I 2015 viste norske Karin Elise Fossen, at kvinderne bestemt kan konkurrere i Danmarks stærkeste mærkeklasse. Siden blev danske Louise Frost også præsenteret som ny deltager i 2016 – og nu får de konkurrence af endnu en racerpige fra Norge i form af 18-årige Malin Blad fra Lørenskog.

Malin Blad har besluttet sig for at satse på en mærkeklasse, da der er masser af god erfaring at hente i løbene, når materiellet er ens. At valget lige faldt på Citroën DS3 Cup er samtidigt ingen tilfældighed. Malin Blad så på seriens modtagelse i Norge, og var mere end tilfreds. Derfor satser det 18-årige talent nu på en fuld 2016-sæson i Danmark og Norge.

Senest har Malin Blad kørt den norske serie Sprintcup Shortcar under Norges Automobil-Forbund med et samlet mesterskab og en sejr på Rudskogen Motorfestival som resultat, men karrieren begyndte faktisk på to hjul. I 2003 fik Malin Blad sin første motocrosscykel, men skiftede i 2005 til karting. Her blev det over årene til omkring 200 løb i Norge, Sverige, Belgien, Italien og Frankrig, inden det var tid til større hjul i form af Shortcars i 2014.

Malin

Malin Blad kommer fra en fortid med den norske serie Shortcars, samt masser af gode år i karting.

Spændende omstilling
Men hvor den lille shortcar drives af en motorcykelmotor og har sekventiel gearkasse, så er Citroën DS3 Cup-racerne en helt anden oplevelse, som Malin Blad lige skal vænne sig til.
Således skriver hun også, at hun håber at få testet lidt før første løbsweekend, og at ambitionen er at blive fortrolig med DS3-raceren i løbet af foråret. Målet er at få samlet masser af god erfaring – og naturligvis en god samlet placering, når feltet rammer Jyllandsringen og DM-Finalen i den sidste weekend af september.