,

Sæsonens største løb venter!

Så er det tid! Årets største løbsweekend i dansk motorsport, Grand Prix Danmark, venter. Og i DS3 Cuppen er der ekstra meget på spil, for i denne weekend er der igen point på højkant i to forskellige mesterskaber. Grand Prix Danmark tæller nemlig med i North European Zone-mesterskabet, som er FIA’s officielle nordiske titel. Den er på højkant i DS3 Cuppen som det eneste banemesterskab på dansk grund.

NEZ afgøres over henholdsvis årets premiere på Rudskogen i Norge, cuppens seneste løbsweekend på svenske Falkenberg samt Grand Prix Danmark og DM Finalen på Jyllandsringen. Sidste års nordiske mester, Jonas Lynge, er ikke med i feltet i år, og derfor skal der kåres en ny nordisk mester i år DS3 Cup – helt ligesom der også er afgørende point på spil til årets samlede mesterskab.

Jacob Sevel og Erik Bertilsson havde en tæt kamp på svenskerens hjemmebane. I det nordiske North European Zone-mesterskab ligger de to i en lige så tæt duel. Foto: Niklas Majgaard

I begge tabeller ligger Thomas Faraas lunt i svinget. Den erfarne nordmand missede mulighederne i sidste sæson, men med fuldt hus i årets to hidtidige NEZ-løb ser det unægteligt godt ud. Jagten om andenpladsen er til gengæld helt åben. Jacob Sevel har 57 point, mens Erik Bertilsson og Mads Frederiksen begge har 55.

Sølvkampen spidser til

I den samlede tabel er det også Faraas, der aktuelt fører an med 184 point, mens det er vidt åbent om andenpladsen, hvor Mads Frederiksen med gode weekender ved Juniløbet og på Padborg Park har samlet 134 point, mens Jacob Sevel og Kenn Bach har henholdsvis 128 og 112 point på tredje- og fjerdepladsen.

Regnen satte sit præg på weekenden i Falkenberg, og var en medvirkende årsag til en del skader. Blandt andet til TF Motorsports Knut Eirik Knudsen, som fik en stor skade i det første heat i Sverige. Alle er klar igen til Grand Prix Danmark. Foto: Niklas Majgaard

Erik Bertilsson har femtepladsen med 96 point, mens finske Jaakko Louhi er ved at finde melodien i sin debutsæson. Finnen er sekser i den samlede stilling, og viste blandt andet lovende takter i det seneste løb i Sverige.

Med til historien hører imidlertid også, at ingen indtil nu har slettet deres dårligste heats – det regnestykke kan gøres søndag efter finalen ved Grand Prix Danmark. Med det regnestykke i hånden ved vi dermed også, hvad der er opgaven til årets finale i oktober.

Weekendens løb livestreames i øvrigt gratis på Youtube. Du kan desuden følge weekenden på vores Facebook-site, www.facebook.com/ds3cup.

Tidsplan:

Fredag den 6. september 2019
15:24 DS3 Cup Free Practice

Lørdag den 7. september 2019
09:30 DS3 Cup Qualifying
13:45 DS3 Cup Race 1 – 15 min. + 1 lap.

Søndag den 8. september 2019
12:45 DS3 Cup Race 2 – 15 min. + 1 lap.

Lørdag, heat 1:

Søndag, heat 2:

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *