,

Dobbelt Faraas-sejr blander tabellen

At den mesterskabsførende vinder to løb af to mulige lyder ikke umiddelbart som noget, der kan vende op og ned på mesterskabsstillingen, men det skete alligevel med DS3 Cuppen på Falkenberg.

Faraas lå før weekenden i spidsen af mesterskabet og kører i øjeblikket sikkert mod titlen med to weekender og i alt fire løb tilbage af sæsonen. Men bag ham er alt blevet åbnet op.

Kørerne har endnu ikke strøget deres dårligste to løb i år, men Kenn Bach er i hvert fald sikker på, at løbene fra Sverige nok skal stryges. En knækket trækaksel kostede alle forhåbninger for nordjyden i første løb, og i det andet endte han med at køre af banen.

Det udnyttede de nærmeste konkurrenter i stor stil. Med en femte- og en fjerdeplads som udbytte havde Mads Frederiksen en weekend på det jævne uden rigtigt at kunne blande sig længst fremme. Det giver 28 point, mens Jacob Sevel fik 27 for en ottendeplads i 1. heat og en tredjeplads i finalen.

Dermed er alt åbnet op om andenpladsen mellem Mads Frederiksen (134p), Jacob Sevel (128p) og Kenn Bach (112p), mens Thomas Faraas er komfortabelt i spids med 182 point.

Der blev byttet lak og et enkelt spejl undervejs. Jacob Sevels #666 var med i et par infights undervejs, blandt andet denne med Erik Bertilsson. Foto: Niklas Majgaard

Linda Vekka og resten af finske Linda Vekka Motorsport leverede et superflot comeback. Efter et stort crash i første heat efterlod en bil helt uden hjul og ophæng på forreste hjørne foran, så blev bilen klar på rekordtid til finalen. Respekt! Foto: Niklas Majgaard

Faraas’ finaleshow

Selve finalen var imidlertid én til historiebøgerne. Med stort drama, skiftende vejrforhold og masser af fights fik DS3 Cuppen endnu engang understreget, at underholdningsværdien er stor – men skadeskontoen er hårdt ramt.

Fra pole position kom Isac Aronsson egentligt bedst afsted og førte an fra starten – men tyvstartede. Det blev dyrt for svenskeren senere i løbet. På første omgang stormede Thomas Faraas mod spidsen efter en kanonstart. Sjettepladsen blev vekslet til en andenplads på første omgang, og jagten på Aronsson gik ind.

Også Jacob Sevel kom godt frem i rækkerne fra start, og blev på tredje omgang centrum for lidt af et drama, da han i et overhalingsforsøg fik puffet til Anton Bergström, som desværre spandt rundt. Et ærgerligt udfald for svenskeren, som ellers var stærkt kørende i weekendens første race.

Isac Aronsson kom fint fra land på pole position, men Faraas kom hurtigt frem nede fra sjette position. Foto: Niklas Majgaard

Efter seks omgange tog regnen for alvor til, og hele feltet på slicks var ganske udfordrede på grebet. Regnen og en duel, der sendte ham i sandkassen endte med at koste Kenn Bach dyrt, og det gav en safetycarperiode. Umiddelbart efter den skød Erik Bertilsson frem i feltet, mens Mads Frederiksen, som lå toer, blev overhalet af et par kørere. Bertilsson endte i en ganske underholdende fight med Jacob Sevel om andenpladsen, hvilket kostede lidt lak og et enkelt sidespejl i kampens hede.

Erik Bertilsson (bagerst) tabte en sikker sejr på gulvet i 1. heat, da en punktering ramte svenskerens bil. I finalen tog han turen gennem en stor del af det 15 biler store felt til en velfortjent andenplads. Foto: Niklas Majgaard

Ved det ternede flag sikrede Thomas Faraas sig endnu en sejr – sæsonens femte – mens Erik Bertilsson med andenpladsen fik revanche fra første løb, hvor en punktering kostede ham en sikker sejr.

Jacob Sevel (midten) havde en mildt sagt begivenhedsrig søndag. Løb 1 gik ikke for godt og setuppet var ikke rigtigt – men et podie i finalen vejede godt op for det. Foto: Niklas Majgaard

Treer blev Jacob Sevel, mens Mads Frederiksen blev firer. Anton Bergström fik efter endnu en fight med Jaakko Louhi femtepladsen, mens finnen tog sjettepladsen.

I det fælles nordiske mesterskab, FIA North European Zone, giver Faraas-sejren også en massiv udbygning af nordmandens føring. Her tæller Norges og Sveriges respektive afdelinger samt Grand Prix Danmark, der venter om to uger. Med dobbeltsejre i både Norge og Sverige er Faraas snublende tæt på den nordiske titel.

Podiet efter race 2 – Thomas Faraas vinder foran Erik Bertilsson og Jacob Sevel. Foto: Niklas Majgaard

Det sagde de efter løbet:

Thomas Faraas, vinder:
– Det her var super godt. En dobbeltsejr er ekstremt vigtig for mesterskabet og især i NEZ. Det var ikke som sådan en sejr jeg gik efter, for jeg vidste det ville være svært – men muligheden opstod, og jeg tog den.

Erik Bertilsson, P2:
– Man kan vist godt kalde det et lille comeback, jo. Det gik i hvert fald fra at jeg var mega skuffet efter 1. heat til at det egentligt blev en helt okay weekend med det her resultat.

Jacob Sevel, P3:
– Der blev delt øretæver ud. Det var ekstremt svært at køre på slicks derude, for du skal bare bremse en meter for sent – så flyver du ad H til. Så alt er på listefødder, og da regnen først kom, så var det ren overlevelse. Men jeg er vildt godt tilfreds med en tredjeplads her, for vi skød helt forkert på setuppet i det første løb.

,

Norsk sejr i kaotisk heat

Thomas Faraas udvidede søndag middag sin føring i kampen om det samlede mesterskab i DS3 Cup efter et løb, hvor alt klappede for den rutinerede nordmand. Snart sagt det modsatte kunne man til gengæld sige om flere af Faraas’ nærmeste konkurrenter i den samlede stilling, for mens Faraas tog bestik af et kaotisk løb med mange afkørsler, så har årets svenske afdeling af mesterskabet vendt op og ned på tabellen.

Fra start kom Erik Bertilsson og Thomas Faraas klart bedst afsted, men løbet blev afbrudt efter bare én omgang, da der skete flere uheld på den 1843 meter lange rundstrækning. Først blev Kristian Moe Sætheren skubbet af banen umiddelbart efter starten og måtte parkere sin racer fra Insight Racing i autoværnet med begrænsede skader til følge.

Værre gik det en halv omgang senere for finske Linda Vekka. I lighed med flere andre kørere spandt hun rundt, og endte i et sammenstød med Knut Eirik Knudsen, som også spandt af banen. Det gav store skader på begge biler.

Eric Nilsson kørte ikke det mest dramatiske løb i verdenshistorien, men pointhøsten kan svenskeren ikke klage over. Foto: Niklas Majgaard

Punktering åbnede mulighederne for Thomas Faraas

Omstarten gik, og straks tog Erik Bertilsson og Thomas Faraas teten igen. Bertilsson fik en rigtig flot start og formåede langt inde i løbet at holde et mindre, men trods alt sikkert forspring til forfølgerne, da en punktering mod slutningen endte med at koste ham alt. Svenskeren kørte i pit og kom tilbage til løbet en omgang nede.

I mellemtiden havde Eric Nilsson sat sig solidt på det, der blev til andenpladsen. Den unge svensker var i en lang og sej kamp med Anton Bergström og Jaakko Louhi, som begge ser ud til at have fundet melodien denne weekend – efter de ellers begge har haft en svær sæson.

Anton Bergstrøm (tv) og Jaakko Louhi (th) kæmpede helt til den bitre ende om tredjepladsen. Foto: Niklas Majgaard

Søndagens første løb blev et nyt mareridt for Kenn Bach, der måtte se sin aktuelle samlede andenplads i mesterskabet fordufte. Efter starten på en skuffende 14. plads var nordjyden ellers på vej frem i rækkerne, men måtte udgå midtvejs i løbet med en knækket trækaksel.

Mens Thomas Faraas styrede sikkert hjem med sæsonens fjerde sejr, så fightede Bergström og Louhi til det sidste om tredjepladsen – en duel, som Bergström endte med at vinde.

Nummer fem blev Mads Frederiksen, der med dagens pointhøst har bragt sig op på mesterskabets samlede andenplads. Isac Aronsson tog sig af sjettepladsen og starter dermed på pole position i søndagens finale.

Falkenbergs layout indbyder til store satsninger – specielt i den første chikane som Elliot Sjögren demonstrerer her. Foto: Niklas Majgaard

Elliot Sjögren blev syver, mens Jacob Sevel, Mads E. Hansen og Jostein Kongsgård afrunder top ti.

Søndagens andet løb køres med start klokken 16.15.

Det sagde de efter løbet:

Thomas Faraas, vinder:
– Det hele gik rigtig godt for mig derude. Det var vildt synd for Erik Bertilsson, at han måtte i pit, for vi havde virkelig en fed kamp derude. Tror det var en punktering, han var inde med.

Eric Nilsson, P2:
– Der var godt nok en del kaos, men jeg formåede at holde mig ude af det, og det gik rigtig fint hele løbet for mig. Vi har fundet en del fart i bilen og er godt med, så jeg er spændt på finalen her senere. Jeg håber bare at vejret holder tørt, lyder det fra Nilsson.

Anton Bergström, P3:
– Endelig! Det var fantastisk at komme på podiet. Det føles rigtig godt efter al den modgang, vi har haft i år med tekniske defekter. Jaakko gav en rigtig god og meget fair duel derude – det var super cool.

,

Hjemme-pole position på Falkenberg

Erik Bertilsson kom til Falkenberg med en frisk sejr i den svenske DS3 Cup fra selvsamme bane – og i lørdagens kvalifikation fortsatte hjemmebanehelten dén statistik.

Svenskeren var mere eller mindre konstant en faktor i spidsen af tabellen, men indledningsvist var den mesterskabsførende Thomas Faraas hurtigst.

Også finske Jaakko Louhi, svenske Eric Nilsson, Norges Knut Eirik Knudsen og danske Jacob Sevel markerede sig i kampen om pole position, som var ganske tæt selvom regnen silede ned over Falkenberg.

Jaakko Louhi kunne tilsyneladende godt lide de svære vejrforhold. Finnen var under alle omstændigheder ganske konkurrencedygtig i regnen. Foto: Niklas Majgaard

Regnen tog imidlertid af mod slutningen af sessionen, og det gav med bedre sigte muligheder for mindre forbedringer.

Bertilsson gjorde her sin top-tid til 56.375, siden 56.287 og til sidst toptiden 56.175.

Thomas Faraas endte som toer i 56.391, mens Knut Eirik Knudsen og Eric Nilsson runder top fire af. Jaakko Louhi blev femmer, Anton Bergström sekser og Jacob Sevel er som nummer syv bedste dansker i feltet. Top ti afrundes af Mads Frederiksen, Kristian Moe Sætheren og Mads E. Hansen.

Der blev satset igennem i jagten på bedste tid. Her er det Knut Eirik Knudsen. Foto: Niklas Majgaard

Det sagde de efter kvalifikationen:

Erik Bertilsson, pole position:

  • Falkenberg er en bane jeg kender rigtig godt, men faktisk var det lidt på et hængende hår, at det lod sig gøre. Vi har døjet en del med dug i bilen, men det lykkedes mig heldigvis at få smidt en god tid ind. Falkenberg er et sted, hvor man skal være modig, hvis tiden skal ned – så jeg satsede hårdt, og min far var hele tiden på radioen med opdateringer, så det var rimeligt tæt.

Thomas Faraas, P2:

  • Som både kører og teamchef kan jeg sige, at vi er rigtig glade for at starte som nummer to og tre. Det er selvfølgelig bedre at starte et og to, men det tager vi med… Vi har fundet god fart, men det var svært derude i starten, for det regnede rigtig meget. Det tog af til sidst, men da var dækkene ikke så gode længere, så det var egentligt ikke fordi det gav nogen nævneværdig forbedring.

Knut Eirik Knudsen, P3:

  • Jeg er godt tilfreds. Det var svære forhold at køre i, og jeg var i virkeligheden heldig med at blive treer, for det hele lykkedes først til allersidst. Jeg glæder mig til løbene i morgen.

Falkenberg bød på et par overraskelser. Kenn Bach fik slet ikke tingene til at hænge sammen og starter næstsidst, når det går løs i morgen.

,

DS3 Cup gearer op til sæsonens afgørelse

Sommerferien er for alvor slut i DS3 Cuppen, som i den kommende weekend drager til Falkenberg i Sverige for at tage hul på den anden halvdel af årets sæson. Den svenske afdeling markerer således også anden runde i årets nordiske mesterskab, FIA North European Zone.

Thomas Faraas og TF Motorsport er umiddelbart den, der har det bedste udgangspunkt med sig til Sverige – i hvert fald hvad pointene angår. Den rutinerede nordmand klarede sig stabilt gennem den regnplagede weekend på Padborg Park i juni og har 132 point med sig, mens Kenn Bach på andenpladsen står noteret for 112.

Bach fik i Padborg den heatsejr, han så længe har jagtet, og det bliver spændende at se, om BACHCAR Racing kan holde fast i det momentum. I sommerpausen var Kenn Bach i lighed med flere andre kørere på netop Falkenberg i en gæsteoptræden i den svenske DS3 Cup, og her blev indsatsen for Bach ramt af et par tekniske udfald, der kostede dyrt i en weekend, hvor farten ellers var der.

Kenn Bach og Thomas Faraas har fightet helt siden premieren – og det tegner til, at de to skal kæmpe videre om titlen i årets sidste tre weekender. Foto: Niklas Majgaard

Kampen om den samlede tredjeplads ligner i øjeblikket et løb mellem Mads Frederiksen og Jacob Sevel. Frederiksen har for alvor fundet melodien og viste i Padborg med en sejr og en tredjeplads, at det østjyske MF Racing har gang i det helt rigtige. Mens Frederiksen står med 106 point, så er Jacob Sevel helt ny i DS3 Cup og har med sine 101 point markeret sig med stærke indsatser – herunder et podie i debuten i Norge, finalesejr ved Juniløbet og et podie mere på Padborg Park.

Mads Frederiksen havde et rigtig fint løb under ellers svære vilkår på Padborg Park, hvor vejret skiftede fra skybrud til høj sol. Østjyden fik sæsonens første heatsejr og ser ud til at være godt kørende ind i sæsonens anden halvdel. Foto: Morten Kimer

Fighten om resten af top seks står mellem Erik Bertilsson som har en frisk dobbeltsejr fra den svenske afdeling på Falkenberg i bagagen, mens Kristian Moe Sætheren er sekser. Sætheren har ikke helt haft tur i den i år, og tabte blandt andet værdifulde point på en elektronisk fejl ved sæsonpremieren på Rudskogen. Derfor er det ved at være nu for nordmanden.

Jacob Sevel rundede sin første løbsweekend i bilen af med en tredjeplads, og har også en sejr med sig på kontoen ind i sæsonens anden halvdel. Foto: Niklas Majgaard

Tidsplan

Weekendens afdeling på Falkenberg er lidt speciel i den forstand, at DS3 Cup er eneste bilklasse til start. Vi følger op på Facebook og Twitter (facebook.com/ds3cup og www.twitter.com/ds3cup) over weekenden.

Fredag:
Test 11.10-11.35 + 16.30-16.50

Lørdag:
Fri træning: 12.05-12.20
Kvalifikation: 16.05-16.20

Søndag:
Race 1: 12.05-12.30
Race 2: 16.15-16.35

Padborg Park blander tabellen

Vejret blev på mange måder en afgørende faktor for årets tredje afdeling af DS3 Cup, som blev kørt på Padborg Park.

Regnvejr lørdag og tørt søndag – der var brug for flere opsætninger på Padborg Park, hvilket Mads Frederiksen samlet set trak sig bedst ud af. Østjyden formåede nemlig at følge sine to podiepladser fra Jyllandsringen op i det sønderjyske.

I lørdagens svære og regnplagede kvalifikation satte Frederiksen nemlig alle til vægs og tog pole position foran Eric Nilsson og Mads E. Hansen. Vejret spillede mange kørere et puds, og der var derfor en del forskydninger i tabellen, hvor Jacob Sevel var fjerdehurtigst, mens seriens aktuelle førende, Thomas Faraas og Kenn Bach havnede som henholdsvis nummer ni og 11.

I 1. heat tog Mads Frederiksen teten fra pole position og holdt den helt til mål mens både Faraas og Bach måtte ud at kæmpe for sagen nede i bunden af feltet. Missionen lykkedes – sådan da – for de to, for mens Mads Frederiksen stak af og tog årets første sejr – fulgt af Jacob Sevel – så blev det Faraas på tredjepladsen og Kenn Bach på fjerdepladsen.

Kristian Sætheren nærmede sig top seks i første heat, men det blev ikke. Foto: Morten Kimer

Thomas Faraas forklarer dog, at hans tider dykkede til sidst i heat 1:
– Vi var hurtige i første halvdel som planlagt, men jeg mistede fart hen mod slutningen og kunne derfor ikke kæmpe med om sejren til sidst.

Top seks blev afrundet af Mads E. Hansen og Erik Bertilsson, mens Kristian Moe Sætheren, Eric Nilsson, Jaakko Louhi og Jostein Kongsgård afrunder top 10. Sætheren stod i øvrigt bag heatets hurtigste omgang, og var mod slutningen tæt på at kunne nappe sjettepladsen – men nordmanden måtte tage til takke med syvendepladsen.

Kenn Bach måtte jagte i heat 1, men i finaleheatet var det nordjyden, der tog føringen og blev der. Foto: Morten Kimer

Bachs triumf

Med en vendt grid til finalen, hvor de seks bedste bytter plads, var der således lagt op til masser af spændende dueller. Kenn Bach og Thomas Faraas kom her klart bedst fra start fra 3. og 4. position, mens Mads E. Hansen måtte se sig passeret efter at have startet på pole position.

Bach lagde sig i front og blev der helt til flaget, hvor han kunne indkassere sin første løbssejr i DS3 Cup foran Thomas Faraas. Mads Frederiksen kronede en solid weekend med en tredjeplads, mens Kristian Moe Sætheren, Eric Nilsson og Knut Eirik Knudsen afrunder top seks.

Weekendens noget blandede vejr indbød tydeligt til dueller, og det gik ikke ubemærket hen på Padborg Park:
– Det var en fantastisk løbsweekend. Kørerne var ude i det værst tænkelige vejr i kvalifikationen, og jeg synes som promotor at det var meget sjovt lige at få mikset feltet lidt rundt. Det skinner hurtigt igennem, hvem der er dygtige i regnvejr. Vi havde noget sindssygt godt ræs hele søndag, og der blev virkelig byttet pladser til trods for, at Padborg Park godt kan være en bane, hvor feltet hurtigt finder sin plads. Vi fik sågar ros af arrangørerne for at have leveret noget godt ræs, så det er jeg enormt tilfreds med, lyder det fra promotor Martin Jensen.

Nyt navn tager første stik i DS3 Cup

Jacob Sevel har indtil videre to løbsweekender i DS3 Cup på sit motorsportsmæssige CV – og lige så mange gange har han haft en weekend, der er endt på podiet – trods en optakt, der lovede det stik modsatte.

Mens Sevel og resten af CMD Motorsport på Rudskogen måtte kæmpe hårdt for at finde farten og til sidst landede en tredjeplads i finalen, så begyndte det endnu værre på Jyllandsringen.

En knækket støddæmper i kvalifikationen gav et kedeligt udgangspunkt som nummer 14.

Det vekslede midtjyden til en fjerdeplads i 1. løb, og i søndagens finale kom gennembruddet så for holdet fra Brædstrup – startpositionen som nummer tre blev nemlig til en flot finalesejr.

Eric Nilsson kom umiddelbart bedst fra start. Foto: Morten Kimer

Svensk føring fra start

Fra løbets start stod flere af seriens svenske indslag ellers for. Fra pole førte Isac Aronsson indledningsvist an, men blev sidenhen overhalet af en stærkt kørende Eric Nilsson, som var klart opsat på revanche for en mildest talt rædsom sæsonstart på Rudskogen.

Nilsson kørte stærkt, men fik hurtigt selskab af Sevel og Thomas Faraas, som blev finalens store triumfatorer.

Med en flot udbremsning for enden af langsiden satte Sevel sin gule #666 i spidsen af løbet, og der blev han til mål – under et kæmpe pres fra den mesterskabsførende Faraas.

Faraas fik lov at kæmpe for sagen med Mads Frederiksen, der ligeledes var fast opsat på at understrege, at hans pole position og solide pace weekenden igennem ikke var et tilfælde. Undervejs måtte Eric Nilsson dog se sine ambitioner om podiet fordufte, da bilen tabte effekt. Et dødt tændrør viste sig at være synderen, og det blev igen en dyr weekend på Nilssons pointkonto – og ikke mindst den anden weekend i rap, hvor det svenske team på ingen måde fik tingene til at klappe så godt, som udgangspunktet lovede.

