,

DM-sølvvinder får DS3 Cup-debut

DM Finalen har i de seneste par udgaver givet nye kørere debut forud for en hel sæsons indsats året efter – og 2019-finalen bliver en fortsættelse af den tradition.

Egentligt er sæsonen ovre for Magnus Taulborg, som netop har taget DM-sølvet i Aquila Synergy Cup – men så alligevel ikke. Til DM Finalen får Taulborg nemlig en spritny udfordring, for den 15-årige østjyde er her til start i en lejet DS3 Cup-racer. Alt sammen for at prøve kræfter med næste års serie inden vinterpausen rammer.

Magnus Taulborg tog sølvet hjem i Aquila Synergy i år – men sæsonen er ikke slut for Taulborg endnu. Foto: Magnus Taulborg

Således er det tid for at skifte én talentklasse ud med en anden, for planerne er allerede lagt. Det hedder DS3 Cup i 2020, forklarer far og teamchef, Brian Taulborg:

– Vi har allerede købt en bil til næste år, og vi har lejet en til weekenden. Det var på plads længe inden Grand Prix Danmark, så vi har glædet os længe til at komme ud at prøve det af. For os bliver finalen et rent prøveløb. Magnus er 16 og har aldrig kørt andet end karting og Synergy Cup, så det bliver en ny og forhåbentligt lærerig oplevelse, forklarer han.

At finalen bliver en premiere for Taulborg, er et helt bevidst valg. Det giver vigtig indsigt forud for den kommende sæson, siger Brian Taulborg:

– Resultatmæssigt forventer vi os ikke noget af det kommende løb. Det, vi skal, er at vi skal have et indblik i bilen. Det er meget bedre end at rende rundt en hel vinter og forestille sig en masse ting. Magnus skal have så mange kilometer som muligt, og så tager vi den derfra.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *