt anden bil at køre. Jeg ser frem til at komme i gang med sæsonen, og håber, at vi kan være med fremme. Men det bliver en udfordring – her er mange dygtige kørere, vurderer Per Andre Støle og tilføjer:

– Det fine ved motorsport er jo, at vi alle er lige, når hjelmen kommer på.

Mens vinteren står på, og foråret synes langt væk, så er det med glæde, at vi allerede nu kan offentliggøre næste års løbskalender i DS3 Cup.

Igen i 2018 afgøres mesterskabet over seks løbsweekender, hvoraf én afholdes i Norge, og én i Sverige. Der er genvalg til SSK Seriens Race Week på Kinnekulle Ring i juli, mens den norske afdeling holder flyttedag og køres på Rudskogen. Det sker i øvrigt i samspil med DTC, i modsætning til tidligere, hvor DS3 delte sin norske afdeling med en stribe norske motorsportsklasser snarere end DTC.

DS3 Cuppen får i 2018 lov at prøve kræfter med Rudskogen i Norge. Banen var senest på kalenderen i 2016, hvor dette foto også er fra. Foto: Niklas Majgaard

DS3 Cuppen får i 2018 lov at prøve kræfter med Rudskogen i Norge. Banen var senest på kalenderen i 2016, hvor dette foto også er fra. Foto: Niklas Majgaard

Kalenderen 2018 tager sig ud som følger:

12-13. maj – Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen, Danmark

9-10. juni – DTC Weekend, Ring Djursland, Danmark

13-15. juli – Rudskogen, Norge

27-29. juli – Race Week, Kinnekulle Ring, Sverige

24-26. august – Grand Prix Danmark, FDM Jyllandsringen, Danmark

6-7. oktober – DM Finalen, FDM Jyllandsringen, Danmark

En af de tætteste sæsoner i Citroën DS3 Cuppens historie skal i den kommende weekend finde sin afgørelse på Jyllandsringen, når DM-Finalen afvikles. Efter fem løbsweekender er alt fortsat åbent i top tre generelt – og i hvert fald fire kørere har en mere end realistisk chance for at kunne tilkæmpe sig en samlet fjerdeplads.

Kun én titel er allerede placeret – nemlig den nye nordiske FIA NEZ-titel, som blev afgjort ved Grand Prix Danmark. NEZ blev kørt over tre afdelinger, og er uddelt efter resultaterne på Vålerbanen i Norge, Kinnekulle Ring i Sverige og endelig Jyllandsringen ved Grand Prix Danmark for lidt over en måned siden. Her gik kampen om pokalen helt til målstregen, inden Jonas Lynge sikrede sig titlen umiddelbart foran sin nærmeste konkurrent, Morten Jespersen.

I den kommende weekend har Morten Jespersen dog alle muligheder for at tage revanche mod sin konkurrent. Aktuelt har han 175 point i den samlede stilling, og fører med ni point over Jonas Lynge, men de to nordjyder er langt fra alene om at kunne tage titlen. Bag sig har de nemlig det svenske supertalent Filip Sandström, som i særligt sæsonens anden halvdel har fundet storformen frem. Sandström er aktuelt noteret for 155 point, og har derfor stadig alt at kæmpe for, da der i alt er 50 point at køre om.

Kenn Bach er godt på vej mod den samlede titel i Petronas Cup – mesterskabet for kørere over 40 år.

Tætte kampe udenfor top 3
Louise Frost har aktuelt den samlede fjerdeplads, og Insight Racing-køreren skal i weekenden forsøge at følge op på sin bedste weekend i sæsonen. Ved Grand Prix Danmark blev det til en superflot sejr i lørdagens løb samt en femteplads i søndagens løb. Det giver hende 94 point, men der bliver tæt kamp om fjerdepladsen. Kenn Bach er nummer fem med 91 point, og Mads Frederiksen har sjettepladsen med 90.
Jørgen Worthmann og Heidi Frydenhaug har med fratræk 73 point hver – og begge kan med en god weekend også blande sig i kampen.

Louise Frost havde sæsonens hidtil bedste løbsweekend ved Grand Prix Danmark. Her vandt hun lørdagens heat. Det har bragt hende op på den samlede fjerdeplads, og der er gode muligheder for at sikre den.

Nye ansigter
DM-Finalen er samtidigt tid for et par rokader i Citroën DS3 Cup. Blandt andet er der en ny kører på gridden. Kenneth Kolbe Jensen kommer egentligt fra rallysporten, men fik på Kinnekulle Ring lejlighed til at prøve en DS3 Cup-racer. Det var nok til at overbevise rallykøreren fra Slagelse, og i weekenden debuterer han i sin nyindkøbte Citroën DS3:
– Jeg prøvede Sonny Nielsens bil, da vi var i Sverige. Det gik sådan set meget godt – jeg kom i hvert fald til at købe en bil selv, griner Kenneth og tilføjer:
– Hvad bilen angår, er jeg ikke nervøs for noget. Den minder meget om de racerbiler, jeg hidtil har kørt i. Det bliver en sjov udfordring uanset hvad. Jeg går naturligvis efter at være med, hvor det brænder, men konkurrencen bliver hård, lyder det fra Kenneth Kolbe Jensen.

Som vanligt er vi live på Twitter med opdatering fra kvalifikationen lørdag samt søndagens to afgørende heats i Citroën DS3 Cup. Ligeledes opdaterer vi undervejs på Facebook.

 

Sommerferien er for alvor slut i DS3 Cuppen. For tre uger siden gæstede serien den svenske Race Week på Kinnekulle, og nu er det tid til sæsonens største løb – Grand Prix Danmark på Jyllandsringen.

Det sker med en mesterskabsstilling, hvor alt fortsat er åbent. I Sverige sejrede Jonas Lynge og Filip Sandström, der aktuelt indtager 2. og 3. pladsen i den samlede stilling. I virkeligheden rykkede de to spændende løb på Kinnekulle ikke nævneværdigt ved tabellen, for med to andenpladser holdt den mesterskabsførende Morten Jespersen føringen.

Trængsel i 1. sving på Kinnekulle. Foto: Bengt-Åce Gustavsson/Racefoto.se

Det nordiske mesterskab skal afgøres

Umiddelbart bag de tre førende er kampen fortsat tæt. Mads Frederiksen er aktuelt nummer fire i den samlede stilling, og scorede med en fjerdeplads på Kinnekulle sit hidtil bedste løbsresultat i sæsonen. Han følges af Kenn Bach på den samlede femteplads. Bach fører i øvrigt også Petronas Cup for kørere over 40 år.
Jørgen Worthmann stod over løbet i Sverige, men har fortsat sjettepladsen samlet – og sønderjyden plejer at gøre en god figur på Jyllandsringen, så der kan ske meget endnu.

Som noget nyt kører DS3 Cup også et FIA North European Zone-mesterskab i år. Det afgøres over tre løbsweekender i Norge, Sverige og nu Danmark, hvor Grand Prix Danmark bliver sidste løb i tabellen. Her fører Jonas Lynge med en margin på bare to point ned til Morten Jespersen.

Udenlandske gæster

At DS3 Cuppen generelt har fået god opmærksomhed udenfor de danske grænser blev understreget af NEZ-mesterskabet og afdelingerne i Norge og Sverige. Men til Grand Prix Danmark får serien også besøg af i alt tre mærkeklubber. DS3 Klub Danmark får følgeskab af ligesindede fra England og Tyskland, som har valgt at tage den lange tur til Jyllandsringen. Ud over den danske klub kommer også syv DS3-ejere fra England og Tyskland og ser, hvad en af Skandinaviens stærkeste mærkeklasser har at byde på.

Ved Grand Prix Danmark kommer DS3 klubber fra Danmark, Tyskland og England på besøg. Her er et par af de britiske biler fra DS3 GB Owners Club. Foto: Martin Clews.

 

To løbsweeekender og i alt fire løb er kørt – og vi nærmer os midtvejsmærket i årets Citroën DS3 Cup. Forud for weekendens afdeling på Ring Djursland har to nordjyske kørere skaffet en lille føring, men de skal holde øje med spejlene, for lige bag dem ligger en stribe hurtige kørere, som er klar til at udnytte enhver fejl.

Morten Jespersen og Jonas Lynge har lagt sig i front af mesterskabet efter to weekender. Her kæmper de ved Åbningsløbet på Jyllandsringen. Foto: Morten Kimer

Fejl har den mesterskabsførende Morten Jespersen ikke haft mange af i sæsonen hidtil, faktisk har han sluttet alle fire afviklede løb i top 2. Han følges af Jonas Lynge, der kronede en flot weekend på Vålerbanen i Norge med en sejr i søndagens finale. Det unge talent fra Nibe har fundet god fart i raceren i år, og han er helt tydeligt en kører, man bør holde øje med på Ring Djursland. Helt som et andet ungt talent, nemlig svenske Filip Sandström. Han havde aldrig kørt på Vålerbanen, men slog sit navn fast med to tredjepladser, og er også treer samlet i serien. Svenskeren har imidlertid heller aldrig kørt på Ring Djurslands udfordrende asfalt, men den gul/blå racer fra Göteborg-egnen er værd at holde øje med.

Filip Sandström meldte sig ind i titelkampen med en flot weekend på Vålerbanen. Svenskeren er aktuelt nummer tre i mesterskabet.

Tager Jørgen Worthmann pokaler igen?
Sidste års afdeling på Ring Djursland var en, som Jørgen Worthmann fik masser af point ud af – to andenpladser og 40 point blev det i alt til. Denne sæsons første to weekender har været lidt blandede for sønderjyden, der lige nu er på en delt fjerdeplads samlet. Generelt er kampen om fjerdepladsen hård, for blot tre point skiller lige nu en fjerde- og en ottendeplads i stillingen i DS3 Cup.

Åbningsløbet 2017 – Foto: Kimers Foto / Morten Kimer

En anden giftig udfordrer er Tommy Nygaard. Han åbnede sæsonen med en flot sejr i årets allerførste løb, men et stort sammenstød og følgende materielle skader i søndagens finale på Jyllandsringen har holdt ham ude siden. Nu er teamet fra Ikast klar igen, og det bliver spændende at se, hvad den rød/hvide DS3 Cup-racer kan udrette på Djursland.

Løbsweekenden på Ring Djursland kan som altid følges her på DS3Cup.dk samt på Facebook og live via Twitter.

Den mesterskabsførende Morten Jespersen kan åbne sæsonens norske løbsweekend i DS3 Cup fra pole position. Det står klart efter kvalifikationen på Vålerbanen, der blev afbrudt to gange, men undervejs var en spændende, skandinavisk duel.

Faktisk var nordjyden ikke hurtigst i begyndelsen – det var derimod hans nærmeste udfordrer, Jonas Lynge, samt svenske Filip Sandström. Den unge svensker viste det meste af fredagen, at han har solid fart på den norske bane, og det fortsatte blot i kvalifikationen.
I begyndelsen lå Jonas Lynge til pole foran Sandström, men duellen blev midlertidigt afbrudt, da Kristian Moe Sætheren spandt af banen, og oprydningen afbrød kvalifikationen.

Svenske Filip Sandström har i den grad fundet melodien på Vålerbanen – en bane, han aldrig har været på før. Det gav tredjebedste tid.

Ny afbrydelse
Efter afbrydelsen fortsatte Lynge og Sandström med at finde tid, men også Heidi Frydenhaug meldte sig ind i kampen, og var oppe i tredjebedste tid. Med knap fem minutter igen fandt Morten Jespersen også melodien, og kørte hurtigst af alle, men Filip Sandström gav ikke op. Kort efter kørte han en tid, som var bare 0,004 sekund fra Jespersens.
I de døende minutter af kvalifikationen begyndte også Daniel Størkersen at køre hurtige tider. Nordmanden er debutant i DS3 Cup, og kørte sig helt op i andenbedste tid, men et stort sammenstød med Isac Aronsson på kvalifikationens sidste omgang betyder, at Størkersen næppe kommer til start i lørdagens heat.

Jonas Lynge var bedst i kvalifikationens begyndelse. Nordjyden starter fra fjerde position på Våler.

I stedet bliver det Morten Jespersen på pole position foran Filip Sandström og Jonas Lynge i 2. række. Mads Frederiksen og Jørgen Worthmann starter henholdsvis nummer fem og seks, mens Heidi Frydenhaug og Rune Staudt er nummer syv og otte. Erik Bertilsson og Kenn Bach lukker top 10 af.

Se det samlede resultat her:
http://www.amigoo.se/heat/32576

Lørdagens finale køres klokken 15.25, mens der i morgen er finale klokken 13.25. Følg med på @DS3CUP på Facebook og Twitter.

Der har været stor udskiftning i feltet i DS3 Cuppen til 2017, hvilket var med til at gøre kvalifikationen til årets første løb, Åbningsløbet, til en actionpakket fornøjelse.

Den meget erfarne kører Tommy Nygaard er ny i serien, men viste fra første omgang, at den rød-hvide bil fra Ikast-teamet er en satsning, man skal tage seriøst. Nygaard holdt godt fast i feltets helt spidse ende, men midtjyden måtte i sidste ende se sig slået med en hundrededel af et sekund af en anden ny kører i DS3 Cup – nemlig Morten Jespersen.

Jespersen fandt de sidste marginaler mod slutningen af kvalifikationen, der blev kørt i solskin, men med truende skyer i nærheden.

Tommy Nygaard var ikke mange centimeter fra pole position i sin første optræden i DS3 Cup. Foto: Kimers Foto / Morten Kimer

Gamle kendinge hænger på
Flere kørere havde en svær start på Åbningsløbet, da lørdagens enkelte træningspas aldrig rigtigt blev en succes. Det gjaldt især for Kenn Bach, der fik koblingsproblemer og derfor fik meget begrænset køretid. Det holdt dog ikke aalborgenseren fra at satse godt i kvalifikationen – og det med stor succes, for Bach endte i tredjehurtigste tid med 1.18.020 – en lille tiendedel fra Morten Jespersens pole position.

Malthe Büttner fra ROED Performance starter sit første løb i DS3 Cup fra fjerde position, mens DS3-veteranen Jørgen Worthmann tager hul på sæsonen fra femtepladsen.

Jørgen Worthmann starter fra femte position, når søndagens 1. heat sættes i gang. Foto: Kimers Foto / Morten Kimer

Det sagde de efter kvalifikationen:

Morten Jespersen, pole position:
– Det er vist godkendt at starte forrest. Kvalifikationen har aldrig rigtig været min spidskompetence. Vores mål var egentligt at sætte bilen i top 3, for så ville vi have noget at arbejde med i morgen, så det er over al forventning. Jeg føler, at der er endnu mere i bilen, så jeg ser frem til at få løbet i gang.

Tommy Nygaard, P2:
– Jeg ville gerne have været foran Morten, men jeg tror, vi får nogle gode dueller. Vi skal lære bilen endnu bedre at kende, og så skal de sidste hundrededele også nok komme. Her er god stemning, og jeg tror vi får en fed sæson – det er rart, at der er så mange med.

Kenn Bach, P3:
– Efter alt gik galt for mig i træningen, så måtte jeg forsøge at glemme det. Synes jeg fik timet det hele ret godt, og fik mig placeret fornuftigt på banen til at sætte tiden, da dækkene var bedst. Er godt tilfreds med at have indersporet i morgen, og jeg må prøve at komme godt med fra start – det bliver vildt tæt i toppen.

Malthe Büttner, P4:
– Jeg er godt tilfreds med at starte firer. Banen var ret glat til træningen, så jeg fik ikke meget ud af det, men det er meget positivt, at farten er her nu.

Filip Sandström tog syvendebedste tid i 1.18.296. De 11 hurtigste er indenfor et sekund. Foto: Kimers Foto / Morten Kimer

2016 blev den hidtil bedste sæson i biler for 18-årige Mads Frederiksen. I sin tredje sæson i Yokohama Cup 1600 Challenge tog den unge østjyde mesterskabet i fornem stil, og nu mener han, at det er tid til at prøve en ny serie. Valget er faldet på Citroën DS3 Cup, så byd Mads velkommen!

DS3:
Hvad forventer du dig af sæsonen i DS3 Cup?

Mads Frederiksen:
– Jeg har allerede prøvet bilen på Jyllandsringen, og havde en god fornemmelse helt fra begyndelsen, så det er godt. Nu er det selvfølgelig meget tidligt at sige noget som helst om min første sæson i DS3 Cup her i januar måned, men jeg går efter at køre mig i top fem samlet.

DS3:
Hvad ser du som de største forskelle på den 1600 Challenge-racer, du har kørt i de forgange sæsoner, og den DS3 Cup-bil, du nu skal ud i?

Mads Frederiksen:
DS3’eren føles meget bedre i forhold til race setuppet, og den er helt klart mere en racerbil end min Swift. For det første føles den ikke som en personbil på grund af den gode undervogn, de store bremser og effekten. Den er en meget velkørende racerbil, som jeg tror, vi kan få en masse ud af.

DS3:
Hvad tiltrak jer ved serien?

Mads Frederiksen:
– DS3 Cup er en forholdsvist billig serie at køre, og så er det en fin racerbil. De to ting er vigtige for os.

DS3:
Der er, som du selv siger, stadig god tid til sæsonstarten. Hvordan forbereder du dig til sæsonen?

Mads Frederiksen:
– Vi har fået bilen hjem i garagen, så vi er i første omgang ved at lære den bedre at kende.

DS3:
Du kender allerede de danske baner. Hvordan har du det med vores kalenders to udenlandske baner, Vålerbanen og Kinnekulle Ring?

Mads Frederiksen:
– Jeg glæder mig utroligt meget til at komme ud på de udenlandske baner i serien. Indtil videre har jeg kun kørt på Circuit de Calafat i Spanien, men jeg ser meget frem til de to. Har også ladet mig fortælle, at de er både spændende og udfordrende, så det bliver godt.

Mens det på Ring Djursland i juni skete i perfekt sommervejr, var det anderledes overskyet over FDM Jyllandsringen ved dagens løb. Heldigvis holdt det tørt, og de håbefulde kørere i Danmarks tætteste mærkeklasse gjorde bestemt deres til at underholde publikum ved Grand Prix Danmark.

Karin Elise Fossen måtte kæmpe hårdt om sejren med Emrik Smedberg. Foto: Morten Kimer

Karin Elise Fossen måtte kæmpe hårdt om sejren med Emrik Smedberg. Foto: Morten Kimer

Fossen fik med gårsdagens sjetteplads pole position foran Rune Staudt, Emrik Smedberg, Marcus Påverud, Jørgen Worthmann og lørdagens sejrherre Jacob Mathiassen.
Det udnyttede Karin Elise Fossen til at skabe grundlaget for sejr – en god og ren start sendte hende først gennem første sving, mens det var mere rodet nede bagved. Marcus Påverud kom ikke rigtigt godt afsted fra fjerde startposition, og blev indblandet i et større sammenstød på vejen ud af andet sving. Det norske talent holdt dog bilen kørende, men flere biler var indblandet. Det gik blandt andet ud over Kenn Bach, der endte sin søndag i gruset, og Andreas Top, der fik skadet sin bil så meget, at han ikke kunne fortsætte. Jørgen Worthmann lå foran alt dette, men mistede hele forkofangeren, og siden gik bilen i nødprogram, hvilket kostede alle chancer for sønderjyden, der ellers tog andenpladsen i lørdagens løb.