Eric Nilsson #39 var godt med i kampen, men et defekt tændrør kostede dyrt. Foto: Niklas Majgaard

Oppe foran ændrede billedet sig ikke, men Jacob Sevel måtte hive alt op af hatten for at holde Faraas fra de 25 point. De to fik følgeskab af Mads Frederiksen på podiet – han kan være godt tilfreds med solid kørsel og masser af tætte fights.

Kenn Bach rullede en noget anonym fjerdeplads hjem efter en ellers lovende start, mens det blev svensk på femte- og sjettepladsen i form af Erik Bertilsson og Isac Aronsson.

Søndagens resultat efterlader norske Thomas Faraas alene i spids med 95 point, mens Kenn Bach akkurat holder andenpladsen med 72. Treer er Jacob Sevel med 70, mens Mads Frederiksen, Erik Bertilsson og Isac Aronsson respektivt har 64, 49 og 43 point på fjerde-, femte-, og sjettepladsen.

Næste løb er allerede næste weekend, hvor det går løs på Padborg Park. En bane, der længe har været udenfor kalenderen, men har fået comeback i år.

Jacob Sevel fik sæsonens første sejr. Foto: Morten Kimer

Reaktioner:
Jacob Sevel, vinder:

– Vi gjorde egentligt det, vi skrev på tavlen i morges – at vi skulle vinde. Den her slags løb skal vi have nogle flere af. Weekenden startede ringe, men vi kom super fint tilbage. Den helt store forskel er, at vi skal have en god begyndelse på weekenden næste gang, for det nytter ikke at starte som nummer 14 – så er der altså lang vej op, konstaterer Jacob Sevel med et stort smil.

Thomas Faraas, P2:

– Jeg er utroligt godt tilfreds. Jeg ville ikke tage en kæmpe risiko for at nappe føringen fra Jacob, for han var rigtig godt kørende i dag. Men jeg er alt i alt super tilfreds, og man kan sige, at vi nok håbede at være med fremme, men at vi på to weekender har tre løbssejre er bestemt over hvad vi regnede med. Nu skal vi til Padborg og hive nogle flere point ind.

Mads Frederiksen, P3:

– Super, super fedt ræs! Jeg var godt på vej til sidst i løbet, men fik ikke taget de to sidste. I alt er jeg dog fint tilfreds, for jeg fik vist farten og det er bare så fedt, at tingene endelig lykkes for os. Næste gang er det Padborg, hvilket jeg synes er en udmærket bane at vende tilbage til. Vi kender den godt fra 1600 Challenge-dagene.

Norsk hattrick i DS3 Cup

Med tre sejre i lige så mange forsøg har Thomas Faraas for alvor vist sig at være manden, man skal overgå i DS3 Cup i år.

100-procentsscoren fortsatte han nemlig på Jyllandsringen med lørdagens heat, hvor det blev til sejr efter en hård fight.

I løbets indledende fase satte Mads Frederiksen ellers tempoet, og østjyden fik vist, at hans pole position bestemt ikke var en enlig svale. Frederiksen kom fint fra start og fik gjort et godt stykke arbejde med at afvise holdkammeraterne Thomas Faraas og Knut Eirik Knudsen i løbets begyndelse.

TF Motorsports Thomas Faraas og Knut Eirik Knudsen viste god fart i kvalifikationen og tog det også med ind i racet. Foto: Kim Gripping

Nede bagfra slog Kenn Bach til. Nordjyden havde kun revanche i hovedet efter en skuffende kvalifikation, hvor han måtte starte fra sjette position. Det blev hurtigt vekslet til en noget mere lovende tredje position, og herfra begyndte jagten.

Mads Frederiksen fortsatte med at holde Thomas Faraas bag sig, men efter fem omgange slog den erfarne nordmand til, og han så sig ikke tilbage.

I samme forbindelse blev Mads Frederiksen og Kenn Bach rodet ind i det, som løbsledelsen takserede som et race incident. Frederiksen snurrede rundt og røg ned på fjerdepladsen, mens Bach tog andenpladsen.

Mads Frederiksen har virkelig fundet melodien på Jyllandsringen. Pole position blev ikke vekslet til en sejr, men farten var til det. Foto: Kim Gripping

Frederiksen svarer igen

Mens Faraas udnyttede tumulten til at slå et løbsafgørende forspring, så ville Mads Frederiksen det anderledes. Med hård fight fik han bragt sig tilbage i topkampen og kunne til sidst sætte en afgørende overhaling ind på Kenn Bach, som blev henvist til tredjepladsen.

Fjerdepladsen gik til dagens absolutte højdespringer i form af Jacob Sevel. Jacob havde langt fra en god lørdag, og måtte se en knækket støddæmper koste enhver chance for en god kvalifikation.

Facit blev en startposition som nummer 14, men på 20 minutter fik Jacob Sevel vekslet det til en flot – og hårdt tilkæmpet – fjerdeplads.

Eric Nilsson endte på femtepladsen og fik hentet nogle stærkt tiltrængte mesterskabspoint efter en katastrofeweekend i Norge, mens Isac Aronsson rullede sjettepladsen ind.

Dermed er det de to svenskere – Aronsson og Nilsson respektivt, der starter som nummer et og to i morgen, når der er finale.

Den køres klokken 14.10 og sendes på følgende link, https://youtu.be/EV7m0w8Q2J8 , ligesom løbet kan følges i tekst på Twitter – www.twitter.com/ds3cup.

Reaktioner fra kørerne:

Thomas Faraas, vinder:

– Jeg var ikke så vildt overrasket over, at Mads Frederiksen tog pole, for han plejer at være stærk på den her bane, men klart at det var en svær sejr at hive hjem. Mit racepace var godt, og jeg fik gjort overhalingen færdig, men for at være helt ærlig, så havde jeg været fint tilfreds med et podie. At det blev til sejr er egentligt en ekstra bonus.

Mads Frederiksen, P2:

– Det var en rigtig god fight mellem Thomas og jeg. Han trak sig sejrrigt ud af det den her gang, og det var mega ærgerligt med Kenn, men det var fantastisk at jeg havde pace til at gå op og hente andenpladsen hjem igen. Vi viste, at vi har farten, og det er forhåbentlig noget vi kan fortsætte sæsonen ud.

Kenn Bach, P3:

– I morges gik jeg efter sejren, men med den kvalifikation var jeg nødt til at justere ambitionsniveauet lidt…. Målet var podiet, og det lykkedes efter en fed fight med Mads. Der var en åbning i Hesteskoen, og den tog jeg – men det kostede desværre et sammenstød. Mads kom godt tilbage, og da jeg så lavede en bremsefejl, så var der kontant afregning. Men med den tidtagning taget i betragtning, så er jeg godt tilfreds.

Jacob Sevel, P4:

– Det var noget af et heat, det der. Jeg sad og rodede med bremseregulatoren og alt muligt undervejs, så der var rigeligt at se til. Havde håbet på at køre mig på podiet, men det krævede virkelig nogle vilde satsninger at nå så langt frem. Vi har fået farten igen, så vi skal bare ud og være godt med fra start i morgen, så tror jeg på mulighederne.

Pole position til Mads Frederiksen

Mads Frederiksen fik en solid start på sæsonens anden afdeling af DS3 Cup, da det på Jyllandsringen blev til pole position i tidtagningen.

Det hele begyndte ellers, hvor feltet slap for lige godt en måned siden ved sæsonpremieren på Rudskogen. Thomas Faraas vandt ved den lejlighed begge heats, og den erfarne nordmand lagde da også fra land i et højt tempo og indledte med en 1.18.4-tid.

Banen blev kort før de 20 minutters kvalifikation ramt af en smule regn, og derfor så man hurtigt tiderne blive meget bedre.

Thomas Faraas satte pace fra starten, men måtte til slut se sig slået af Mads Frederiksen. Foto: Morten Kimer

Kenn Bach lagde ud i samme tempo som Faraas, men efter nogle minutter var det i stedet Thomas Faraas’ unge protegé, Knut Eirik Knudsen, der satte sig i front.

TF Motorsports satsning på to biler i år ser ud til at have båret frugt, for farten var i hvert fald god i kvalifikationen, og Knudsens tid, 1.18.1, holdt da også et pænt stykke ind i tidtagningen, og han forbedrede sig løbende til at køre 1.17-tider.

Knudsen fik følgeskab af Kristian Moe Sætheren, som manglede lige under en tiendedel af et sekund på pole position.

Jacob Sevel måtte se kvalifikationen løbe helt ud i sandet – en knækket støddæmper blev meget dyr for Sevel, der starter som nummer 14 i eftermiddag. Foto: Morten Kimer

Mads Frederiksen slog til

Mod de 20 minutters afslutning begyndte det dog at vende. Mads Frederiksen og MF Racing satsede sent, men det gav pote – banen var god, og Frederiksen kvitterede med årets første pole position i tiden 1.17.576, hvilket holdt helt til mål.

Thomas Faraas landede på P2, mens en stærkt kørende Knut Eirik Knudsen endte som treer. Han starter foran Kristian Sætheren på fjerdepladsen, mens nummer fem og seks blev Eric Nilsson og Kenn Bach.

Anton Bergstrøm, Erik Bertilsson, Isac Aronsson og Jakko Louhi runder top 10 af.

Knut Eirik Knudsen blev en af dagens store overraskelser – den unge nordmand har virkelig fundet farten med sit nye team.

I feltets anden ende blev en teknisk defekt enddog særdeles dyr for mesterskabets aktuelle treer, Jacob Sevel Andersen. Sevel, der er debutant i DS3 Cup og åbnede sæsonen med en rigtig flot weekend på Rudskogen, måtte kapitulere efter bare to omgange af kvalifikationen. En knækket støddæmper var årsagen, og en noget utaknemlig 14. plads blev udfaldet.

1. heat køres klokken 17.35 og kan følges live i tekst på Twitter: www.twitter.com/ds3cup.

,

Jyllandsringen venter!

Årets første danske løb står for døren, og den kommende weekend går det løs på Jyllandsringen til Juniløbet. Løbsweekenden har et af de tættest pakkede danske løbsprogrammer i år, så er der nok at se til – også i DS3 Cup, hvor årets første afdeling på Rudskogen i Norge dels sendte solide mesterskabspoint til et par kørere, som var at regne som potentielle favoritter – men det var også to norske løb, der med tekniske defekter og sort uheld var med til at vende op og ned på det tidlige styrkeforhold i klassen.

