Med solid deltagelse og hele 16 biler på plads, blev årets test- og mediedag i DS3 Cup en stor succes. For mange teams blev dagen det første møde med de opdaterede biler og dæk, der er i serien i år. For at gøre skiftet til de nye dæk fra Hankook så let som muligt, stillede dækleverandøren da også talstærkt op – og det med egen ingeniør, der hele dagen delte gode tips og tricks ud til de nye dæk.

For de fleste krævede det hele lidt tilvænning, men lidt efter lidt begyndte de fleste at ramme en fornuftig opskrift.
En af de nye kørere, der på testdagen fik godt fat i både bilen og Jyllandsringen, er Morten Jespersen. Nordjyden er tilbage på de danske baner efter et års pause, og han var meget godt tilfreds med mandagens resultater:
– Jeg synes vi kom godt med. Udgangspunktet er fint, og det er meget positivt at komme ud i en ny bil og føle sig til rette i en fart. Vi kørte Supercup sidst, og blev ikke sådan helt dus med bilen – men her kan vi mærke forskel på alle ændringer, og det er virkelig godt, forklarer han.

Morten Jespersen, DS3 testdag 2017, Foto: Morten Kimer

Der mangler lidt

En anden debutant i DS3-sammenhæng er Mads Frederiksen. Sidste års mester i 1600 Challenge nåede ikke helt mandagens mål, men østjyden mener ikke, at løsningerne er langt væk:
– Det gik ikke helt, som vi havde forventet. Dækkene bliver slidt for hurtigt, og jeg føler ikke helt, at vi er, hvor vi skal være. Men jeg tror, det løser sig, når vi får kørt noget mere.

En af de mange kørere, der konstant blandede sig i toppen i fjor, Rune Staudt, var også på Jyllandsringen for at prøve sin helt nye racer af. Også Staudt er positiv omkring udsigterne for sæsonen. Bilen har en god balance, forklarer han:
– Vi prøvede lidt forskelligt, men det gav desværre ikke så meget på uret, som vi håbede. Til gengæld er der en god balance i bilen, og jeg forventer, at vi får det på plads til åbningsløbet.

Rune Staudt ved testdagen 2017, Foto: Morten Kimer

Husk sæsonpremieren, der køres den 22-23. april på Jyllandsringen.