Sammenstødet i starten gik ud over Jørgen Worthmann, som med en teknisk defekt aldrig kom i nærheden af at fortsætte de gode takter fra lørdag. Foto: Morten Kimer

Sammenstødet i starten gik ud over Jørgen Worthmann, som med en teknisk defekt aldrig kom i nærheden af at fortsætte de gode takter fra lørdag. Foto: Morten Kimer

Sammenstødene sendte banens safetycar i aktion, og gav et lille opbrud i løbet. Ved genstarten kom Karin Elise Fossen igen godt fra land, men hun kunne ikke hægte Emrik Smedberg af på andenpladsen. Svenskeren holdt sit pres, mens en anden god duel opstod bag dem. Her var Jacob Mathiassen godt på vej frem, og kæmpede hårdt med Rune Staudt om tredjepladsen. Til sidst lykkedes det Mathiassen at passere sin nordjyske konkurrent med en nydelig manøvre i Hesteskoen.
Staudt kunne ikke hænge på, da Mathiassen satte jagten ind på de førende. Han nåede aldrig helt frem til et angreb på føringen, men det lykkedes ham at fange Emrik Smedberg. Igen blev Hesteskoen på Jyllandsringen afgørende, for efter et fint forsøg efter start/mål var setuppet på plads, og Smedberg måtte se sig passeret på publikumslangsiden.

Rune Staudt kæmpede hårdt, men måtte give fortabt til Jacob Mathiassen til sidst. Foto: Morten Kimer

Rune Staudt kæmpede hårdt, men måtte give fortabt til Jacob Mathiassen til sidst. Foto: Morten Kimer

Mod slutningen kæmpede også Marcus Påverud sig frem i rækkerne, og kunne slutte på en femteplads efter at have været allerbagest.

Karin Elise Fossen, vinder løb 2:

– Det var mega hårdt. Jeg er vildt glad for, at jeg kunne klare det her, for der er virkelig hård konkurrence i feltet. Starten var helt afgørende, og jeg fik heldigvis en god start. Nu er det Rudskogen næste gang. Jeg har ikke kørt ret meget der, men det er en cool bane, og jeg tror, vi får nogle gode kampe der.

Jacob Mathiassen, P2:

– Det lykkedes at få godt med point med herfra, hvilket jeg er godt tilfreds med. Jeg fik en god start og nappede to pladser på det, men der var lidt roderi i sving 2, og Jørgen ramte mig vist lidt. Den efterfølgende safetycar hindrede mit løb lidt, for jeg manglede lige en omgang i at kunne sætte et angreb ind på Karin. Men vi fik gode point, og det er vigtigst.

Emrik Smedberg, P3

– Jeg er ganske tilfreds. Fik en fornuftig start og blev heldigvis ikke ramt i sving to. Mathiassen stressede mig en del og kom forbi til sidst, men jeg er stadig godt tilfreds med weekendens resultater. Jeg må se, om der er mere at byde på i Norge næste weekend – vi er i hvert fald klar.

Rune Staudt, P4:

– Jacob Mathiassen kørte virkelig stærkt bag mig, så jeg måtte virkelig kæmpe. Det var faktisk lidt en fortsættelse af i går, for da manglede jeg også pace til at gøre andet end at køre defensivt. Holdt ham godt nede, men til sidst fandt han en vej forbi. Forsøgte at hænge på ham, men det var ikke til. Alt i alt er jeg godt tilfreds med en fjerdeplads – det skal man ikke kimse af med en helt ny bil og så videre.

Martin Jensen meddeler, at testdagene på Jyllandsringen i marts bliver skåret ned til en enkelt dag. Det skyldes manglende tilbagemeldinger, og derfor kører vi kun mandag den 21. marts.
Tidspunktet er det samme som tidligere – 12.00 til 16.00.

Martin Jensen vil fortsat meget gerne have en melding fra alle, der vil deltage.