For de, der har deres faste gang på de danske baner i både banerace og rallycross er nordjydens navn helt sikkert velkendt, for karrieren begyndte med masser af sæsoner i rallycross, og kulminerede i den lynhurtige klasse for Supercars. Her kørte Morten Jespersen EM i 2007-2009.

Siden gik turen til banesporten og Yokohama 1600 Challenge. Her tog nordjyden det samlede DM i 2014, og kørte SuperCup i 2015, mens han i fjor holdt en pause fra motorsporten.
Nu er det comeback-tid, og vi har taget en snak med Morten Jespersen om hans forventninger til den kommende sæson i Citröen DS3 Cup. Bilen blev købt i slutningen af 2016, og siden har forberedelserne stået på.

Sådan så det ud, da Morten Jespersen sidst kørte. Det var i Yokohama SuperCup i 2015. Foto: Jespersen Motorsport.

Tæt konkurrence er afgørende

DS3: Hvordan går forberedelserne til sæsonen?

– Det går fint her. Vi har fået renoveret nogle dele hos Insight Racing, og vi er ved at samle bilen nu, så vi kan teste den, når vejret tillader det. Jeg har prøvet DS3-raceren en enkelt dag på Jyllandsringen, og den overraskede mig meget positivt, så jeg ser frem til at komme i gang med sæsonen, siger Morten Jespersen.

DS3: Du har jo efterhånden kørt en del forskellige klasser. Hvad tiltaler dig ved DS3 Cuppen?

– Jeg kan godt lide, at bilerne er helt ens, og at det ikke nødvendigvis er den med det største budget, der også kører hurtigst. Det betyder selvfølgelig meget at få testet, og det koster naturligvis, men grundlæggende har vi alle det samme udgangspunkt. Det er super fedt.

DS3: I dine tidligere sæsoner på de danske baner har du været godt med fremme. Hvad er målet for i år?
– Jeg håber at kunne slutte i top 3, men jeg går ydmygt til opgaven. Jeg ved, at der nok skal blive en meget hård kamp om det. Det er spændende, at der kommer mange nye kørere til, så det bliver spændende at se, hvor alle står til åbningsløbet, lyder det fra Morten Jespersen.