Til enhver god historie hører også skarpe billeder. Derfor kan vi nu præsentere Morten Kimer Hansen som ny fast fotograf på Citroën DS3 Cup.
Morten er langt fra ny på de danske og udenlandske baner, for gennem de seneste ti år har han fotograferet alverdens motorsport på både to og fire hjul. Nu kan Morten tilføje endnu en titel til det flotte CV, for i år vil hans skud pryde www.DS3Racing.dk.

Det hele startede med en opgave i Mortens fuldtidsarbejde som webudvikler – et roadracingteam manglede en ny hjemmeside, og siden fik Morten også fotoopgaver af teamet.
– For mig udviklede det sig ganske hurtigt, for jeg havde efter kort tid kunder nok til at gå seriøst ind i motorsport. Jeg kom egentligt fra motorcykelverdenen, men når roadracing og bilklasserne deler samme løbsweekend, så ville det jo være dumt ikke at lave begge dele, forklarer Morten Kimer Hansen.

Som fotograf på Citroën DS3 Cup ser Morten frem til en spændende sæson i Danmarks tætteste mærkeklasse:
– Jeg har fulgt DS3 Cup i flere år, og synes det er en både spændende og sjov klasse at se. Der er altid hård kamp lige til det sidste, så jeg forventer god underholdning igen i år, siger han.