Derfor bliver det spændende at se, om alle har fundet godt pace til Jyllandsringen.

Helt i spidsen finder vi Thomas Faraas, som lagde enormt hårdt ud på hjemmebanen i Norge. Faraas vandt nemlig begge heats og var i det hele taget stærkt kørende – men den erfarne nordmand har al mulig grund til at kigge sig over skulderen.

Thomas Faraas fik klart den bedste sæsonstart i Norge.

Nummer to og tre i tabellen havde også en fornuftig norsk weekend, men begge er bedre kendt på Jyllandsringen og har ganske givet noget i ærmet til den kommende weekend. Det er Kenn Bach, som kæmpede hårdt for sagen i Norge og måtte tage til takke med to andenpladser i Norge, mens DS3 Cup-debutanten Jacob Sevel over weekenden fandt formen og rundede af med en tredjeplads i finalen. Her bliver det spændende at se, hvad midtjyden kan på mere hjemlig asfalt.

Umiddelbart bag de tre frontrunners er udgangspunktet også særdeles tæt. Erik Bertilsson og Mads Frederiksen kæmpede en del i Norge og ligger meget tæt i den samlede stilling, hvor også Thomas Faraas’ protegé, Knut Eirik Knudsen, kom godt fra start på hjemmebanen i Norge.

To kørere, der derimod ikke rigtigt fandt melodien i Norge trods de normalt plejer at være ganske konkurrencedygtige, er Kristian Moe Sætheren og Eric Nilsson. En elektrisk fejl stjal et ellers lovende første heat fra Kristian Moe Sætheren, som måtte se masser af mesterskabspoint forsvinde inden sæsonens første løb overhovedet var kørt til ende. Meget bedre gik det ikke just hos Eric Nilsson. Nilsson og resten af teamet fra Osby i Sverige kæmpede meget med tekniske problemer hele weekenden på Rudskogen. Det endte også med at blive dyrt for svenskeren.

Tidsplan:

Lørdag:
08.25 – Førermøde
09.30-09.50 – Fri træning (20 min)
13.20-13.40 – Kvalifikation
17.35-17.55 – Race 1

Søndag:

16.15-16.35 – Race 2

,

Dobbelt op til Thomas Faraas

Norske Thomas Faraas står med de bedste kort på hånden i årets DS3 Cup efter han i weekenden sikrede sig to heatsejre af to mulige på hjemmebanen Rudskogen.

Faraas lagde fundamentet for sejren med en god start, for med klog og taktisk kørsel fik han bragt sig frem fra den 6. startposition, man som vinder af 1. heat har i finalen. Men det skete langt fra uden fight for Faraas.

Thomas Faraas og Jacob Sevel byttede plads en del gange i løbets indledende fase. Foto: Niklas Majgaard

Heatet begyndte med Thomas Faraas’ holdkammerat Knut Eirik Knudsen på pole position foran Jacob Sevel, der er ny i DS3 Cup. Danske Sevel fik den klart bedste start af de to, mens også Mads Frederiksen kom rigtig fint fra land i 3. position.

Det blev imidlertid lynhurtigt til en duel mellem Jacob Sevel, Thomas Faraas og Kenn Bach, som slog et hul til forfølgerne. Jacob Sevel forsvarede sig godt på de første omgange mod en stærkt kørende Faraas, mens Kenn Bach fulgte efter de to. Som tiden gik tabte Sevel imidlertid lidt på, at dækkene blev for varme, og det lukkede til sidst nordmanden så meget ind i kampen, at han kunne tage føringen.

DS3 Cup-debutanten Jacob Sevel var dog langt fra færdig med at kæmpe for sagen. Han tog kampen op mod Kenn Bach, som brugte lang tid på at passere Sevel. Til sidst lykkedes det dog nordjyden at gøre arbejdet færdigt.

Kenn Bach fik kæmpet sig frem i rækkerne. Her går han forbi Mads Frederiksen, som længe så ud til at nappe dagens fjerdeplads. Foto: Niklas Majgaard

Overhalede to på én gang

Mens kampen i top 3 ebbede ud, så begyndte en ny imidlertid bag dem. Mads Frederiksen fik efter sin fine start bidt sig fast i fjerdepladsen, hvor han afviste masser af angreb fra Knut Eirik Knudsen og siden Kristian Sætheren. Mod slutningen kunne østjyden dog ikke helt holde farten oppe til at forsvare fjerdepladsen helt til det ternede flag.

Knut Eirik Knudsen gjorde et forsøg på at overhale Mads Frederiksen, men de to køreres egen duel skabte pladsen til, at Kristian Sætheren kunne fortsætte med at storme frem til fjerdepladsen – han gik simpelthen forbi begge to.

Knudsen endte også med at finde vej forbi, og således blev det sæsonens anden heatsejr til Thomas Faraas foran Kenn Bach og Jacob Sevel. Kristian Sætheren fik fjerdepladsen – fulgt af Knut Eirik Knudsen, Mads Frderiksen, Erik Bertilsson og Isac Aronsson. Top 10 afrundes af Elliot Sjögren og finske Jaakko Louhi.

En snurretur i første sving kostede dyrt for Jaakko Louhi, som ellers fandt farten i finalen. Finnen endte alligevel som nummer 10. Foto: Niklas Majgaard

Dobbeltvinderen Thomas Faraas var selvsagt godt tilfreds efter søndagens finale:
– Jeg fik en megagod start og kom godt med – men folk kører godt nok stærkt i år. Det er klart, at jeg passer bedre til en bane som den her med højdeforskelle, så det bliver nok hårdt for mig på Jyllandsringen. Men fedt løb og gode kampe hele vejen. Jeg vandt meget på, at alle prøvede at gå på indersiden i første sving, mens jeg prøvede på ydersiden og så tog en masse folk inderst i det næste sving. Det var en stor succes, forklarer han.

Kenn Bach fik på mange måder en kopi af weekendens første løb. En andenplads blev udbyttet igen:
– Jeg ærgrer mig faktisk lidt over, at det hele gentog sig. Jeg kørte igen hurtigste omgang og følte farten var der, men jeg kom til at bokse længe med Thomas igen. Den der første heatsejr har jeg virkelig til gode efterhånden, og her brugte jeg meget af tiden på at få skovlen under Jacob. Summa summarum må være, at Thomas Faraas har ti point på mig, og det har jeg tænkt mig at gøre noget ved på Jyllandsringen, lyder det fra Kenn Bach.

Jacob Sevel rundede sin første løbsweekend i bilen af med en tredjeplads. Det er i øvrigt også første gang midtjyden kører på Rudskogen. Foto: Niklas Majgaard

Det var en meget tilfreds Jacob Sevel, som endte sin første DS3 Cup-weekend på podiet:

– Vi havde slet ikke regnet med det her. Jeg er fuldt ud tilfreds med at blive treer, for jeg har virkelig meget at lære endnu på Rudskogen. Det giver absolut blod på tanden i forhold til resten af sæsonen, siger han og fortsætter:
– Det var et supersjovt løb. Jeg brændte mine dæk af til sidst på at forsvare mig mod Faraas og Bach, men det var fede kampe begge to. Til sidst gik jeg efter at holde tredjepladsen hjem. Men meget lærerigt og jeg føler, at vi er ved at have godt styr på bilen nu, så det bliver rigtig godt, det her.

DS3 Cup er tilbage om en lille måned. Her er det på dansk grund, når det går løs ved Juniløbet på Jyllandsringen.

,

Norsk hjemmesejr på Rudskogen

Årets premiere i DS3 Cup tog i allerhøjeste grad over, hvor kvalifikationen slap, hvad angår spændingsniveauet. Fra pole position fik Erik Bertilsson overhovedet ikke taget starten, og det gjorde den nærmeste udfordrer, Thomas Faraas heller ikke.

Det åbnede mulighederne for Kenn Bach, der fra tredje position skød frem og bragte sig direkte i føring af løbet på de første meter. Også nede bagerst i feltet var der en højdespringer på plads helt fra start. Jacob Sevel Andersen fik ikke rigtigt den gule #666 til at fungere i kvalifikationen, men midtjyden fik i den grad sluppet koblingen, da det gjaldt. Han skød frem fra 12. startposition og kørte sig i løbet af de første to omgange op på sjettepladsen.

Kenn Bach tog starten, men Thomas Faraas (midten) og Erik Bertilsson (bagerst) gav ikke slip. Foto: Niklas Majgaard

Oppe foran fortsatte en uendelig kamp. Kenn Bach måtte forsvare sig meget imod en tydeligt hurtigere Thomas Faraas, men hver gang Faraas var lige ved at gøre en overhaling færdig, så fandt Kenn Bach de sidste marginaler og kunne beholde føringen. Bag den dansk/norske duel måtte Erik Bertilsson også kæmpe hårdt mod Mads Frederiksen og sidenhen Kristian Sætheren for at holde fast i podiet.

Afgørelsen

Som løbet skred frem fandt Thomas Faraas vejen forbi Kenn Bach, og den erfarne nordmand kunne da også holde føringen til mål – men mod slutningen kom han igen under pres fra Bach.

Kampen om tredjepladsen gik til gengæld helt til det ternede flag. Kristian Sætheren fandt egentligt vejen forbi Erik Bertilsson på næstsidste omgang, men Insight Racings norske islæt havde kun føringen i få sekunder. Så gik bilen ud, og Kristian Sætheren måtte udgå, mens Bertilsson tog tredjepladsen tilbage.

Kristian Sætheren lå længe i en kamp om fjerde- og tredjepladsen. Sætheren havde tredjepladsen i et øjeblik, men måtte desværre udgå med en defekt brændstofpumpe. Foto: Niklas Majgaard

Firer blev Mads Frederiksen foran Jacob Sevel, mens TF Motorsports nye mand, Knut Eirik Knudsen, tog en vigtig sjetteplads. Den giver nemlig pole position til søndagens finale, hvor de seks forreste bytter plads.

Anton Bergström blev nummer syv for Insight Racing, mens Jaakko Louhi og White Elephant Racing åbner sæsonen med en ottendeplads. Top 10 afrundes af svenske Isac Aronsson og danske Mads E. Hansen.

– Det var virkelig tæt og godt ræs. Mine dæk var bedst i starten af løbet, men Kenn kom tilbage til sidst, da mine faldt lidt af på den. Der er selvsagt lidt forventningspres i at køre her på hjemmebane i Norge for mig, så det var vigtigt at vinde den her, lyder det fra lørdagens vinder, Thomas Faraas.

Kenn Bach kæmpede hele vejen med netop Faraas, men måtte til sidst se sig slået:

– Jeg håber, det var underholdende at se som tilskuer, for det var virkelig et sjovt løb. Jeg fik en vildt god start, så holdt bare på og lykkedes med det. Det var en super god duel med Thomas, men op ad langsiden måtte jeg til sidst komme til den konklusion, at en andenplads nok alligevel gav bedre point end nul og niks.

Fra pole position fik Erik Bertilsson ikke helt det resultat, som startpositionen kunne have givet. Men med tredjepladsen er der trods alt solide point til kontoen, og det tager den unge svensker med sig:

– Jeg fik alt for meget hjulspin i starten, så jeg kom ikke med fra start. Men det var utroligt tæt og fair ræs derude. Folk gav god plads og opførte sig pænt. Jeg er godt tilfreds, for det er gode point til mesterskabet, siger Bertilsson.

Løbets anden højdespringer, Jacob Sevel Andersen, fik det optimale ud af de svære betingelser:

– Det var sindssygt tæt ræs. Jeg havde ikke regnet med, at jeg kunne gøre det, men det lykkedes. Nu skal den have fuld ild i morgen, for med en start fra anden position er der bestemt muligheder, konkluderer han.

Weekendens andet løb køres søndag klokken 11.00 – det kan følges på twitter.com/ds3cup samt i tekst på www.amigoo.se/event/1776.

,

Svensk pole position i ultratæt duel

Lige godt og vel en tiendedel af et sekund er hvad der skilte top 4, da DS3 Cuppens første kvalifikationsrunde i 2019 blev kørt på en noget kold og forblæst Rudskogen. Her blev det til pole position for svenske Erik Bertilsson efter en lang og sej kamp mod Thomas Faraas, Kenn Bach og Kristian Sætheren i den dansk/skandinaviske serie.

Den kolde bane gjorde især dækkene til en afgørende faktor. Kørerne fik over de 15 minutter kørt temperaturerne op, og det var således først i de allersidste forsøg, de hurtige tider blev banket ind. Og hurtigt blev der kørt – faktisk har DS3-feltet ikke kørt stærkere på Rudskogen, end de gør det netop i denne weekend.

Erik Bertilsson tog pole position efter en enormt tæt kvalifikation på Rudskogen. Foto: Niklas Majgaard

Indledningsvist kom Insight Racings Kenn Bach godt fra start og ledte tabellen tidligt. Men efterhånden som flere kørere fik deres dæk til at virke, fik nordjyden i den grad kamp til stregen.

Det første gode tilbud kom imildertid fra svenske Erik Bertilsson, som satte en 1.39.529, som siden blev forbedret af Kenn Bach, som klippede næsten et sekund af tiden. Omgangen efter kom Bertilsson igen med en tid, der var snublende tæt på Bachs.

Her blandede TF Motorsport sig også godt i topkampen, hvor både Thomas Faraas og Knut Eirik Knudsen bød ind med skarpe tider. Faraas vender vi lige tilbage til, for han fortsatte sit pres på tabellen helt til slut.

Kenn Bach var tæt på pole position, men måtte tage til takke med tredjehurtigste tid. Foto: Niklas Majgaard

 

Svensk pole position

Med lige godt to minutter tilbage på uret stjal Bertilsson imidlertid overskrifterne igen. Svenskeren blev den første under 1.38, da han brændte en kanontid på 1.37.922 af. Den kunne ingen matche – men det kom tæt på. Bertilsson selv valgte at spare på dækkene, og gik ind – hvilket kostede ham et potentielt endnu bedre forsøg til sidst.

Thomas Faraas viste her i den afgørende fase at han bestemt også er en spændende kandidat i topkampen i år. Den erfarne nordmand fandt en 1.37.943 og 2. hurtigste tid, mens Kenn Bach måtte tage til takke med tredjepladsen i 1.38.011. Bachs holdkammerat, Kristian Sætheren, fandt også godt pace til sidst og klokkede en 1.38.048 til 4. bedste tid.

Femmer blev Knut Eirik Knudsen, fulgt af Mads Frederiksen. I fjerde række finder vi Isac Aronsson og Eric Nilsson, mens top ti afrundes af Anton Bergström og Mads E. Hansen.

Thomas Faraas fik det bedste ud af materiellet og endte på 2. bedste tid.

– Det var helt vildt tæt, altså alt var på hundrededele. Vi fik god valuta for forberedelserne, og havde god nytte af testlejren i Italien, og det har helt klart hjulpet mig. Men jeg tror også den her pole position kom med mere erfaring, så jeg ser meget frem til løbet i dag, forklarer Erik Bertilsson.

2. startposition gik til Thomas Faraas, som satte sin tid til allersidst:

– Jeg måtte prøve et eller andet til sidst. Vi har fået kørt for lidt som optakt til sæsonen, og jeg stolede faktisk ikke helt på bilen. Jeg gav det et skud, og det virkede heldigvis at satse hårdt til sidst – så jeg er meget godt tilfreds med at starte som toer. Vi går efter sejren, men ved også at der bliver tæt fight. Erik er hurtig, og med Bach og Sætheren lige bag mig, så tror jeg vi får en god, hård kamp om det.

Kenn Bach er til gengæld lidt mellemfornøjet med tredjehurtigste tid – nordjydens bedste forsøg blev nemlig hindret af trafik:

– Jeg måtte desværre bakke lidt af. Dækkene blev klart bedst til allersidst, og jeg fik sat en god tid på sidste omgang – men desværre endte jeg i noget trafik, som kostede mig. Laptimeren sagde ellers, at jeg var på vej mod en 1.37.7-tid, men den landede på 1.38.011. Det er lidt ærgerligt, men jeg har haft en god fornemmelse af bilen hele weekenden, så jeg ser frem til løbet.

Weekendens første løb sættes i gang lørdag klokken 15.45. Det kan følges live i tekst på twitter.com/ds3cup samt på www.amigoo.se/event/1776.

,

Hvem skal være den nye mester?

Der er lagt op til en særdeles uforudsigelig sæson i 2019-udgaven af DS3 Cup, som feltet tager hul på i den kommende weekend på Rudskogen i Norge.

Ét er dog helt sikkert – der skal findes en ny mester i Danmarks hårdeste mærkeklasse.

Sidste års mester, Jonas Lynge, har søgt nye græsgange, og derfor er det virkelig blevet svært at pege på nogen forhåndsfavorit i det, der tegner til at blive et særdeles tæt felt.

Sidste års DM-sølvvinder Kenn Bach har satset hårdt til i år, og fik blandt andet et godt udbytte med fra DS3 Cuppens testlejr i Italien. Ligeledes har holdkammeraterne fra Insight Racing, Kristian Sætheren og Anton Bergström også fået et solidt antal testkilometer i bilerne over vinterpausen.

Men de tre gengangere hos Insight Racing skal dog langt fra vide sig sikre, for feltet rummer både nye og erfarne udfordrere, som også har forberedt sig grundigt gennem vinteren.

Mads E. Hansen er blandt seriens nye ansigter. Den unge fynbo debuterede ved DM Finalen i fjor, men er nu klar til en fuld sæson.

Thomas Faraas og TF Motorsport har fundet sammen med Knut Eirik Knudsen og stiller i år med et to biler stort team, som ved flere lejligheder i vinterens tests har vist, at de sagtens kan være med helt fremme i tabellen. Og sidste år viste Faraas selv formatet ved flere lejligheder – blandt andet på Rudskogen, hvor den erfarne nordmand scorede en andenplads i 1. heat og sejrede i weekendens 2. heat. Det bliver spændende at se, hvad Thomas Faraas og Knut Eirik Knudsen kan drive det nye, norske samarbejde til.

Knut Eirik Knudsen har allieret sig med Thomas Faraas og TF Motorsport. Det norske team stiller med to biler.

Derudover er Mads Frederiksen og MF Racing klar til en ny sæson. Med nye farver på bilen og godt med erfaring i bagagen er bliver det også spændende at se, om østjyden i år kan få det hele til at klappe. Med andenpladser ved henholdsvis Åbningsløbet og GP Danmark i fjor viste Frederiksen, at teamet godt kan få bilen med nummer 44 til at være med helt i spidsen.

En anden, der har givet DS3 Cup genvalg, er Erik Bertilsson. Svenskerens helt store højdepunkt i 2018 var sejren i finalen på Ring Djursland, og sidste års svenske mester i DS3 Cup har da også alt at køre for i år. En række udfald kostede værdifulde point i topstriden i fjor, og det har Bertilsson og BESA Motorsport helt sikkert planer om at gøre noget afgørende ved.

Ungdommens mesterskab

Årets DS3 Cup har også oplevet en pæn tilgang af nye kørere. De nytilkomne har vi for de flestes vedkommende hilst på i interviews her på sitet, og det bliver spændende at se, hvad kørere som Mads E. Hansen, Jacob Sevel, Eliott Sjögren, Jostein Kongsgård og ikke mindst finske Linda Vekka og Jakko Louhi kan udrette i DS3 Cup.

I det hele taget står DS3 Cup 2019 med et særdeles ungt felt, og promotor Martin Jensen ser med stor glæde frem mod, at DS3 Cup er blevet et ungdommens mesterskab. Det har nemlig været filosofien bag serien hele vejen:

– Ungdommen slår til igen! Vi er inde i en rigtig fed periode, hvor serien er ved at blive til det springbræt for de unge, som vi har arbejdet hen imod. Og ser du på feltet i år, så er der i hvert fald en sikker vinder i oldboysmesterskabet Gravlund Cup, for der er kun én kører…. Men det er fedt – vi har arbejdet hårdt for det her, og jeg glæder mig helt vildt til at se de unge kæmpe om tingene. Alt er åbent, og Jonas Lynge kommer forhåbentligt godt videre med en ny serie – men i år ser jeg gerne at vi får kamp om podiet og mange nye kørere derop, siger Martin Jensen og tilføjer:

– Som promotor kan man ikke få det bedre, end at vi står lige sådan her. 12-13 mand i U21 er totalt suverænt!

Promotor Martin Jensen ser frem imod en spændende sæson, hvor især de unge kørere regerer i DS3 Cup. Foto: Niklas Majgaard

I weekenden får vi den første del af svaret, når det går løs på Rudskogen. Vi dækker løbsweekenden her på www.ds3cup.dk og på Facebook.

Tidsplan:

Fredag

Fri træning 1 – 17.20-17.40

Fri træning 2 – 19.20-19.40

Lørdag

Kvalifikation – 10.30

Race – heat 1 – 15.45-16.15

Søndag

Race – heat 2 – 11.00-11.30

Livetiming kan findes på www.amigoo.se.

Midtjyder satser både i DS3 Cup og rally

Tæt konkurrence har længe været et varemærke for DS3 Cup, og alt tyder på, at 2019 kan blive en af de mest åbne sæsoner længe. Det får vi første smagsprøve på i den kommende weekend, når feltet åbner året på Rudskogen.

En ny kører på gridden i år er Jacob Sevel Andersen og Bilhuset CMD Motorsport, som har taget springet ind i DS3 Cup. For Jacob er Rudskogen også en spritny udfordring, men det kommer vi tilbage til.

Jacob Sevel har testet på Jyllandsringen og Padborg Park som forberedelse til årets sæson. Her er han i aktion på den officielle test- og mediedag.

Teamets bil kommer fra sidste års mester, Jonas Lynge, som har solgt sin bil videre til det midtjyske team. Og netop det med at tage hul på en helt ny serie og det at lære en ny bil at kende, er ikke en ny disciplin for hverken Jacob Sevel eller resten af teamet. Som han selv udtrykker det, så har de efterhånden kørt lidt af hvert, men det er første gang, Jacob Sevel har kastet sig over en mærkeklasse:

– Vi har kørt en del forskelligt, men der er bare stor forskel på bilerne. For eksempel betød det en del i Supercup, som vi kørte sidste år. Men her er alt lige, og det tror jeg bliver en fed udfordring, vurderer han.

Teamet er i øvrigt aktuelle i flere serier, da Bilhuset CMD Motorsport dels er aktive i DS3 Cup med Jacob Sevel Andersen, men også i rallyverdenen i den danske Opel Adam Cup. Her har teamet Nikolaj Jensen på plads i en Opel Adam, der repræsenterer samme bemaling som den gule DS3’er her.

Godt førstehåndsindtryk

Sæsonforberedelserne har fundet sted på både Jyllandsringen og Padborg Park, mens kalenderens norske og svenske indslag bliver helt ukendt asfalt for 31-årige Jacob Sevel. Men førstehåndsindtrykket af den nu gule DS3’er er godt:

– Jeg har fået et godt indtryk af bilen indtil videre. Den går meget bedre, end jeg troede, og den styrer godt – men setuppet er virkelig vigtigt. Uanset hvad, så skal vi ud at have samlet os noget erfaring med bilen, for den opfører sig slet ikke ligesom de biler, jeg tidligere har kørt, forklarer han med reference til karrierens hidtidige bil-CV.

Det hele begyndte for Jacob Sevel i rallysprint og klubrally, inden han i 2011 tog sit første livtag med banesporten. Det var i DS3 Cuppens forgænger i form af en Citroën Saxo Cup-bil, som han det år førte frem til sølv i Youngtimer-mesterskabet.

Indsatsen i Youngtimer Touring Car Challenge, YTCC, endte i 2016 med DM-guld i en tidligere Peugeot 306 DTC-racer. I 2017 skiftede Bilhuset CMD Motorsport til Supercuppen, og har været med i den i 2017 og 2018.

I den kommende weekend går det løs med årets første afdeling af DS3 Cup på Rudskogen. Vi er som altid på pletten fra sæsonoptakt til målflaget søndag her på siden og på Facebook.

Til DS3 Cup over motocross og karting

Den svenske juniorserie Renault Clio Junior Cup har i de senere år sendt en del unge talenter videre til blandt andet DS3 Cup. I år er endnu en DS3-racer endt på svenske hænder – denne gang hos 18-årige Linus Holgersson fra Mjölby ved Linköping i Sverige.

Juniorcuppen har i de forgangne to sæsoner givet Linus en god start som bilsportskører. Sidste år gav det en samlet fjerdeplads i det svenske mesterskab, og inden da slog han sine folder i kartingens MKR-klasse i Sverige samt i motocross:

– Jeg har kørt motocross i mange år, men som 13-årig skiftede jeg over til karting. Senest har jeg kørt Clio Junior Cup i 2017 og 2018, og inden da kørte jeg MKR. At det lige bliver DS3 Cup nu, hænger sammen med, at jeg har mange venner, der allerede arbejder med DS3 Cup, og ad den vej fik vi øjnene op for mulighederne. Jeg ville gerne et trin videre i min karriere, og der virker DS3 Cup på alle kanter til at være en god løsning.

Ny, svensk serie

Indførslen af den nye DS3 Cup Sweden, som får premiere med SSK Serien i Sverige i år, har også bidraget til, at valget blev DS3 Cup for Linus Holgersson. Planen er umiddelbart at køre den svenske serie i første omgang, men det er også meningen, at Linus Holgersson kommer til start i nogle af de dansk/skandinaviske afdelinger i år:

– Tanken er, at vi starter med den svenske serie, men vi skal forsøge at få kørt et par danske løb også. Jeg tager uanset hvad førsteåret som et læreår. Jeg glæder mig til at få prøvet bilen og komme ind i det. Vi skal lære en del nyt, og så kommer resten nok næste år, lyder det fra Linus Holgersson. Han glæder sig først og fremmest til at prøve den noget hurtigere bil:

– Clioen gik 150 på toppen, og en DS3’er går 230, så der er ret stor forskel. Og så er en DS3 jo en noget større bil også, så det bliver en anden udfordring at køre den. Men det bliver rigtig godt, det er jeg sikker på!

,

Test- og mediedag på Jyllandsringen 9. april

Traditionen tro skyder DS3 Cuppen sæsonen i gang under hjemlige himmelstrøg med en kombineret test- og mediedag på Jyllandsringen den 9. april. Efter en stor del af feltet lige kommer fra en uges tests i Italien på Circuito Tazio Nuvolari bliver det spændende at se, om den nye viden er til at overføre til Jyllandsringen.

Programmet for dagen begynder klokken 09.00. Vi har Jyllandsringen hele dagen, altså frem til 16.00. Husk at bilerne skal være støjdæmpede, så vi ikke larmer for meget.

Der er middagspause fra klokken 12.00 til 13.00.

Tilmelding skal ske til Martin Jensen på mkj@insightracing.dk.

Hankook er på banen til en ny sæson i DS3 Cup. Importør Per Bernd og løbsseriens promotor Martin Jensen ser frem til endnu en sæson med skarp skandinavisk konkurrence.


Our test- and media day has become a tradition in the DS3 Cup. This year, it’s held at FDM Jyllandsringen in Silkeborg on April 9th. The track is at our disposal for the full day, meaning that we can run from 9am until 4pm.

Remember to bring extra silencers for the day – the track has a noise limit.

To join the test day, simply email Martin Jensen at mkj@insightracing.dk.

,

Jagter nye udfordringer i DS3 Cup

Den svenske Renault Clio Junior Cup har efterhånden fostret en del nye kørere i DS3 Cup, og i år skal vi se endnu et nyt, svensk talent på de skandinaviske baner. Det er 14-årige Elliot Sjögren fra Mantorp, som nu tager springet videre til DS3 Cup.

Trods Sjögren bare er 14, så har han allerede kørt to år i Renault Junior Cuppen i Sverige – og seks år i karting inden da. Her kørte han i MKR-serien, som er Sveriges største serie i karting, inden han i 2017 tog springet over i bilklassen. Junior Cup må man køre fra det år, man fylder 13 år.

Men nu står jagten på nye udfordringer, og der faldt det naturligt at vælge en ny mærkeklasse:

– Jeg ville gerne have nye udfordringer, efter jeg sidste år nåede det, jeg gerne ville i Clioen. Så der skulle nyt til, og der blev valget om DS3 Cup hurtigt taget. Jeg kan godt lide enhedsklasser, hvor alle kører på de samme vilkår, og der virker DS3 Cup som en virkelig fin løsning.

Elliot Sjögren ser frem til nye udfordringer i DS3 Cup. Foto: Elliot Sjögren Motorsport

At Sjögren nåede sit mål i Junior Cup i fjor er tydeligt, for han blev mester med mere end 200 point i difference efter en sæson, der blandt andet bød på syv sejre, og altså et svensk mesterskab:

– I 2017 begyndte jeg at køre bil, og det lykkedes mig i første sæson at vinde et enkelt løb, ligesom jeg kørte mig på podiet en del gange. Det blev til en samlet fjerdeplads i 2017, så jeg gik ud til sidste sæson med målet om at tage mesterskabet, og det lykkedes for mig. Så nu er det tid til at prøve noget nyt i DS3 Cup.

I 2018 vandt Elliot Sjögren det svenske mesterskab i Renault Clio Junior Cup. Serien har efterhånden sendt en del svenske talenter videre til DS3 Cup.

En sæson med læring

Målet for Elliot Sjögren er først og fremmest at lære den noget hurtigere bil at kende i år. Derfor vil Elliot formentlig være til start i både det dansk/skandinaviske såvel som det nye, hjemlige svenske mesterskab:

– Jeg forventer mig en masse sjov racing og nogle gode udfordringer. Vi regner med at køre mindst to af de svenske løb for at få mere køretid, men det afhænger lidt af økonomien. Så vi må lige se, om vi kan finde sponsorer til at køre ekstra løb. Det bliver spændende at prøve de danske baner og Rudskogen, for jeg har ikke været der før. De ser ud til at være ganske udfordrende, så det glæder jeg mig meget til, forklarer han.

Du kan se mere til Elliot Sjögren på Facebook:
https://www.facebook.com/sjogrenmotorsport

DS3 Cuppen kommer til Motorshow

Fynske Mads E. Hansen stiftede sidste år sit første bekendtskab med DS3 Cup, da han ved DM Finalen fik debut i en lejet racer. 17-årige Mads E. Hansen, der hidtil har slået sine folder i karting, har dog fået blod på tanden af den første oplevelse med DS3 Cup, så nu bliver det en fuld sæsonsatsning fra det fynske team.

Derfor bliver sæsonpremieren på Rudskogen også det første løb for det nye team i serien. Et team, der allerede er på plads i den kommende weekend på Motorshow i Herning med en nydekoreret bil.

– Først og fremmest, så synes vi, at alle bag DS3 Cuppen i Danmark var super flinke, da vi kørte det første løb – og det har bare meget at sige, når man skal i gang med noget nyt. Jeg ville gerne prøve noget nyt. Budgettet er ikke det største, og med en rigtig fed første oplevelse af at prøve kræfter med klassen på Jyllandsringen tilbage i oktober, så føles det helt naturligt at vælge DS3 Cup i år.

