Indlæg

Forleden kunne vi præsentere finske Linda Vekka, som debuterer i DS3 Cup i 2019. Men hun bliver ikke den eneste finne, der bliver at finde på startgridden i løbet af 2019. Den 22-årige landsmand Jaakko Louhi og White Elephant Racing Team fra Turku følger nemlig trop. Også de har indkøbt en DS3 Cup-racer.

Lighederne fortsætter til dels på CV’et, for Jaakko Louhi kommer fra en baggrund, hvor han blandt andet har kørt i den finske V1600-klasse – helt i lighed med Linda Vekka. Men Jaakko har også kørt en del andre klasser på både asfalt og grus, ligesom han også har kørt en del med fjernstyrede biler i Finland såvel som Europa.

– Racing er en hobby for min far og jeg, og sammen har vi White Elephant Racing Team. Vi kom ind i motorsport dengang min far og jeg købte vores første racerbil i form af en gammel Volvo 242, der førhen havde kørt langdistanceløb. Jeg lærte at køre i den, og året efter lavede vi så en bil til V1600. Det var en Alfa Romeo 147, som vi kørte med i lidt over to sæsoner, og siden byggede vi én mere, fordi den gamle bil blev totalskadet i et løb i Letland, forklarer Jaakko.

Siden er turen også gået til rallycross sideløbende med banesporten, for i 2018 blev Alfa Romeoen bygget om til at køre Rallycross, mens den 22-årige finne i år har kørt V1600 i en Citroën C2 VTS. Men tiden er kommet til en ny udfordring, og den finske duo har derfor været på udkig efter en naturlig efterfølger i nogen tid. Målsætningen var at finde en klasse, hvor bilerne ville være hurtigere, men uden budgettet af den grund ville eksplodere. En tur til Danmark ved årets DM Finale i oktober gjorde udslaget, og nu kan finnen kalde sig ny i DS3 Cup:

– DS3 Cup føltes som et godt skridt videre fra V1600 uden det ville få prisen på en sæson til at stige helt vildt. Danmark er også et godt valg rent geografisk, for det er til at rejse ned med bilen.

Jaakko Louhi har kørt både baneracing og rallycross. Til daglig er han instruktør hos Jaguar Land Rover Experience Finland. Foto: White Elephant Racing Team

Et læringsår

Med en ny og noget hurtigere bil samt en hel stribe baner, der for Jaakko er helt nyt territorie, er der lagt op til et års læring i 2019:

– Vi vil køre så mange løb som overhovedet muligt i 2019, og vil meget gerne se, hvordan det fungerer at køre ræs i udlandet hver gang. Fokus ligger for os på, at vi skal have lært banerne og ikke mindst bilen ordentligt at kende i 2019, og så håber jeg bestemt, at vi kan presse på i 2020. Af DS3 Cup forventer jeg mig en god oplevelse for teamet og jeg selv. Vi håber at møde en masse nye venner og at få en masse gode oplevelser i løbet af sæsonen, lyder det fra Jaakko Louhi.

Skulle du undre dig over teamnavnet White Elephant Racing Team, så har navnet faktisk en del år på bagen. Jaakko Louhi har kørt løb med fjernstyrede biler i Finland såvel som Europa, og her opstod holdnavnet for mange år siden. Det har hængt ved, forklarer han:

– Det er en lang historie med navnet, men for at gøre den kort, så begyndte det som en joke, dengang vi kørte med fjernstyrede biler. Sidenhen kom de rigtige biler ind i billedet, men vi har holdt fast i navnet, fordi det er så anderledes i forhold til “fornavn-efternavn-teams”.

Du kan se mere til Jaakko og White Elephant Racing Team på facebook: White Elephant Racing Team.

Introduktionen med 2019-sæsonens anden finske kører, Linda Vekka, kan du læse her.

2019-løbskalenderen er klar, og den byder på en række ændringer i forhold til de kalendre, vi har kørt med i de seneste par sæsoner. Danske Padborg Park er tilbage på kalenderen for første gang siden 2015, og i august går turen desuden til Falkenberg i Sverige for første gang.

Kalenderen er denne gang fri for løb i sommerferien, så der er en god pause fra Padborg Park midt i juni til sæsonen genoptages i Sverige midt i august.

I forhold til 2018 udgår Ring Djursland og Kinnekulle, mens der er genvalg til norske Rudskogen, der i år lægger asfalt til sæsonpremieren i maj. Jyllandsringen er vært ved tre lejligheder – i juni samt til Grand Prix Danmark og DM Finalen, der traditionen tro køres i den første weekend af oktober.

Der er genvalg til Rudskogen i Norge. Banen er vært for årets første afdeling, som køres i begyndelsen af maj. Foto: Morten Kimer

2019-kalenderen er derfor som følger:

4-5. maj: Rudskogen, Norge
7-9. juni: FDM Jyllandsringen, Danmark
15-16. juni: Padborg Park, Danmark
17-18. august: Falkenberg, Sverige
6-8. september GP Danmark Jyllandsringen, Danmark
5-6. oktober DM Finalen, Jyllandsringen, Danmark

DS3 Cup kommer igen i 2019 til at sætte en tyk streg under seriens nordiske fokus. Finland er nemlig repræsenteret på startlisten med ikke bare en, men to kørere. De to er Linda Vekka og Jaakko Louhi, som begge kommer fra den finske V1600-serie. I dette interview skal vi møde 19-årige Linda Vekka, som i 2019 kører sin fjerde sæson i motorsport.

Den finske banesportsklasse blev begyndelsen på hendes motorsportskarriere, og gennem de forgangne sæsoner har hun kørt race i en Alfa Romeo 147 og sidste år i en Toyota Yaris. Den finske klasse kører i øvrigt også et nordisk NEZ-mesterskab, helt som vi kender det fra DS3 Cup.

Inspirationen til at gå videre til DS3 Cup kom fra en anden finne, som tidligere har kørt i DS3 Cup, nemlig Erkka Lindstedt. Erkkas bil er aktuelt Finlands eneste DS3 Cup-racer, men Linda har bestilt en racer, som nu bliver bygget:

– Erkka er min gamle mekaniker, og han har jo en DS3 Cup-bil. Jeg har kørt den nogle gange og kan virkelig godt lide, hvordan den kører. For os handler skiftet om, at vi gerne ville prøve noget andet til den kommende sæson, men der var ikke rigtigt noget i Finland, som sådan virkelig passede ind. Så tog vi til Danmark og kiggede på det hele – og det var så stor en succes, at vi har købt en bil og skal køre næste år, forklarer Linda Vekka.

Skiftede sportsgren

Dermed sagt er motorsporten også ret ny for Linda Vekka, der dog ikke har motorsportsinteressen fra fremmede:

– Min far kørte rally, da jeg var lille, og har i 17 år været dækleverandør til de finske mesterskaber. Så det med motorsport er helt klart i mit blod. Men min interesse for at dyrke sport begyndte faktisk med svømning. Jeg svømmede i ni år, men interessen for motorsport var der altid, så for nogle år siden købte min far Alfa Romeoen til mig, og så var jeg i gang, fortæller Linda Vekka.

Faktisk ville hun gerne have skiftet svømmehallen ud med racerbanen noget tidligere, men sådan gik det ikke. Nu er racerkarrieren imidlertid en realitet, og en bil er så småt på vej til Finland:

– Alt afhængig af, hvor længe sneen bliver her, så får vi forhåbentlig kørt noget træning. Jeg glæder mig til at komme i gang, men indtil da er der ikke så meget andet at gøre end at holde på med studiet og måske køre lidt isbaneløb her hen over vinteren, forklarer Linda Vekka, som læser til personlig træner og sportsmassør.

En ny DS3-racer er indkøbt og under opbygning i Danmark i øjeblikket. Her på billedet er det Erkka Lindstedts eksemplar.

 

Linda Vekka kan også følges på Facebook, hvor hun denne side:
https://www.facebook.com/lindavekkamotorsport

Fra en godt blandet startgrid blev det til en sejr fra start til mål for den mesterskabsførende Jonas Lynge i DS3 Cup. Nordjyden så sig aldrig tilbage, da startlysene slukkede, men et godt stykke hen ad vejen fulgte Mads Frederiksen med den forsvarende mester til en andenplads.

Med andre ord var spændingen i løbet ikke rigtigt at finde på forreste række – men det var den så sandelig i resten af feltet.

Jørgen Worthmann kørte sig hurtigt op – niendepladsen blev vekslet til en tur på podiet. Foto: Morten Kimer

Eric Nilsson og Erik Bertilsson kom også godt fra start i tredje og femte position respektivt, men ind i første sving var der allerede tumult, da Bertilsson forsøgte sig hårdt på Eric Nilsson. I tumulten ud af sving 2 ender det med et spin for Ericsson, ligesom Anton Bergström også kom med i kampen og fik skader på bilen.

Nede bagfra forsøgte Kenn Bach ivrigt at komme frem i feltet, og det lykkedes til dels også. Insight Racings nordjyde stormede frem i feltet på den første halvdel af omgangen, men et sammenstød med Knut Eirik Knudsen kostede dyrt, da Bach blev idømt to strafbaner for sammenstødet.

Mads Frederiksen tog en sikker andenplads og en god pointhøst med fra lørdagens løb. Foto: Morten Kimer

Gode kampe

Den, der bedst af alle profiterede på de første omganges kaos var Jørgen Worthmann. Efter en noget anonym kvalifikation startede sønderjyden fra 9. position, men med taktisk klogt arbejde blev det hurtigt vekslet til en tredjeplads. Og efter en safetycarperiode, udløst af en afkørsel fra Knut Eirik Knudsen, slog Worthmann for alvor sin tredjeplads fast.

Tredjepladsen holdt til mål for Jørgen Worthmann, der virkelig fik understreget, at det kølige overblik altid er godt at have.

Det skete i en god kamp med Erik Bertilsson, Kristian Moe Sætheren og Isac Aronsson, der forsøgte at hænge på. De tre kom imidlertid til at kæmpe om fjerdepladsen helt til mål – en plads, som tilfaldt Kristian Moe Sætheren foran Isac Aronsson og Eric Nilsson, der kæmpede sig godt tilbage fra at have tabt terræn i begyndelsen.

Det giver samtidigt Nilsson pole position til morgendagens løb. Erik Bertilsson trak syvendepladsen i land, mens Kenn Bach måtte tage til takke med ottendepladsen. Jesper Thomsø blev nummer ni, og Thue Bach-Kristensen nummer 10.

Sejren giver desuden Jonas Lynge gode kort på hånden til at blive NEZ-mester for andet år i træk, idet hans nærmeste konkurrent til titlen, Thomas Faraas, desværre ikke er til start denne weekend. Til gengæld tegner der til at blive tæt kamp om tredjepladsen, for her er tre kørere, som skilles af et enkelt point i øjeblikket.

Jonas Lynge tog sæsonens sjette sejr. Foto: Morten Kimer

Thomas Faraas havde dækket op til den helt store hjemmebanefest i 1. heat, hvor han startede fra pole position – men den fest aflyste Jonas Lynge. Bedre gik det til gengæld i lørdagens andet og sidste løb, hvor Faraas fra femte startposition fightede sig til føringen – og holdt den til mål.

Per Andre Støle kom ellers fint fra start, men et sammenstød med Erik Bertilsson kostede dyrt for begge parter. Foto: Morten Kimer

Fra startstregen var det ellers med en anden nordmand forrest, nemlig Per Andre Støle. Han startede lige foran Erik Bertilsson, og de to nåede desværre dårligt en halv omgang før det kom til kontakt, og de begge tabte mange pladser. Midt i det hele fandt Faraas vejen gennem tumulten og satte sig på føringen, skarpt forfulgt af Insight Racings Kristian Moe Sætheren og Kenn Bach.

Bach var tidligt med helt fremme i feltet, men blev dømt for en tyvstart, som sidenhen kostede nordjyden en stor bunke mesterskabspoint. Herfra var kampen ude foran for alvor åben. Faraas havde efter fire-fem omgange fået slået føringen fast, og Kristian Sætheren var også godt kørende i anden position. Men Jonas Lynge ville det anderledes, og tog først kampen op med Sætheren, som ikke fandt sig i alverden og svarede godt igen på nordjydens angreb.

Til sidst måtte Kristian Sætheren dog se Lynge stikke forbi – hvorefter jagten på Thomas Faraas for alvor gik ind. Knap fire sekunder blev løbende barberet ned til godt et enkelt – men målflaget afgjorde det hele for den erfarne nordmand, der indkasserede årets første sejr foran Jonas Lynge og Kristian Moe Sætheren.

Umiddelbart bag dem fik Eric Nilsson vendt det ærgerlige resultat fra første løb med stor fight og hårdt arbejde. Arbejde, der atter understregede, at den unge svensker er én, man absolut bør holde øje med fremover. Han indkasserede en fjerdeplads foran landsmanden Isac Aronsson, der også fik kæmpet sig frem i rækkerne. Mads Frederiksen rundede top seks af i en weekend, hvor østjyden generelt kæmpede med tekniske udfordringer.

Isac Aronsson, her forrest, havde en lang og underholdende duel med Mads Frederiksen. Svenskeren trak sig bedst ud af kampen og landede en femteplads, mens Mads Frederiksen tog sjettepladsen. Foto: Morten Kimer

Det efterlader en samlet stilling, hvor Jonas Lynge har lagt sig i front med en solid margin. 140 point står han aktuelt noteret for, mens Kristian Moe Sætheren med denne weekends stabile kørsel indtager andenpladsen med 91 point. Bag nordmanden er der tæt fight, for Kenn Bach har tredjepladsen og 76 point foran Erik Bertilsson med 75. Femtepladsen har Eric Nilsson med 65, mens Mads Frederiksen er sekser samlet med 63.

Det sagde de efter finalen:

Thomas Faraas, vinder:
– Jeg fokuserede meget på at få en god start. Tog jeg ikke straks pladser, så vidste jeg, at det ville blive svært. Jeg var ret heldig med det hele derude, for fra tredje omgang kunne jeg køre mit eget løb. Vi er godt i kontrol med bilen, og jeg ser frem til at køre igen i Sverige.

