Hankook er med fuld fart på vej ind i sit andet år som leverandør af dæk i DS3 Cup. I en mærkeklasse som DS3 Cup er det afgørende, at dækkene er nemme at arbejde med – og at alle får lige materiel. Begge dele bragte Hankook ind i serien i 2017, hvor importøren af Hankooks racerdæk, BMSport fra Ringsted, stillede op til testdagen med en ingeniør fra Hankook og fuld support fra dag 1.

– Hankook Competition har helt fra begyndelsen leveret en god service, og at stille med en ingeniør på den officielle testdag var vist uset i dansk motorsport indtil de gjorde det. Det gjorde skiftet nemt sidste år. Nu har vi alle en masse erfaring med dækkene efter en hel sæson – og jeg glæder mig virkelig til at se, hvor alle teams og kørere ligger i år, forklarer DS3 Cups promotor, Martin Jensen.

Deler ud af erfaringerne

Netop viden om dækkene er afgørende. Dette er også indgangsvinklen fra BMSport og indehaver Per Bernd. For at få det optimale ud af et sæt slicks til banesport er ikke bare at montere fire dæk. Det er også en videnskab, slår han fast:

– Det er vigtigt for mig at give så meget som muligt tilbage til sporten i form af viden. For mig er det helt afgørende, at alle kunder får at vide, hvad de skal gøre, for at få det bedste ud af et sæt dæk fra Hankook, forklarer han og tilføjer:

– Det er vigtigt uanset hvilket dæk, man kører med – men for mig betyder det meget at få forklaret, at hestekræfter og bremser ikke nødvendigvis er de eneste parametre, der gør en bil hurtig.

Per Bernd deler hver eneste løbsweekend ud af sin viden om dækkene, og det er vejen til den gode konkurrence, mener promotor Martin Jensen:

– Alle teams kender dækkene godt nu, og jeg forventer en skarp konkurrence, hvor intet er afgjort før sæsonens sidste løb. Der er masser af gode kørere til start – med andre ord er alt klart til endnu en hamrende tæt sæson i DS3 Cup, afrunder Martin Jensen.

Der er sæsonpremiere i DS3 Cup i den kommende weekend, når det går løs til Åbningsløbet på Jyllandsringen.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *