Citroën DS3 Cup har netop valgt en ny presseansvarlig for sæsonen 2016. Samtidigt jagter vi også historier om vinterens ændringer ude i garagerne. Hvad arbejder I på lige nu?

Den nye presseansvarlige er Niklas Majgaard, som kommer fra Racemag.dk.
Niklas skriver:

– Hej! Jeg er 24 år gammel og har i det seneste år skrevet for Racemag.dk, og har i år sat mig for at udvide mit repertoire yderligere. Det fik jeg mulighed for at gøre med Citroën DS3 Cup, hvilket er en løsning, jeg er meget tilfreds med.

Niklas er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, og har altid haft en solid interesse for motorsport:

– Min interesse for motorsport har altid været stor, og jeg var i en del år moderator på Safetycar.dk. Dengang var det landets største uafhængige Formel 1-forum. Derudover er jeg ganske aktiv i RC-racing, som jeg stadig kører. Jeg har dog valgt at skrue lidt ned for ambitionerne i år, så der i stedet er tid til fuldt program som journalist for Citroën DS3 Cup og Racemag.

Da der er lige omkring to måneder til Jeres sæson sådan for alvor begynder med tests på Jyllandsringen, vil jeg meget gerne åbne mit nye job med at skrive et par historier som optakt til sæsonen. Derfor må I meget gerne byde ind med små som store ændringer, I har lavet i løbet af vinteren.
Jeg kan fanges på nedenstående telefonnummer og email. Jeg ser frem til at møde Jer!

Vi ses på Jyllandsringen i marts!

Niklas Majgaard
Telefon 28 92 65 68
Mail: nm@racemag.dk