Jonas Lynge, P2:
– Da Faraas stak af derude, tænkte jeg godt nok mit, men jeg fik kæmpet mig godt frem, og hentede ham også. Desværre var løbet lige et par omgange for kort til en rigtig duel – men det tager vi med. Den her weekend gav noget af det sjoveste race, vi har leveret i hele serien i år, og det er jo vigtigt.

Kristian Sætheren, P3:
– Superfint løb. Der var masser af gode kampe i feltet, og jeg havde en kanon duel med Jonas Lynge derude. Han endte godt nok med at slå mig, men sjovt var det.

Podiet fra heat 2 – Thomas Faraas vinder foran Jonas Lynge og Kristian Moe Sætheren. Foto: Niklas Majgaard

Næste opgave for DS3 Cup-feltet er i Sverige om to uger, når turen går til SSK Seriens traditionsrige Race Week på den lynhurtige Kinnekulle Ring i Götene, Sverige.

 

Fire omgange skulle der til, så var den der for Jonas Lynge. For anden gang af to mulige har nordjyden pole position i DS3 Cup – men konkurrenterne har for alvor fundet farten, og det lover absolut godt for søndagens to løb.

De fire forreste endte indenfor tre tidendedele af et sekund, og Jørgen Worthmann var med næstbedste tid blot 0.041 sekund fra at tage pole position, mens Mads Frederiksen og Kristian Moe Sætheren tager 3. og 4. position.

Fra start bankede Mads Frederiksen for alvor på i kampen om bedste tid. Længe var han næsthurtigst – og foran blandt andre Jørgen Worthmann, Kenn Bach og Per Andre Støle.

Kenn Bach fik det aldrig helt til at fungere i tidtagningen. Insight Racing-køreren starter som nummer seks. Foto: Morten Kimer

For Støle endte tidtagningen før tid, da gearkassen gik i stykker på bil nummer 813. På daværende tidspunkt havde Støle ellers femtebedste tid, og det så ud til at blive en lovende kvalifikation. I stedet endte det med et facit som ottendebedst.

Alle tiderne blev – bortset fra Jørgen Worthmanns bedste tid – sat i begyndelsen af sessionen, men Worthmann blev ude på banen i jagten på forbedringen. Til sidst kom den, og dermed endte det hele med Jonas Lynge på pole position foran Jørgen Worthmann, Mads Frederiksen og Kristian Moe Sætheren. Svenske Erik Bertilsson fik sat en god tid mod slutningen og er femtebedst, mens Kenn Bach starter som sekser. Det er et rent norsk anliggende i fjerde række, hvor Thomas Faraas og Per Andre Støle starter som henholdsvis nummer syv og otte. Top 10 lukkes af Isac Aronsson og Jesper Thomsø.

Erik Bertilsson fandt melodien til sidst – svenskeren tog femtebedste tid. Foto: Morten Kimer

Foto: Morten Kimer

Jonas Lynges blå/hvide racer var ofte at finde forrest i feltet i den forgangne sæson – og i 2018 tegner det ikke umiddelbart til at blive anderledes. Nordjyden lod stopuret tale i kvalifikationen til Åbningsløbet på Jyllandsringen og tog pole position i tiden 1.17.254.

Kristian Moe Sætheren viser gode takter ved Åbningsløbet – han starter som toer i søndagens første heat. Foto: Morten Kimer

Han bliver fulgt af en trio af norske kørere, som alle gik ud og viste nogle solide tider. Nummer to på gridden til søndagens løb er således Kristian Moe Sætheren, som fik klemt sig ind foran de to DS3-debutanter Per André Støle og Thomas Faraas.

Thomas Faraas har på ingen måde glemt, hvordan man styrer en forhjulstrækker hurtigt rundt på Jyllandsringen. DS3-debutanten åbner sæsonen som firer. Foto: Niklas Majgaard

Femtebedste tid gik til Kenn Bach, som får følgeskab af svenske Erik Bertilsson på sjettepladsen.

Top otte afrundes af Eric Nilsson og Jørgen Worthmann.

Der venter søndag to heats for DS3 Cup-feltet – første heat sættes i gang klokken 10.35, mens weekendens andet heat køres 14.55.

Kenn Bach starter fra femte position i jagten på et forsvar af sit oldboysmesterskab fra 2017. Foto: Niklas Majgaard

Det sagde de efter kvalifikationen:

Pole position: Jonas Lynge:
– Jeg ved ikke helt, hvad jeg egentligt havde forventet her. Vi har ikke haft nogen tests eller andet før den frie træning i dag, så vi prøvede lidt forskelligt af. Heldigvis virkede det godt, og vi fik bilen til at køre godt.

2. position: Kristian Moe Sætheren:
– Det her er et super resultat. Det viser i hvert fald, at al den træning og test, jeg har kørt gennem vinteren, har givet fuld valuta for pengene. Jeg vil gøre mit bedste for at få et godt resultat ud af den her kvalifikation.

3. position: Per Andre Støle:
– Jeg er godt tilfreds med tredjebedste tid, men jeg føler, at der var lidt mere i bilen, end jeg egentligt fik vist. Jeg ser frem til i morgen, og håber, at jeg kommer godt fra start.

Har du fulgt med i skandinavisk motorsport, så får navnet Thomas Faraas nok en klokke til at ringe. Den norske kører har været omkring en lang række bilklasser. Han kørte blandt andet DTC tilbage i 2001 og har derudover kørt en del i Sverige i blandt andet JTCC og haft en enkelt optræden i STCC. Nu springer den erfarne standardvognskører ud i et nyt projekt, for han er til start allerede i den kommende weekend, når der er premiere på DS3 Cup 2018.

Skiftet til DS3 Cup har været undervejs hele vinteren, men sygdom satte en midlertidig stopper for planerne. Heldigvis er Thomas Faraas meldt rask og klar til mere motorsport – og det fik den norske satsning tilbage på sporet, selv om tidsplanen har været lidt stram i de sidste par uger:
– Vi begyndte at arbejde på bilen i november, men jeg blev alvorligt syg i februar i år. Det satte en stopper for projektet midlertidigt. Jeg fik det bedre, og har fået grønt lys af lægen. Så vi besluttede at gøre et forsøg på at komme til start, forklarer Thomas.

Der blev arbejdet helt op til deadline, men trods sygdom over vinteren er TF Motorsport og Thomas Faraas klar til start på Jyllandsringen. Foto: TF Motorsport

Udfordringer eller ej, så håber den 38-årige kører at blive klar til tætte kampe – det er grunden til valget faldt på DS3 Cup.
– Vi kommer nok lidt uforberedte til første løb, da vi ingen tests har kørt, men regner med, at vi er godt kørende efter et løb eller to. Jeg elsker tætte og gode fights, og jeg ved, at niveauet i serien er godt. Det er det, vi vil, slår Thomas Faraas fast.

 

Norge har i de seneste par sæsoner været repræsenteret med en del kørere i DS3 Cup. 2018 bliver ingen undtagelse, for i år er flere nye norske kørere klar på gridden.

Vi har allerede hilst på Knut Eirik Knudsen, men også Per Andre Støle er ny i DS3 Cup. Hvis navnet får en klokke til at ringe, så passer det meget godt, for Per har i de seneste par sæsoner kørt det norske GT-mesterskabs GT3-klasse i en Seat Leon. Og det med stor succes, for Per Andre Støle vandt mesterskabet i GT3 i både 2016 og 2017 i det, der er Norges svar på Danmarks Special Saloon. Her er det også blevet til to deltagelser på Jyllandsringen.

– Jeg er skiftet til DS3 Cup, fordi jeg gerne ville prøve noget nyt. Der er flere ting ved serien, som tiltrak mig. Først og fremmest kan jeg godt lide, at chaufføren er vigtig. Det trak os bestemt til, forklarer Per Andre Støle.

Foto: Morten Kimer

Den 28-årige nordmand har til gengæld ikke en lang karriere bag sig som racerkører. Faktisk debuterede han på de norske baner i 2016, og er derfor vant til at køre i den noget vildere Seat Leon. Derfor var der også lidt omstilling at klare for Per Andre Støle, da han første gang kørte i sin nye DS3 Cup-racer:

– Well, de har begge forhjulstræk, men der er forskelle. Min gamle bil havde sekventiel gearkasse og meget mere downforce, så det er en helt anden bil at køre. Jeg ser frem til at komme i gang med sæsonen, og håber, at vi kan være med fremme. Men det bliver en udfordring – her er mange dygtige kørere, vurderer Per Andre Støle og tilføjer:

– Det fine ved motorsport er jo, at vi alle er lige, når hjelmen kommer på.

DS3 Cup har for længst slået sig fast som en stærk rugekasse for fremtidens talenter i hele Skandinavien. Flere kørere har gennem årene taget springet ud af gokarts og ind i de franske hatchbacks – og i år gør endnu en kører det famøse skifte.

17-årige Knut Eirik Knudsen er et velkendt navn på kartingbanerne i hjemlandet Norge, og i år stiller han for første gang nogensinde til start i bil. At det blev DS3 Cup er imidlertid ikke helt en tilfældighed, forklarer han:
– Vi var til en træningssamling med NBF, Norges Bilsportforbund, og den norske promotor Rune Næss holdt et foredrag der. Jeg synes oplægget omkring klassen virker meget fornuftigt, og det giver god racing til en god pris. Det virkede som en god løsning fra start, forklarer nordmanden.

Knut Eirik Knudsen har senest kørt X30 Challenge. Her er han forrest med rød hjelm.

Skiftet

Men man springer ikke bare ud af en kart og ind i en bil – der er lidt tilvænning i processen:
– Det er en noget anderledes fornemmelse, men synes jeg hurtigt fandt rytmen, da jeg prøvede bilen for første gang. Det var på Vålerbanen. Mit mål er uanset hvad, at jeg gerne vil forbedre mig over sæsonen. Jeg ser det lidt som en testsæson, for det er jo min første i bil, lyder det fra Knut Eirik Knudsen.

Herfra skal der lyde et velkommen til Knut, der er den ene af seriens to nye norske kørere. Den anden er Per Andre Støle, som du snart kan læse mere om her på siden.

DS3 Cuppen får i 2018 en stor vestsjællandsk satsning med på gridden. Sonny Nielsen, der også var med i hele 2017-sæsonen, har nemlig slået sig sammen med Kenneth Kolbe, der kommer fra rallysporten. Kenneth prøvede også kræfter med DS3 Cup ved en enkelt lejlighed i sidste sæson.

Det er blevet til Kolbe-Racing, som har Kenneth Kolbes kæreste Jeannette Kvick som teamchef. Også Jeannette har stærke motorsportsforbindelser, for hun slår normalt sine folder som codriver – men for at give Kenneth og Sonny så meget fokus som muligt på kørslen, har hun fået en mere ledende rolle.

– Vi kastede os ud i DS3 ved et tilfælde. Sonny har tidligere sponsoreret mig, når jeg har været i udlandet som codriver, og sidenhen fik han også lokket Kenneth til at købe en DS3-racer. Faktisk fik jeg en SMS under en løbsweekend i Østrig, hvor der stod, at nu havde Kenneth valgt at købe en bil. Okay, så var vi ligesom i gang …, husker Jeannette.

Jeannette Kvick har i år valgt at supplere sit vanlige engagement som codriver i rallysporten med jobbet som teamchef i DS3 Cup.

Tre biler
Siden er tiltaget vokset yderligere. En racetrailer er blevet indkøbt, og senest har teamet også anskaffet sig to ekstra biler, der efter planen skal lejes ud til kørere – forhåbentligt for hele sæsonen. Det er i hvert fald tanken bag.

Men Jeannette Kvick har også en anden funktion i teamet – det mentale er som altid vigtigt i motorsporten, og især Kenneth Kolbe har arbejdet med at omstille sig fra rally til banesport over vinteren:
– En god del af det mentale arbejde kan jeg bringe ind fra mine erfaringer med rally og idrætspsykologi, men til syvende og sidst er indstillingen helt afgørende. Kenneth har for nylig været til coaching hos Tommy Schröter også, og her arbejdede han meget på kørestilen. Uanset hvad, er det en kæmpe chance for os begge for at prøve noget nyt i motorsporten, og det er super spændende, forklarer hun.

Udskudt debut
Kolbe-Racing var for nylig med i Italien til test-ugen. Det gav masser af værdifuld træning, men der kom et skår i glæden på førstedagen, da Kenneths motor gik i stykker. Med hjælp fra Insight Racing var bilen dog kørende dagen efter, men det koster desværre en udsat sæsonstart for Kenneth, forklarer Jeannette:
– Det var ikke lige med i planerne, at vi skulle have en ny motor i bilen allerede, men sådan noget sker. Vi har pt to biler til udlejning for sæsonen, og regner med at få Kenneth ud at køre senere.

Der er stor svensk interesse i DS3 Cup igen i år – og igen er Sverige også vært for et løb, når turen i slutningen af juli går til Kinnekulle Ring.
Vi har allerede hilst på Anton Bergström, der også er et nyt svensk ansigt i DS3 Cup – og nu skal vi møde 15-årige Eric Nilsson.

Eric har netop afrundet en uges tests med Insight Racing på Circuito Tazio Nuvolari i Italien, og det var på alle måder en succes, beretter han:
– Ugen er gået virkelig godt i Italien. Vi fik lært en masse om bilen og banen, og vi fik prøvet en stribe forskellige setups. Til sidst, altså torsdag, var vejret også med os, så jeg fik prøvet bilen på friske dæk. Det gav en af ugens bedste tider, så det er jeg meget tilfreds med. En god uge og masser af omgange – det er helt perfekt.

En af to nye svenske kørere i DS3 Cup i år er 15-årige Eric Nilsson fra Broby.

Kartingbaggrund

Eric har på mange måder den samme baggrund som sine landsmænd i DS3 Cup, for også Eric Nilsson skiftede indledningsvist sin tilværelse i karting ud med den svenske Renault Clio Juniorcup. Denne serie har den fordel, at man kan begynde at køre banerace som 14-årig – og det sker tilmed, at der gives dispensationer, så de unge talenter kan komme ud at køre bil endnu tidligere.

– Jeg har kørt karting siden jeg var tre eller fire år, så det har på alle måder været en del af min opvækst. Senest har jeg kørt to sæsoner i Clio Juniorcup, men jeg føler, at tiden er inde til at gå videre. Her valgte jeg DS3 Cup, for feltet er enormt stærkt, og det er præcist, hvad jeg søger. Som rookie og junior er mit mål at lære så meget som muligt om bilen og dens opsætning – og så har jeg da en lille forhåbning om at kunne overraske i nogle af løbene. Det er i hvert fald min ambition!, tilføjer han.

Valget faldt på DS3 Cup efter et besøg på Jyllandsringen sidste år – noget, der imponerede:
– Vi var på besøg på Jyllandsringen, og fik et godt indtryk af serien. Jeg synes, der er et godt arrangement, og der er altid tæt kamp på banen – det er absolut et plus i min bog. Jeg har kørt en del på Kinnekulle og glæder mig virkelig til at køre i DS3’eren på hjemmebanen. Seriens øvrige baner kender jeg ikke noget til, så det bliver spændende at prøve kræfter med nye baner hele tiden.

Travl sæsonoptakt
Maksimal køretid er det, som Eric Nilsson vægter højt op til sæsonstarten. Der har allerede været en enkelt testkørsel hjemme på Kinnekulle i slutningen af 2017-sæsonen, og nu har den unge svensker som nævnt også fået en uges testkørsler i Italien. Næste stop er den officielle test- og mediedag i DS3 Cup, som finder sted på FDM Jyllandsringen d. 9. april.

Når DS3 Cup-sæsonen 2018 flages i gang på Jyllandsringen til maj bliver det med Gravlund Industrigummis logo på feltets forrudestreamere.

Det står klart efter direktør Mads Gravlund har indgået en aftale, der betyder, at virksomheden fra Ballerup hele sæsonen er hovedsponsor for DS3 Cuppen – og dermed er repræsenteret på bilernes forruder.
– Vi har valgt at blive hovedsponsor i DS3 Cup, og har forruden på alle bilerne i den kommende sæson. Jeg glæder mig meget til at se det, og håber naturligvis, at vi får masser af TV-dækning. Men først og fremmest er jeg med, fordi jeg gerne vil støtte dansk motorsport, forklarer Mads Gravlund.

Gravlund Industrigummi var også repræsenteret ved sidste års finaleweekend – i år vil de hvide bannere pryde DS3 Cuppen hele sæsonen.

Hvis navnet Mads Gravlund får en klokke til at ringe blandt motorsportsfans, så er der bestemt en grund til det. Gravlund har nemlig selv kørt en del banerace – dels i historiske biler, men også i DS3 Cuppens forgænger, Citroën Saxo Cup.
– Jeg har efterhånden kørt en del forskellige kategorier. Det startede med gokart i mine unge dage, og siden gik turen forbi flere bilklasser inklusive Saxo Cup. Derudover har jeg stadig min Alfa Romeo, som jeg har brugt til historisk racing – men i dag går det meste af min motorsportstid med at tage til løb med min søn Sebastian. Da hans gokartkarriere kom i gang, lukkede jeg lidt ned for mine egne motorsportsambitioner. I dag har det virkelig taget fart for ham, og jeg har vel egentlig aldrig brugt så meget tid på motorsport som nu, fortæller han.

Gravlund Industrigummi har base i Ballerup, og har speciale i at støbe gummikomponenter på bestilling. Virksomheden producerer til en lang række kunder, og laver alt fra små specialopgaver til bestillinger på mange tusinde enheder ad gangen – for så forskellige kunder som medico-industrien til produktion af tog.

DS3 Cuppen har i de seneste par sæsoner udviklet sig til at være et stort nordisk opgør. For nok er DS3 Cup en dansk opfindelse, og flertallet af løbene afvikles i Danmark – men det har ikke afholdt klassen fra at opnå stor interesse i resten af Skandinavien.
Således også i år, hvor der igen er stor svensk og norsk interesse for Skandinaviens hårdeste mærkeklasse.

Traditionen tro betyder det, også at der er mange nye ansigter i DS3 Cup i år, og i den kommende tid vil vi byde seriens nye kørere velkommen her på DS3racing.dk.

En af årets spændende debutanter fra Sverige er Anton Bergström. Det 15-årige talent fra Eskilstuna har trods sin unge alder allerede erfaring med standardvogne fra den svenske Renault Clio Juniorcup, og vil nu tage et spring over i den noget hurtigere DS3 Cup-racer. Det er noget, som blandt andre 2017-vicemesteren Filip Sandström samt Isac Aronsson og Erik Bertilsson lykkedes godt med i fjor.

I år er det så tid til en noget hurtigere bil, men DS3 Cup er ikke det eneste mesterskab, som den unge svensker skal køre. Anton Bergström har erfaring med at køre mange forskellige motorsportsklasser, og startede faktisk sin karriere med motocross. Derfor skal 2018 også være et år, hvor han får mest mulig køretid, hvilket skal ske i både DS3 Cup og i Clio Juniorcup, hvor Anton Bergström vil forsøge at forbedre på sin samlede andenplads fra 2017:
– Sæsonen 2017 gik på alle måder over forventningen. Jeg havde hidtil mest kørt cross for sjov – uden at konkurrere. 2017 var min første sæson i Renault Clio Juniorcup, hvor jeg fik den samlede andenplads i mesterskabet.  Jeg har trænet meget i løbet af vinteren, så vi håber, at jeg i år både kan komme godt i gang med DS3 Cup og samtidigt konkurrere om mesterskabet i Juniorcuppen hjemme i Sverige, så jeg får travlt, forklarer han.

Der er dobbeltprogram til den unge svensker i år – sideløbende med sin deltagelse i DS3 Cup vil Anton Bergström også forsøge at forbedre sin samlede andenplads i den svenske Renault Junior Cup fra 2017.

Stor forskel
Med skiftet til DS3 Cup er der også en del nye ting at se frem til for Anton. Nye baner og en helt anden bil er en udfordring, som svenskeren er helt klar på at tage op:
– Jeg ser meget frem til at komme i gang med sæsonen, for det er virkelig stort at kunne køre i denne serie allerede som 15-årig. DS3’eren er på alle måder mere en racerbil, og med langt større effekt, slicks, bedre bremser og spærredifferentiale er det en helt anden bil at køre i. Jeg glæder mig til at få kørt nogle kilometer, og med mit begrænsede kendskab til de danske baner er det en god udfordring. Det glæder jeg mig til at få gang i, forklarer Anton Bergström.

Uanset hvad, så var valget nemt at træffe for den unge svensker:
– Vi er her først og fremmest, fordi DS3 Cup virker som en perfekt serie at skifte op til fra Clioen. Det er en mærkeklasse, så der er garanti for spændende dueller, og endelig trækker DS3 Cup et ganske stort publikum – det er absolut også en vigtig faktor, tilføjer han.

I næste uge får svenskeren for alvor lov at prøve kræfter med den nye bil ved testugen i Italien. Den har vi naturligvis mere dækning fra, så snart bilerne rammer asfalten på Circuito Tazio Nuvolari.

Den kommende sæson bliver dækket langt mere intensivt end tidligere på TV. Det står klart, efter direktionen i MASCOT DTC har indgået en ny TV-aftale for 2018. Det betyder, at du som fan også kan se ræs hele lørdagen.

Aftalen har nemlig sikret, at det fulde løbsprogram vil blive sendt på en ny, online kanal, og dermed vil du kunne se træning, kvalifikation og begge løb i DS3 Cup over weekenden.

Selve løbsdagen, altså søndag, fortsætter som hidtil på TV2 Sport med live kommentering – men med den forskel, at du fremover også kan gå online og se de løb, der afvikles umiddelbart efter DTC-finalen.

Mens vinteren står på, og foråret synes langt væk, så er det med glæde, at vi allerede nu kan offentliggøre næste års løbskalender i DS3 Cup.

Igen i 2018 afgøres mesterskabet over seks løbsweekender, hvoraf én afholdes i Norge, og én i Sverige. Der er genvalg til SSK Seriens Race Week på Kinnekulle Ring i juli, mens den norske afdeling holder flyttedag og køres på Rudskogen. Det sker i øvrigt i samspil med DTC, i modsætning til tidligere, hvor DS3 delte sin norske afdeling med en stribe norske motorsportsklasser snarere end DTC.

DS3 Cuppen får i 2018 lov at prøve kræfter med Rudskogen i Norge. Banen var senest på kalenderen i 2016, hvor dette foto også er fra. Foto: Niklas Majgaard

DS3 Cuppen får i 2018 lov at prøve kræfter med Rudskogen i Norge. Banen var senest på kalenderen i 2016, hvor dette foto også er fra. Foto: Niklas Majgaard

Kalenderen 2018 tager sig ud som følger:

12-13. maj – Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen, Danmark

9-10. juni – DTC Weekend, Ring Djursland, Danmark

13-15. juli – Rudskogen, Norge

27-29. juli – Race Week, Kinnekulle Ring, Sverige

24-26. august – Grand Prix Danmark, FDM Jyllandsringen, Danmark

6-7. oktober – DM Finalen, FDM Jyllandsringen, Danmark