Målet er at lære en masse, siger Mads E. Hansen, som er på plads med eget team ved årets løb:

– Vi ser det som en god læreklasse. Og alt i alt, så er valget på DS3 også kommet af, at jeg synes det var sjovt og udfordrende. Jeg vil rigtig gerne lære mere, og der virker DS3 Cup som et godt springbræt fra de internationale gokartbaner til de skandinaviske racerbaner!

Mads E. Hansen fik sidste år debut i DS3 Cup ved DM Finalen. Nu er fynboen tilbage med eget team. Foto: Mads E. Hansen/VoresMarketing.com

DS3 Cuppen gæster Motorshow i Herning

I den kommende weekend er DS3 Cuppen desuden på plads i Herning, når der er Motorshow. Vi kan findes i Hal C, hvor Mads E. Hansen er én af to udstillere for DS3 Cuppen. Den anden udstiller er svenske Anton Bergström fra Insight Racing.

I øvrigt vil du i den kommende tid kunne læse portrætter af flere nye kørere, som er på plads i årets DS3 Cup. Vi skal blandt andet se flere nye svenske talenter på de skandinaviske baner.

Vi ses i Herning!

 

,

Glædelig jul og godt nytår fra DS3 Cup

Insight Racing og DS3 Cup vil gerne benytte lejligheden til at ønske alle teams, samarbejdspartnere og sponsorer en glædelig jul og et godt nytår. Selv om det er vinterpause er der gang i masser af spændende ting frem mod næste år i serien. Flere nye kørere har meldt deres ankomst, og her på siden har vi allerede hilst på de to.

Men der er mere: DS3 Cup er nemlig på vej i en svensk udgave også. Den kommer til at hedde DS3 Cup Sweden, og vil ligesom den danske serie køre over seks løb totalt.

Den svenske serie får premiere lidt efter 2019-sæsonpremieren i DS3 Cup, nemlig den 24-26/5, hvor det går løs på Kinnekulle. Over sæsonen vil DS3 Cup Sweden også være en del af programmet ved blandt andet Västkustloppet på Falkenberg og Kinnekulle Rings Race Week i juli, inden turen går til Falkenberg og Karlskoga. Finalen i DS3 Cup Sweden finder sted på Kinnekulle Ring i slutning af september.

Du kan se meget mere til DS3 Cup Sweden på Facebook.

Med DS3 Cup til Motorshow i Herning

DS3 Cup er igen på plakaten ved det kommende Motorshow i Herning, som finder sted i weekenden den 8. til 10. februar i Messecenter Herning.

I den forbindelse har DS3 Cup fået plads på FDM’s stand ved showet, hvor vi håber, at to kørere kunne være interesserede i at udstille deres biler på standen og fortælle om serien for messens publikum.

Med andre ord et glimrende udstillingsvindue for ekstra synlighed til sponsorer og dets lige.

Er I interesserede i at give et nap med, så kan Martin Jensen fanges på mail – mkj@insightracing.dk.

Med det er der blot tilbage at sige tak for et godt 2018. Vi ses til meget mere racing på de danske, norske og svenske baner i 2019!

 

Med venlig hilsen Insight Racing, Martin Jensen og Niklas Majgaard

 

 

,

Den hvide elefant stempler ind

Forleden kunne vi præsentere finske Linda Vekka, som debuterer i DS3 Cup i 2019. Men hun bliver ikke den eneste finne, der bliver at finde på startgridden i løbet af 2019. Den 22-årige landsmand Jaakko Louhi og White Elephant Racing Team fra Turku følger nemlig trop. Også de har indkøbt en DS3 Cup-racer.

Lighederne fortsætter til dels på CV’et, for Jaakko Louhi kommer fra en baggrund, hvor han blandt andet har kørt i den finske V1600-klasse – helt i lighed med Linda Vekka. Men Jaakko har også kørt en del andre klasser på både asfalt og grus, ligesom han også har kørt en del med fjernstyrede biler i Finland såvel som Europa.

– Racing er en hobby for min far og jeg, og sammen har vi White Elephant Racing Team. Vi kom ind i motorsport dengang min far og jeg købte vores første racerbil i form af en gammel Volvo 242, der førhen havde kørt langdistanceløb. Jeg lærte at køre i den, og året efter lavede vi så en bil til V1600. Det var en Alfa Romeo 147, som vi kørte med i lidt over to sæsoner, og siden byggede vi én mere, fordi den gamle bil blev totalskadet i et løb i Letland, forklarer Jaakko.

Siden er turen også gået til rallycross sideløbende med banesporten, for i 2018 blev Alfa Romeoen bygget om til at køre Rallycross, mens den 22-årige finne i år har kørt V1600 i en Citroën C2 VTS. Men tiden er kommet til en ny udfordring, og den finske duo har derfor været på udkig efter en naturlig efterfølger i nogen tid. Målsætningen var at finde en klasse, hvor bilerne ville være hurtigere, men uden budgettet af den grund ville eksplodere. En tur til Danmark ved årets DM Finale i oktober gjorde udslaget, og nu kan finnen kalde sig ny i DS3 Cup:

– DS3 Cup føltes som et godt skridt videre fra V1600 uden det ville få prisen på en sæson til at stige helt vildt. Danmark er også et godt valg rent geografisk, for det er til at rejse ned med bilen.

Jaakko Louhi har kørt både baneracing og rallycross. Til daglig er han instruktør hos Jaguar Land Rover Experience Finland. Foto: White Elephant Racing Team

Et læringsår

Med en ny og noget hurtigere bil samt en hel stribe baner, der for Jaakko er helt nyt territorie, er der lagt op til et års læring i 2019:

– Vi vil køre så mange løb som overhovedet muligt i 2019, og vil meget gerne se, hvordan det fungerer at køre ræs i udlandet hver gang. Fokus ligger for os på, at vi skal have lært banerne og ikke mindst bilen ordentligt at kende i 2019, og så håber jeg bestemt, at vi kan presse på i 2020. Af DS3 Cup forventer jeg mig en god oplevelse for teamet og jeg selv. Vi håber at møde en masse nye venner og at få en masse gode oplevelser i løbet af sæsonen, lyder det fra Jaakko Louhi.

Skulle du undre dig over teamnavnet White Elephant Racing Team, så har navnet faktisk en del år på bagen. Jaakko Louhi har kørt løb med fjernstyrede biler i Finland såvel som Europa, og her opstod holdnavnet for mange år siden. Det har hængt ved, forklarer han:

– Det er en lang historie med navnet, men for at gøre den kort, så begyndte det som en joke, dengang vi kørte med fjernstyrede biler. Sidenhen kom de rigtige biler ind i billedet, men vi har holdt fast i navnet, fordi det er så anderledes i forhold til “fornavn-efternavn-teams”.

Du kan se mere til Jaakko og White Elephant Racing Team på facebook: White Elephant Racing Team.

Introduktionen med 2019-sæsonens anden finske kører, Linda Vekka, kan du læse her.

,

2019-kalenderen er klar!

2019-løbskalenderen er klar, og den byder på en række ændringer i forhold til de kalendre, vi har kørt med i de seneste par sæsoner. Danske Padborg Park er tilbage på kalenderen for første gang siden 2015, og i august går turen desuden til Falkenberg i Sverige for første gang.

Kalenderen er denne gang fri for løb i sommerferien, så der er en god pause fra Padborg Park midt i juni til sæsonen genoptages i Sverige midt i august.

I forhold til 2018 udgår Ring Djursland og Kinnekulle, mens der er genvalg til norske Rudskogen, der i år lægger asfalt til sæsonpremieren i maj. Jyllandsringen er vært ved tre lejligheder – i juni samt til Grand Prix Danmark og DM Finalen, der traditionen tro køres i den første weekend af oktober.

Der er genvalg til Rudskogen i Norge. Banen er vært for årets første afdeling, som køres i begyndelsen af maj. Foto: Morten Kimer

2019-kalenderen er derfor som følger:

4-5. maj: Rudskogen, Norge
7-9. juni: FDM Jyllandsringen, Danmark
15-16. juni: Padborg Park, Danmark
17-18. august: Falkenberg, Sverige
6-8. september GP Danmark Jyllandsringen, Danmark
5-6. oktober DM Finalen, Jyllandsringen, Danmark

,

Finland er tilbage på gridden!

DS3 Cup kommer igen i 2019 til at sætte en tyk streg under seriens nordiske fokus. Finland er nemlig repræsenteret på startlisten med ikke bare en, men to kørere. De to er Linda Vekka og Jaakko Louhi, som begge kommer fra den finske V1600-serie. I dette interview skal vi møde 19-årige Linda Vekka, som i 2019 kører sin fjerde sæson i motorsport.

Den finske banesportsklasse blev begyndelsen på hendes motorsportskarriere, og gennem de forgangne sæsoner har hun kørt race i en Alfa Romeo 147 og sidste år i en Toyota Yaris. Den finske klasse kører i øvrigt også et nordisk NEZ-mesterskab, helt som vi kender det fra DS3 Cup.

Inspirationen til at gå videre til DS3 Cup kom fra en anden finne, som tidligere har kørt i DS3 Cup, nemlig Erkka Lindstedt. Erkkas bil er aktuelt Finlands eneste DS3 Cup-racer, men Linda har bestilt en racer, som nu bliver bygget:

– Erkka er min gamle mekaniker, og han har jo en DS3 Cup-bil. Jeg har kørt den nogle gange og kan virkelig godt lide, hvordan den kører. For os handler skiftet om, at vi gerne ville prøve noget andet til den kommende sæson, men der var ikke rigtigt noget i Finland, som sådan virkelig passede ind. Så tog vi til Danmark og kiggede på det hele – og det var så stor en succes, at vi har købt en bil og skal køre næste år, forklarer Linda Vekka.

Skiftede sportsgren

Dermed sagt er motorsporten også ret ny for Linda Vekka, der dog ikke har motorsportsinteressen fra fremmede:

– Min far kørte rally, da jeg var lille, og har i 17 år været dækleverandør til de finske mesterskaber. Så det med motorsport er helt klart i mit blod. Men min interesse for at dyrke sport begyndte faktisk med svømning. Jeg svømmede i ni år, men interessen for motorsport var der altid, så for nogle år siden købte min far Alfa Romeoen til mig, og så var jeg i gang, fortæller Linda Vekka.

Faktisk ville hun gerne have skiftet svømmehallen ud med racerbanen noget tidligere, men sådan gik det ikke. Nu er racerkarrieren imidlertid en realitet, og en bil er så småt på vej til Finland:

– Alt afhængig af, hvor længe sneen bliver her, så får vi forhåbentlig kørt noget træning. Jeg glæder mig til at komme i gang, men indtil da er der ikke så meget andet at gøre end at holde på med studiet og måske køre lidt isbaneløb her hen over vinteren, forklarer Linda Vekka, som læser til personlig træner og sportsmassør.

En ny DS3-racer er indkøbt og under opbygning i Danmark i øjeblikket. Her på billedet er det Erkka Lindstedts eksemplar.

 

Linda Vekka kan også følges på Facebook, hvor hun denne side:
https://www.facebook.com/lindavekkamotorsport

,

Worthmann slutter sæsonen med sejr

Jørgen Worthmann løb med hæderen som vinder af årets sidste heat i DS3 Cup efter et hæsblæsende drama på Jyllandsringen. Desværre endte sæsonens sidste løb med masser af buler til en række uheldige kørere og teams.

Sådan gik det ikke for den rutinerede sønderjyde. Han formåede at holde hovedet koldt, og kunne med en velovervejet indsats trække årets eneste løbssejr i hus.

Jørgen Worthmann kørte taktisk klogt og fik det maksimale ud af alt balladen. Foto: Morten Kimer

Fra løbets begyndelse var det i særdeleshed sønderjyden, der svang taktstokken. Pole position havde svenske Isac Aronsson ellers, men Worthmann fik en fantastisk start, og skød straks frem i føring. Umiddelbart bag Aronsson opstod der også en større gang tumult. Jonas Lynge bragte sig lynhurtigt fra sin startposition som nummer seks til nummer tre, men nåede kun halvt ind på første omgang, før hans håb om at lukke weekenden med en dobbeltsejr bogstaveligt talt blev parkeret i sandet.

Det bragte en safetycar på banen, og Jørgen Worthmanns ellers glimrende forspring forsvandt straks.

Safetycarperioden bragte Thomas Faraas ind i kampen, men han blev snydt på det groveste af Worthmann, da safetycaren trak ind, og på den måde var Worthmann igen i spidsen med et pænt forspring.

Anton Bergström var indblandet i lidt ballade undervejs, men bilen kørte helt til podiet. Tredjepladsen er årets bedste løbsresultat for svenskeren. Foto: Morten Kimer

Flere afbrydelser
Troede Jørgen Worthmann, at hans sikre forspring skulle holde til mål, så kunne han godt tro om igen.  Først fik Thomas Faraas to strafbaner for at have trængt en anden deltager, og siden gik der ikke mange minutter, før Jyllandsringens safetycar igen var på banen.

Denne gang på grund af et stort sammenstød, hvor Isac Aronsson i en indbremsning pludselig ryger på tværs af banen og rammer Mads Frederiksen såvel som Anton Bergström. Sidstnævntes bil fik et stort stød i fronten, men svenskeren kunne fortsætte sit løb. Det blev imidlertid sæsonens slutning for Aronsson.

Med safetycar på banen igen var det derfor Jørgen Worthmann foran Kenn Bach, Anton Bergström og Jesper Thomsø, der alle udnyttede et sandt kaos-løb til at bringe sig frem i feltet. Det blev også resultatet ved det ternede flag.

Nummer fem blev Erik Bertilsson, mens Thomas Faraas blev nummer seks. Kristian Moe Sætheren blev nummer syv, mens Mads Frederiksen blev nummer otte.

Resultatet betyder, at Jonas Lynge er dansk mester for andet år i træk med 220 point foran Kenn Bach med 161 og Kristian Moe Sætheren med 148.

Isac Aronsson udspillede sin rolle om det svenske mesterskab med sit crash, så her er Erik Bertilsson mester, mens Kristian Moe Sætheren er mester i både U21 og i det norske mesterskab i serien.

Årets bedste rookie er Anton Bergström, som med dagens tredjeplads også fik sæsonens bedste løbsresultat. I Gravlund Cup for kørere over 40 år er Kenn Bach ny mester.

Stor glæde hos Team Worthmann. Foto: Niklas Majgaard

Det sagde de efter løbet:

Jørgen Worthmann, vinder:

– Jamen, hvad skal jeg sige. Det er en mega perfekt afslutning på sæsonen. Jeg synes, jeg har bevist, at jeg godt kan finde ud af at lave starter, og det var også baggrunden for det hele i dag. Der var meget tumult derude, men jeg fik kørt mig gennem det.

Kenn Bach, P2:

– Det her var overhovedet ikke det, jeg havde i tankerne, da jeg kørte ud til starten. Jeg skulle bare igennem uden at få satset noget – men så skete der pludselig ting, skal jeg da lige love for. Ved den sidste safetycar var Jørgen foran mig, og han fik snydt mig fuldstændigt, da løbet blev genstartet. Jeg gik efter sølvet den her weekend, og det lykkedes. Det er en fantastisk følelse at have opnået noget, som jeg har arbejdet så hårdt for at få til at lykkes.

Anton Bergström, P3:

– Jeg er meget tilfreds med at slutte med et så godt sidste løb. Der var virkelig meget kaos derude, men jeg forsøgte efter bedste evne at styre udenom problemerne, og det lykkedes. Det har været en meget lærerig sæson for mig, og jeg føler, at vi er nået meget langt i hele teamet. Jeg ser frem til næste år, og håber, at vi kan køre os på podiet nogle flere gange.

 

,

Første heat ændrer på top 3

Med en meget kold og ikke mindst regnvåd Jyllandsringen som underlag var der helt fra start lagt op til et spændende 1. heat på Jyllandsringen, hvor særligt den samlede 2. og 3. plads skulle komme i centrum. Sejren gik imidlertid til årets mester, Jonas Lynge, som er godt i gang med at afrunde en suveræn sæson med manér.

Inden løbet lå Kristian Moe Sætheren nummer to og Kenn Bach nummer tre. Efter gårsdagens kvalifikation stod Bach imidlertid med noget bedre kort på hænderne end Sætheren. Med Bach på fjerde startposition og Sætheren på niende, havde den norske kører derfor en ret stor opgave foran sig.

Jonas Lynge startede godt fra pole position, og fik hurtigt følgeskab af Thomas Faraas, der startede som nummer to. De trak hurtigt fra forfølgerne, mens Kenn Bach med en fin start bragte sig op på tredjepladsen, som Mads Frederiksen ellers startede fra.

Jonas Lynge og Thomas Faraas tog starten. Foto: Morten Kimer

Tætte kampe

Den optørrende bane gjorde specielt løbets første minutter meget spændende, og flere kørere måtte også redde ganske store udskridninger undervejs. Jørgen Worthmann så til gengæld ud til at trives godt med det svære føre. Sønderjyden vekslede hurtigt starten fra ottende position til at kunne blande sig i kampen om top fire. Her blev det til en lang fight med Mads Frederiksen, der også viste god fart.

Ude foran stak Jonas Lynge hurtigt af, og sejren var aldrig i fare. Thomas Faraas kørte ligeledes stærkt i hele heatet og tog en lige så sikker andenplads, mens Kenn Bach mod slutningen måtte forsvare sig med alle midler for at beholde tredjepladsen. Både Mads Frederiksen og Jørgen Worthmann var nemlig helt oppe at udfordre nordjyden, men til slut endte det med en podieplads til Bach, en fjerdeplads til Mads Frederiksen og en femteplads til Jørgen Worthmann.

Sjettepladsen gik til svenske Isac Aronsson, som derfor har pole position, når de seks forreste bytter startposition i årets allersidste heat. Det køres klokken 14.10 og kan følges live på TV2 Sport.

Podiet fra heat 1 – Jonas Lynge vinder foran Thomas Faraas og Kenn Bach, Foto: Niklas Majgaard

Ændringer i stillingen

At Kenn Bach kørte sig på podiet og Kristian Moe Sætheren ikke rigtigt havde tur i den, betyder også, at Kenn Bach nu har den samlede andenplads før finalen søndag eftermiddag.

Jonas Lynge har sikret titlen med aktuelt 220 point foran Kenn Bach med 141 og Kristian Sætheren med 137. Fjerdepladsen har Erik Bertilsson med 125 point, men der er alt åbent endnu. Med Thomas Faraas på 122 og Mads Frederiksen på 121 kan den falde alle veje.

Årets svenske titel i DS3 Cup er til gengæld helt åben. Erik Bertilsson og Isac Aronsson har aktuelt 92 point hver i den kamp – første mand over stregen i finaleheatet er derfor svensk mester.

Endelig er alt også åbent i forhold til, hvem der bliver årets rookie i Danmarks hårdeste mærkeklasse. Eric Nilsson fører med sine 82 point, men Per Andre Støle er lige efter med 80, og også Anton Bergstrøm, 76, samt Thomas Faraas, 72, har også muligheden endnu.

Kristian Sætheren blev nummer 12 og smed dermed vigtige point i kampen om den samlede andenplads. Derfor er Kenn Bach nu nummer to, mens Sætheren holder fast i tredjepladsen. Foto: Morten Kimer

 

Ny pole position til Jonas Lynge i DS3 Cup

Der har stået Jonas Lynge på det meste i DS3 Cuppen i denne sæson, og årets sidste kvalifikation på Jyllandsringen blev da heller ikke nogen afvigelse. På en noget kold bane satte nordjyden som den eneste i feltet en tid på under 1.17, da han med en 1.16.5-tid tog pole position.

I begyndelsen så det ellers ud til at blive en svensk pole position, da Anton Bergström for alvor viste, at han absolut har farten med sig i denne weekend. I lang tid var han hurtigst af alle, men måtte til sidst se sig henvist til en femteplads.

En safetycarperiode afbrød kortvarigt kvalifikationen. Foto: Morten Kimer

Næsthurtigst blev norske Thomas Faraas, som i kvalifikationens sidste minutter fik sat en stærk tid ind. For Mads Frederiksen blev det også en god kvalifikation, som bød på en startposition som nummer tre. Østjyden har haft en noget bølgende sæson, men her til årets sidste løb ser Frederiksen ud til at have fundet opskriften.

Fjerdehurtigst blev Kenn Bach, som fik sikret sig et fornuftigt udgangspunkt for sine podie-ambitioner. Hans nærmeste udfordrer, Kristian Sætheren, er nemlig nede som nummer ni.

Anton Bergström har fået fin fart i raceren her i slutningen af sæsonen. Foto: Morten Kimer

Femte position endte hos Anton Bergstrøm, som følges af landsmændene Isac Aronsson og Erik Bertilsson, mens Jørgen Worthmann starter som nummer otte, når det søndag går løs med første heat klokken 10.35.

Søndagens to løb kan følges på livestream og på TV2 Sport – første heat er 10.35, mens finalen køres klokken 14.10.