Alt tegner til, at Jonas Lynge igen er den, man skal køre fra, hvis man har mesterskabsambitioner i DS3 Cup. Søndagens første heat endte i hvert fald med en sejr efter et stabilt heat, hvor føringen aldrig rigtigt var under pres. Lige så afslappet var kampen om andenpladsen, hvor Kristian Moe Sætheren også tog turen fra flag til flag – men bag den dansk/norske duo var der kamp var der krig for alle pengene.

Flere af feltets norske kørere var forfulgt af uheld helt fra start. Per Andre Støles håb om at få en god start endte med et knækket drivakselled, og Støle kom aldrig nogen vegne fra tredje startposition. Landsmanden Thomas Faraas fik til gengæld en god start fra fjerde position, men måtte kapitulere med tekniske problemer.

Jonas Lynge tog sejren direkte fra pole position. Foto: Morten Kimer

Nede i rækkerne skød Jørgen Worthmann godt frem. Sønderjyden startede fra en utilfredsstillende ottendeplads, men den blev hurtigt vekslet til en fjerdeplads. Her begyndte en fin kamp med Kenn Bach om tredjepladsen, mens svenske Erik Bertilsson også blandede sig.

Worthmann udfordrede Bach ad flere omgange, og til sidst lykkedes det i indbremsningen til første sving. En lynende sen nedbremsning sendte sønderjyden indenom – og Bertilsson fulgte med.

Kort efter endte det hele med et sammenstød, for Erik Bertilsson forsøgte at komme forbi Jørgen Worthmann i Hesteskoen, men de to stødte sammen. Svenskeren udgik, mens Jørgen Worthmann kørte videre – uden bagkofangeren og med bagklappen åben.

Jørgen Worthmann kørte heatet færdigt trods skaderne.
Foto: Morten Kimer

Dermed kunne Kenn Bach køre tredjepladsen hjem, mens Jonas Lynge og Kristian Moe Sætheren hoppede op på de to øverste trin af podiet.

Eric Nilsson tog fjerdepladsen, mens Mads Frederiksen og Isac Aronsson runder top seks af.

Søndagens andet heat køres 14.55.

Jonas Lynge, vinder:

– Det var godt at åbne på en sejr. Fik en fin start, og kunne holde tempoet resten af vejen. Nu skal jeg have nogle point og frem for alt en hel bil med hjem i finalen i eftermiddag.

Kristian Moe Sætheren, P2:

– Det hele fungerede godt. Min plan lykkedes, og jeg er meget tilfreds med andenpladsen.

Kenn Bach, P3:

– Jeg fik det bedste ud af løbet. Fik en god start, men for enden af langsiden havde jeg lidt problemer med balancen.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *